Hvorfor skal præster forkynde, at Jesus opstod fra de døde?

Japanske turister fotograferer Jesu opstandelse (vægtæppe fra middelalderen). Museumsgæster tager billede. ...

Japanske turister fotograferer Jesu opstandelse portrætteret på et vægtæppe fra middelalderen i Vatikanmuseet. Opstandelsen er en forudsætning for det kristne budskab, men hvordan opstandelsen præcist foregik, har til alle tider været et tolkningsspørgsmål, mener professor Niels Henrik Gregersen. Foto: / Scanpix Denmark

Sognepræst Per Ramsdal er blevet kritiseret og kaldt til samtale hos sin biskop, efter at han i julen afviste at tro på Jesu opstandelse. De færreste danskere tror på opstandelsen, men uden den var der slet ingen kirke, påpeger eksperter

En række af folkekirkens præster har fået problemer, efter at de i juledagene afviste grundlæggende dele af kirkens lære. Men præsterne er egentlig bare, som danskere er flest, når de siger, at de ikke tror på Jesu opstandelse fra de døde – som sognepræst Per Ramsdal fra Sydhavn Sogn i København for eksempel gjorde.

Ifølge den seneste undersøgelse fra 2011 er det nemlig kun hver fjerde dansker, der tror på opstandelsen, mens ny forskning samtidig peger på voksende kirkegang.

Så hvorfor er det så vigtigt, at præster forkynder Jesu opstandelse fra de døde? Kunne man ikke forestille sig en kristendom uden denne mystiske begivenhed, som ville være nemmere at sluge for den almindelige dansker?

Svaret på det første spørgsmål er, at opstandelsen ganske enkelt er afgørende for kristendommen, siger Niels Henrik Gregersen, professor i dogmatik ved Københavns Universitet.

”Uden den er det hele pjat. Opstandelsen betyder, at Jesus ikke bare er en historisk figur, vi kan se tilbage på og tænke, ’han var vel nok et godt menneske’. Opstandelsen er selve det, at Gud bliver menneske og siger til os, ’sådan er jeg’. Opstandelsen betyder, at det, Jesus sagde og gjorde, ikke bare gjaldt dengang, men gælder til enhver tid. Det betyder, at vi i dag kan håbe på vores egen opstandelse og forstå vores liv som noget, der rækker udover døden. Det er kristendommens kerne.”

Samtidig påpeger Niels Henrik Gregersen, at mens opstandelsen er en forudsætning for det kristne budskab, er det altid et fortolkningsspørgsmål, hvordan opstandelsen skal forstås. Tolkningerne går næsten lige så langt tilbage som kristendommen selv: Opstod Jesus fra de døde til den krop, han havde før sin død, som kirkefaderen Augustin sagde? Eller opstod han til et andet, åndeligt legeme, som Østkirkens teologer mente?

”Det er godt, at der er de tolkningsmuligheder. Men hvis man direkte siger, at man ikke tror på, at Kristus er opstået, så er det da et problem,” siger han.

Bo Kristian Holm, teologilektor og ph.d. ved Aarhus Universitet med speciale i dogmer og trosbekendelser, er inde på noget af det samme. Når man som præst skal forkynde, må man forkynde det budskab, som er kirkens. Man kan ikke bygge sin forkyndelse på egen tvivl eller manglende accept af dele af den kristne lære, påpeger han.

”Hele kristendommen bygger på budskabet om, at Jesus er død og opstået. Hvis der ikke var det opstandelsesbudskab, var der ikke en kirke. Så ville der bare være en død mand på et kors, og det kunne man ikke have grundlagt nogen kristendom på,” siger han og tilføjer:

”Først i lyset af Jesu opstandelse bliver det klart, hvad korset betød, at Gud blev menneske og bar verdens synd og lidelser. Det opstandelsesbudskab er en forudsætning for alt andet i kristendommen. Uden det kunne kirken ikke forkynde, at tilværelsen er større og dybere end den grå dagligdag og det korte liv.”

Det er derfor et forkyndelsesproblem, når en præst siger, at han ikke tror på opstandelsen. Så trækker han tæppet væk under det sted, han selv står, mener Bo Kristian Holm.

Men alligevel. Hvorfor er det så vigtigt, at præsterne forkynder opstandelsen, når kun omkring hver fjerde dansker tror på den, og mange alligevel finder mening i at bruge kirken?

”Det er ikke sikkert, at folk er de bedste til at sætte ord på, hvorfor de går i kirke. I kirken er der plads til mere end det, man som almindelig dansker selv kan overskue at tro på,” lyder Bo Kristian Holms svar.

”Men hvis præsten gør det til en hovedsag, at han ikke tror på opstandelsen, så kan han stå på prædikestolen og tale nok så meget om åndelighed, men den åndelighed får ingen retning. Så kan forkyndelsen ikke virke som en orientering for mennesker, og så bliver den i bedste fald en omgang feelgood. Så er der ikke noget håb om, at der er noget andet og mere end den grå hverdag og det korte liv,” siger han.

Spørgsmålet er så, om man kunne forestille sig en kristendom uden opstandelsen. Det kunne man måske godt, mener Niels Henrik Gregersen. I hvert fald er der nogen, der har gjort forsøget. Omkring 1900-tallet var der en stærk strømning af såkaldte liberalteologer, som sagde, at man var kristen, hvis man fulgte Jesu lære, uanset om man troede på opstandelsen.

”Vi ser det også i dag. Mange mennesker forstår kristendommen som noget, der drejer sig om næstekærlighed. Man siger ja til det etiske uden at tage det med, der har med Gud at gøre. Det er det, vi kalder kulturkristendom,” siger han, men understreger, at det kirkeligt set nærmest er umuligt at komme uden om opstandelsen:

”Der er ikke rigtigt nogen eksempler, fordi alle trosbekendelser i den kristne kirke har opstandelsen på programmet, uanset om man kalder det kødets opstandelse, som vi gør, eller bare ’de dødes opstandelse’, som man gør i Østkirken.”