Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg vil kalde mig selv vanekristen, men ikke troende. Min familie markerer højtiderne, og jeg vil gerne have, at mine børn kommer i kirke mindst én gang om året, men jeg er ikke længere troende, som da jeg var barn.
Dog læner jeg mig op ad Tidehverv og Søren Krarups opfattelse af, at der er en grundlæggende diskrepans mellem vores jordeliv og det guddommelige. Vi kan ikke få Gud ned på jorden gennem politiske dogmer, menneskerettigheder eller klimapolitik.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
På min fars side har de en lang historie som syvendedagsadventister. Det påvirkede familiens kristne selvforståelse i retning af det mere hellige end den kulturkristne baggrund, min mor kom fra. Det religiøse var knyttet an til kirkesamfundet, og på den måde var religiøsiteten mere social end individuel.
Trosspørgsmålet var ikke vedkommende for mig, før jeg skulle døbes på et tidspunkt, hvor mine kammerater skulle konfirmeres. Der måtte jeg tage stilling til, om jeg troede på alt det her, og det gjorde jeg. Det var en ærlig og ægte barnlig tro på det tidspunkt.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Jeg er barn af den kolde krig, og efter min sene dåb fik jeg øjnene op for det kaos, som herskede. Det gjorde mig uforstående over for, at Gud ikke kunne ordne det. Så kom jeg på universitetet, og da jeg var i 20'erne, begyndte jeg at stifte bekendtskab med litteratur, musik, kunst og filosofi. Jeg kunne simpelthen ikke nøjes med Bibelen.
Da gik kristendommen fra at være en tryghedsfaktor i min barndom til at være noget, jeg primært opfattede som et kulturelt og socialt fundament for samfundet. I årevis har jeg forsøgt at få troen tilbage, men litteraturen og filosofien har gjort mig forvirret på et højere plan, der forhindrer mig i at tage springet tilbage i troens verden.
Hvad har udfordret din tro?
I min gymnasietid var jeg en ivrig jollesejler, og da jeg deltog i et stævne i Lillebælt ved Fredericia, var det nær gået galt. En orkan væltede min båd, og en stærk strøm fik min jolle til at drive mere end 100 meter væk. Jeg troede, jeg skulle dø.
Midt i mine trængsler i vandet tænkte jeg på en køn, lyshåret pige fra min parallelklasse, og jeg skænkede ikke Gud én tanke. Der gik noget tid, hvor jeg spekulerede over, hvad det betød. Jeg kom jeg frem til, at mine hormoner nok var stærkere end min tro.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
I takt med at jeg er blevet mindre troende, kompenserer jeg ved at søge ro og orden ved at træne som en besat på min racercykel. Det er min erstatningsreligion, og landevejen er min kirke. Ånden skal have en krop at husere i, og den strenge religiøsitet har det med at glemme kroppen. Cykelturene gør, at jeg føler mig renset og bedre i stand til at håndtere min hverdag.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Som ung var jeg vild med eksistentialister som Thorkild Hansen og senere realister som David Hume og Thomas Hobbes. Men min yndlingsforfatter er Saul Bellow, der beskæftiger sig med menneskets forfængelige håb, drømme og idealer, som klasker sammen en gang imellem, fordi vi netop er mennesker - ikke mere end det. Det er jo i grunden det tidehvervske budskab.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er Tom Waits' ”Come down from the cross, we can use the wood” (Kom ned fra korset, så vi kan bruge træet). Det nytter ikke noget at gøre sig selv til Jesus. Kom nu ned fra det kors, og brug i stedet træet til noget bedre. Det tænker jeg på hver dag.
Når jeg ser mine børn, bliver jeg mindet om, at jeg selv er en gammel starut, som skal huske at få det bedste ud af livet. Det er et tragisk, men også smukt budskab. For endeligheden er jo smukkere end uendeligheden. Hvis vi levede evigt, ville vi ikke sætte pris på det.