Hvordan vil du beskrive din tro?
I dag er min tro grundfæstet i Bibelen og på det, jeg betegner som Guds nåde i vores liv. Min tro er grundlaget i mit liv og er baseret på bøn, så hjerne og hjerte kommer til at tale sammen. På den måde kan man få system i sin tilværelse, og det hjælper mig til at handle i livet. Min tro hænger også sammen med den måde, jeg udøver den på som medlem af en kirke med så gamle rødder som den koptisk-ortodokse kirke.
Hvad var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er vokset op på Bornholm i et hjem, hvor min far var knyttet til Luthersk Mission og min mor til Indre Mission. Men vi kom begge steder. Min barndom var tryg og kærlig, og vi havde børneklub og juniorklub, ligesom jeg gik i søndagsskole og senere begyndte at komme med på lejr om sommeren. Min far var prædikant i Luthersk Mission og er det stadig. Det har altid betydet meget for mig at være opvokset med fast andagt, bøn og bibellæsning.
Vores forældre holdt særligt fast i en ugentlig familieaften. Ingen, hverken voksne eller børn, måtte have aftaler. Det var en fantastisk tid sammen. Min far er meget glad for bøger, og ofte fik jeg stukket en bog i hånden om kristendom, som han ønskede, jeg skulle læse.
Under en svær tid for mig på en kristen friskole, hvor jeg prøvede at være med i den populære kreds blandt eleverne, uden at det lykkedes for mig, gav min far mig det råd, at jeg i stedet for at jagte det populære skulle bruge min energi på de mennesker, der heller ikke var med i kredsen. Jeg fik øjnene op for, hvordan jeg kunne være en kærlig og empatisk person over for andre mennesker. På den måde fik jeg igen selvtillid og tro på det gode i mennesker.
LÆS OGSÅ: Jeg går ikke rundt med huller i hænderne
Hvad har udfordret din tro?
Jeg har indre kampe med tvivl og vrede. Tvivlen optræder, når jeg ikke synes, jeg forstår Gud, og hvad der sker, og hvorfor han ikke redder mig fra bestemte situationer.
Det var også en udfordring for mig, da jeg begyndte at bede om vejledning i at træffe et valg i forhold til, hvilken kirke jeg skulle fortsætte mit liv i. Efter at jeg flyttede fra Bornholm, stod jeg uden for en fast menighed og prøvede forskellige kirkelige fællesskaber.
Men fra den første gang, jeg gik til gudstjeneste i den koptiske kirke, vidste jeg, at det var her, jeg hørte til, selvom jeg rationelt ikke lige kunne forstå det. Jeg oplevede det, jeg mødte, som mere helt end det, jeg var opvokset med. Ikke mere sandt, men mere helt og noget, jeg fik lyst til at være en del af.
I den ortodokse kirke er der en storhed og en ufattelig litteratur skrevet af kirkefædrene. I vores danske kultur er vi lidt forskrækkede over ikoner og hellig olie. Men jeg kan netop godt lide, at kirken er konkret og fysisk.
Det tiltaler mig ved den koptiske kirke, at den er grundfæstet på den første kristne kirke og dermed apostlenes ord. Hos os handler det ikke om at finde på noget nyt hele tiden og danne nye menigheder, der passer til tidsånden. Kirken er, som den altid har været. Det betyder ikke, at den er fejlfri, men jeg føler, at i den koptiske kirke møder jeg noget oprindeligt.
Samtidig spurgte jeg også mig selv, om mit kirkevalg var for min egen vindings skyld. Jeg ønskede, at gudstjeneste også måtte være en tjeneste, jeg giver til Gud. Men jeg oplever, at bønnen får hjernen og hjertet til at tale sammen, og jeg fik fred med min beslutning.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Uden tvivl er det den store trosmæssige erfaring, jeg havde med hjemmefra. Mine forældre var radikale i deres opdragelse og understregede gang på gang den nåde, som Gud giver vores liv.
