Hvorfor er danskere så blufærdige med deres tro?

Morten Olsen lytter på pressemødet mandag i

"De tøvende hænder er imidlertid også vidnesbyrd om en udbredt blufærdighed i forbindelse med talen om den personlige tro. Det er en blufærdighed, der har baggrund i både kirkehistorien, teologien og den generelle samfundsudvikling," skriver Iben Krogsdal. Foto: Mads Jensen / Scanpix Danmark

Den danske blufærdighed over for det religiøse har historiske årsager. Men den bliver i disse år forstærket af, at danskernes viden om kristendom bliver mindre og mindre

Af og til bliver en præst, jeg kender, bedt om at undervise i den svære samtale på Social- og Sundhedsskolen i Aarhus. Når han kommer ind i en klasse, plejer han at lægge ud med at spørge de studerende: Hvor mange her er muslimer?

En masse hænder ryger i vejret.

Så spørger præsten: Hvor mange her er kristne?

Enkelte rækker tøvende hånden en smule op. De kigger rundt, fniser lidt, hænder bliver hævet og sænket, mens forlegenheden breder sig i rummet. Til sidst sidder de fleste ikke-muslimer omsider med hænderne halvvejs oppe og flove smil om læberne.

LÆS OGSÅ: Muslimske organisationer: Imamer burde være bedre uddannede

Situationen fortæller meget om danskernes kristendom. Den er udtryk for den usikkerhed, der omgiver troen som et personligt forhold: Hvad vil det egentlig sige at være kristen? Den fortæller også om tilbageholdenheden med at give sig til kende som kristen i en verden, hvor tro ikke nødvendigvis giver prestige. Hvad tænker de andre, hvis jeg siger det?

En masse fordomme og kollektive forestillinger klinger givetvis med i de tøvende håndsoprækkeres overvejelser. Og så er situationen i klassen et klart udtryk for en generel modvilje mod at lade sig rubricere under en bestemt overskrift, fordi man i dag helst selv skal optræde så selvvalgt og særegen som muligt.

De tøvende hænder er imidlertid også vidnesbyrd om en udbredt blufærdighed i forbindelse med talen om den personlige tro. Det er en blufærdighed, der har baggrund i både kirkehistorien, teologien og den generelle samfundsudvikling.

Den nedgradering af kirkeinstitutionen og den opgradering af den personlige og inderliggjorte tro, som lutherdommen både tilsigtet og utilsigtet har resulteret i, har således været med til at skubbe troens udtryk indad og ritualet i baggrunden. Man skilter populært sagt ikke med sin tro.

Den tiltagende inderliggørelse af troen har også været medvirkende årsag til den individualisering og privatisering af kristendommen, der kendetegner den sekulariserede verden. Religion er blevet udskilt som et særligt område, og især i årtierne efter ungdomsoprøret blev dette område opfattet som så fortidigt, at mange meldte sig ud af folkekirken. Mange kristne oplevede, ifølge eget udsagn, at blive set skævt til og endda at blive opfattet som intellektuelt underlegne.

Der var i flere årtier langt mere prestige i at gøre op med kristendommen end i at bekende sig til den i hvert fald i de kredse, der satte den politiske og kulturelle dagsorden.

Fra flere sider forlyder det imidlertid i dag, at det igen er blevet legitimt både at kalde sig kristen og at tale om tro. Ifølge mange præster og kirkeligt engagerede oplever man for tiden en ny åbenhed over for kristendommen.

Den viser sig for eksempel ved, at man ikke i så høj grad som for 20 år siden skal forsvare sig, når man vedkender sig at være kristen. Den viser sig også i interessen for nye ritualer, der især fremhæver det spirituelle i kristendommen.

Samtidig har flere kendte kunstnere og rockmusikere, blandt andre sangerne Simon Kvamm og L.O.C. i medierne åbent tilkendegivet, at de tror på Gud, ligesom Danmark som del af en globaliseret verden omfatter stadig flere religioner, der gerne bærer troen udenpå og uden blufærdighed. Denne trosmarkering i det offentlige rum har manet til modstand og givet nyateismen vind i sejlene men også sat religion tilbage på dagsordenen.

At det er blevet mere legitimt at tale om tro, betyder dog ikke nødvendigvis, at blufærdigheden mindskes. I disse år optræder en ny, markant grund til blufærdighed i forbindelse med den personlige tro: Man kan ganske enkelt ikke tale om den, fordi man ikke ved, hvad man taler om.

Når den religiøse praksis er gledet i baggrunden, når fadervor, andagt, salmesang, bibel og kirkegang ikke længere har stor betydning i hverdagen, og når de religiøse erfaringer begrænser sig til at være lejlighedserfaringer, er der ikke meget håndgribeligt at sætte ord på. Man har tro, men ikke et trosliv. Man har holdninger, ikke sammenhænge. Sproget bliver abstrakt og fragmenteret frem for konkret og funderet.

I dag må man således gerne sige, at man tror på Gud. Men når man først har sagt det, er der en tendens til, at sproget stopper, og tavsheden begynder. Måske er det især den tavshed, vi i dag kalder blufærdighed?

Iben Krogsdal er religionsforsker og salmedigter