I Aarhus bliver Jesus født på strøget

Under overskriften ”Jesus i centrum” er kirkerne i Aarhus for første gang gået sammen om at markere julen

Midt i Aarhus lyser en ganske særlig julestald op. Bag glasset udfolder sig den allerførste julenat, hvor Jesus blev født, og kristendommen kom til verden. Det budskab er nu en fælleskirkelig markering på initiativ fra menighedsrådsmedlem ved Sct. Pauls kirke Georg Kjeldsen. De forskellige kirker og foreninger i Aarhus sørger for aktiviteter foran julestalden - som for eksempel julemusik og uddeling af gratis risengrød, som Frelsens Hær står for. Simone Stampe samler også ind til Frelsens Hærs julepakker til familier. -
Midt i Aarhus lyser en ganske særlig julestald op. Bag glasset udfolder sig den allerførste julenat, hvor Jesus blev født, og kristendommen kom til verden. Det budskab er nu en fælleskirkelig markering på initiativ fra menighedsrådsmedlem ved Sct. Pauls kirke Georg Kjeldsen. De forskellige kirker og foreninger i Aarhus sørger for aktiviteter foran julestalden - som for eksempel julemusik og uddeling af gratis risengrød, som Frelsens Hær står for. Simone Stampe samler også ind til Frelsens Hærs julepakker til familier. - . Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.

I en kendt julesang synger Shu-Bi-Dua, at Jesus bliver født på anden sal i Magasin du Nord.

Men i Aarhus bliver han i år født midt på strøget, få hundrede meter fra byens banegård, midt imellem tøjbutikker og små, udendørs kaffeboder.

Lige foran Den Katolske Kirke på Ryesgade standser juletravle folk op og kigger på en oplyst julestald, hvor man bag vinduesglasset kan se det lille Jesusbarn i en krybbe, svøbt i et klæde, mens hans mor kigger betaget på ham, og tre vise mænd står omkring den nyfødte for at give ham gaver.

Foran julestalden er der næsten hver dag i december forskellige aktiviteter arrangeret af de mange kristne kirker og foreninger, der står sammen om at markere julen i Aarhus og den fælles julestald. Mens eftermiddagsskumringen lægger sig over byen, og julebelysningen tændes, er det i dag Frelsens Hær, der står foran stalden og spiller julesange, mens de deler gratis risengrød og saftevand ud og samler ind til de mange familier, der har søgt julehjælp i år.

Idémanden bag den fælles kristne julemarkering er menighedsrådsmedlem i Sct. Pauls Kirke Georg Kjeldsen. Han fik idéen sidste år, da han blev opmærksom på en engelsk kampagne, der ønskede Kristus ”back in Christmas” - ”tilbage i julen”.

”Det er, som om vi glemmer det barn, der er julens egent-lige centrum. Men jeg tror faktisk ikke, der skal ret meget til, før vi husker det. For nogle år siden var jeg i Oslo ved juletid, og der stod nogle unge mennesker midt på Karl Johans Gade og læste juleevangeliet højt. Når det var slut, begyndte de bare forfra. Meget enkelt, men virkningsfuldt. Det fik mig til at tænke på, hvor stærkt det ville være, hvis vi som kirke var synlige her i december og stod sammen om at markere netop det budskab. For nok kan vi være uenige om forskellige udlægninger af evangeliet, men grundlæggende er vi jo enige om troen på Jesus og det håb, der dermed fødes i verden,” siger Georg Kjeldsen.

I løbet af det seneste år har han fået opbakning til idéen fra både de fleste kirker i Aarhus Domprovsti, en lang række sogne fra de øvrige provstier i området, frikirker, den katolske kirke, valgmenigheder og en bred vifte af både folkekirkelige og øvrige kristne foreninger og organisationer. Og alle har de budt ind med forskellige aktiviteter, som siden den 27. november har været med til at sætte Jesus i centrum på byens gågade.

”Det har været en virkelig positiv oplevelse at arbejde sammen på tværs af de kirkelige retninger. Jeg tror også, at tiden kalder på den slags samarbejde. Vi hører om forfølgelser af kristne mange steder i verden, og derfor er det så vigtigt, at vi nu står sammen og så lader de interne uoverensstemmelser ligge. Vi har brug for hinanden - alle sammen. Også folkekirken,” siger Georg Kjeldsen.

Mens han fortæller, standser flere folk op og går hen til julestalden. En mor med flere bæreposer fyldt med gaver står sammen med sine to børn og peger på figurerne bag glasset.

”Hvad er det nu, de vise mænd hedder?”, spørger hun.

”Jeg tror, den ene hedder Melchior,” svarer den ene af drengene.

De tager billeder med deres mobiltelefoner og begiver sig ud i indkøbsmylderet igen.

På vejen møder de en af soldaterne fra Frelsens Hær, Simone Stampe.

Hun har allerede samlet mange penge sammen og er helt rørt over, at det ofte er børn, der kommer hen og putter deres lommepenge i hendes indsamlingsbøsse.

Simone Stampe ved selv, hvor meget det betyder at kunne få en af de hjælpepakker, som pengene bruges til. For godt ti år siden blev hun alene med tre børn og var derfor selv en af dem, der fik en julepakke fra Frelsens Hær. Nu er hun en del af den lille gruppe i uniformer, der samler ind til andre.

”Det betyder også noget for os at stå her foran julestalden i år. Det giver en helt særlig stemning med julestalden i baggrunden, og så er det bare utrolig fint, at vi som kristne kan stå sammen om en fælles indsats her i Aarhus. Det kunne virkelig være fantastisk, hvis vi kunne fortsætte med at samarbejde - der mangler jo den opmærksomhed også på andre tidspunkter af året, og grundlæggende er det jo det samme, vi tror på,” siger hun.

Og måske er der lagt op til flere fællesinitiativer i byen. Georg Kjeldsen er i hvert fald ikke blevet afskrækket af det fælleskirkelige decembersamarbejde.

”Vi evaluerer projektet i januar, og hvis stemningen er til det, så synes jeg, det kunne være meget spændende at finde noget at samarbejde om fremover også,” siger han.