Jeg har truffet mine egne valg om troen og ikke bare fulgt med det første og det nemmeste. Det har givet mig, hvad jeg vil kalde gudsfrygt.
Da jeg begyndte at stifte bekendtskab med den ortodokse kristendom, havde jeg ingen grundlæggende kendskab til hverken kirkehistorien eller den ortodokse kirke som kirkelig retning. Men min nysgerrighed var vakt, og jeg gik i gang med at læse om de gamle kirkefædre. Beretningen om kopterne, der flytter bjerget Mokattam, gjorde stort indtryk på mig, fordi det udtrykte en måde at tro på Gud på, som jeg ikke var vokset op med.
Det betyder ikke, at min barnetro var forkert. Men jeg oplevede, at Gud havde en anden plan. En kæmpe gave eller rettere opgave til mig.
På et tidspunkt i min studietid mødte jeg en irakisk pige, og vi blev glædeligt overraskede over, hvor ens vores tro var, selvom hun var ortodoks, og jeg var luthersk. Det var på den måde, at jeg i det hele taget opdagede den ortodokse kirke og så, at den måske også kunne være noget for mig.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg holder andagt hver dag og læser børnebibelen sammen med mine børn. Jeg møder alle ved at tro på det bedste i mennesket. Det er fantastisk at opleve, hvordan alle mennesker har den kærlighed i sig.
Jeg blev som medlem i Kristeligt Forbund for Studerende i gymnasiet opfordret til at betale tiende af min SU. Min far bakkede mig meget op med ordene, at hvis du ikke lærer det, mens du tjener små penge, er det virkelig vanskeligt, når du begynder at få udbetalt en almindelig, stor løn. Så det betaler vores familie den dag i dag.
Jeg kan huske, at bankmanden så mærkeligt på mig, den dag vi oprettede en konto, der skulle hedde: Guds penge. Og det hjalp ikke på hans ansigtsudtryk og rynker i panden, da min mand prøvede at forklare ham, hvad det betød. Men vi giver også vores tid til Gud ved at udføre praktisk arbejde i kirken.
LÆS OGSÅ: Livet er som et hvedekorn
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Som barn har mine forældre været forbilleder og er det stadig. Jeg har lært mine bedsteforældre at kende som nogle fantastiske mennesker. Min mormor var virkelig altopofrende. Selvom pengene var små i en kæmpe familie med 14 børn, har hun altid sendt breve og gaver også til børnebørnenes fødselsdage.
Tidligere forstander på Luthersk Missions Højskole i Hillerød Hans Erik Nissen har været et vidunderligt menneske for mig. Hans prædikener hører jeg stadig. Senere har jeg lyttet meget til den amerikanske prædikant Joyce Meyers lydfiler på nettet og er blevet inspireret af en ortodoks præst som fader Mark Asis i Edinburgh og Skt. Antonius Kloster i Egypten.
Hvad er det bedste åndelig råd, du har fået?
Det var Jesus-bønnen, eller hjertebønnen, som jeg bad sådan:
Du, min Herre Jesus Kristus, du, Guds søn, hav barmhjertighed med mig, en synder.
I begyndelsen var jeg skeptisk, så der gik mange måneder, før bønnen også blev min egen hjertebøn. Men når jeg ser tilbage, brugte jeg gennem årene forskellige bibelvers som bønner for eksempel: Vis mig din vej, Herre, så jeg kan vandre i din sandhed. Lad mit hjerte alene frygte dit navn. Den bøn har jeg kunnet gentage i timevis, fordi den manede min frygt til jorden og flyttede fokus fra menneskefrygt til Gudsfrygt.
Den dag, min farfar fik hjertestop, bad jeg pludselig denne bøn i to timer, mens vi ventede på nyt fra hospitalet, om han var sovet ind eller overlevede. Jeg havde ikke selv ord.