Bispevalgkampen i Aarhus er gået ind i sin sidste fase. Kandidaterne er præsenteret, stillerne mobiliseret, valgmaterialet udsendt. Nu skal krydset sættes. Hvorfor denne omstændelige og omkostningskrævende procedure for udnævnelse til en toppost i kirken? Sagt kort: Det er af hensyn til demokratiet i kirken.
Tillad mig at være personlig. Hvis daværende kirkeminister Torben Rechendorff ikke havde revideret bispevalgloven i 1990'erne og indført to valgomgange, hvis en kandidat ikke ved første afstemning fik mere end 50 procent af stemmerne, så havde jeg været biskop i Helsingør (og ville allerede være gået af igen). Så demokrati har bestemt følger.
For når Rechendorff indførte de to valgomgange var begrundelsen angiveligt, at det ville styrke demokratiet i folkekirken. For så kunne den siddende biskop være sikker på at have en pæn majoritet af vælgere bag sig. Nu bliver det ikke aktuelt i Aarhus, da der kun er to kandidater. Det har måske betydet, at der er gået lidt for meget præsidentvalgkamp i den. Nogen har derfor også besværet sig over tonen.
Dertil er der imidlertid kun at sige: Det er valgkamp, og det er en omkostning, der kommer i og med demokratiet. Man kunne jo let forestille sig mange andre måder at vælge ledere på. Der er godt bibelsk belæg for at anvende lodkastning. Min lærer K.E. Løgstrup mente også, man skulle anvende det system på universitetet med den begrundelse, at så havde den bedste også en chance! Eller man kunne, som man gør i erhvervslivet, hyre et konsulentbureau, der kunne udarbejde en profil og headhunte den, de syntes passede bedst. Eller man kunne nedsætte et sagkyndigt udvalg, der skulle fagfællebedømme potentielle ansøgere.
Jo, modeller er der nok af. Men ingen af disse har man valgt i kirken. Der har man valgt demokrati. Og det er, som man vil vide, en besværlig og omkostningskrævende styreform. Hvorfor så vælge den? Ja, det er, fordi man tiltror almindelige mennesker (her præster og menighedsrådmedlemmer) den kompetence, at de kan vælge den bedste. Og så er det, fordi man dermed mener at fremme en demokratisk kultur i kirken.
For demokrati er langt mere end regler for stemmeafgivning. Demokratiet trives kun, hvis det næres af en demokratisk kultur. Det er den, som en bispevalgkamp skal bidrage til. Kort sagt har vi bispevalg for at kunne få en grundig diskussion af, hvad vi forstår ved at være kirke, og hvad man vil med kirken her på dette sted.
Det er jo i sin grund en teologisk diskussion, som man dermed indbyder alle menighedsrådsmedlemmer og præster til at deltage i. Det er det værdifulde i den tradition, som vi nu har udviklet for afholdelse af bispevalg. Vi får talt med hinanden om, hvad det vil sige at være kirke på dette sted og i denne tid.
Når det gælder teologisk diskussion, så har vi endvidere her i Danmark en tradition for, at man godt kan gå til stålet. Når nogle hævder, at tonen er blevet hårdere, så er det muligvis nok rigtigt, men det afspejler i så fald blot den ændring, der er sket med debatklimaet generelt. Vent bare, til folketingsvalgkampen rigtig tager fart. Det er, som jeg ser det, kun i sagens interesse, at man prøver standpunkter og holdninger af.
Men skulle folk ikke inden for kirken være mere næstekærlige og derfor mere blidt talende? Jo, forhåbentlig hersker næstekærligheden også inden for kirken. Men nu har vi lukket demokratiet ind, og det forlanger klare holdninger, så man kan tage stilling, og hvor man kan dele sig efter anskuelser. Så må vi jo kende de holdninger. At udnævne en biskoppelig administrativ leder hører til kirkens ydre orden, og her er vi nok bedst tjent med demokrati.
Man kunne snarere overveje at udvide demokratiet for eksempel ved at indbyde alle folkekirkemedlemmer i et givet stift til at stemme. Kunne det føre til øget ejerskab inden for folkekirken? Vil man demokratiet, så er der meget at gøre endnu.