Det er en typisk dansk sommeraften med spredte byger, men inden for i lokalerne på Vejlevej 12 i Fredericia stiger temperaturen i takt med den religiøse begejstring. Her er en lille flok kirkegængere fra Brasilien samlet til gudstjeneste. De fremmødtes hænder peger mod himlen, og deres øjne er lukkede i hengivelse.
På scenen står kirkens præst fra São Paulo, den største by i Brasilien. Han er i søndagstøjet med lærredsbukser, slips og blazer og hilser menigheden velkommen med en sprød autoritet. Mandens navn er Jair da Silva, og han er kommet til Danmark for at arbejde som missionær. Han ønsker at være præst for alle de mennesker, som har brug for Gud, og det er der mange i Fredericia, som har, hvis man spørger pastor Jair. Et højt amen markerer afslutningen på seancen, og gudstjenesten kan begynde.
LÆS OGSÅ: Nydanskernes kirkegang er i eksplosiv vækst
Pinsemenigheden i Fredericia, Gud er Kærlighed, er grundlagt af to kvinder fra São Paulo, der blev gift med danske mænd, men savnede den samhørighed og glæde, der kendetegner menighedsfællesskaberne i Brasilien. 85 procent af de kristne i Brasilien er katolikker, men kirken i Fredericia er protestantisk og formelt en frikirke i Danmark. Menigheden har eksisteret i 10 år og samler hver søndag mellem 10 og 40 brasilianske kirkegængere fra hele Øst- og Sønderjylland. Hvert andet år modtager forsamlingen en ny præst fra Brasilien, der kommer til Danmark for at udfylde embedet som pastor, så længe han har opholdstilladelse i landet. For 10 måneder siden kom pastor Jair da Silva til Fredericia, fordi Gud kaldte på ham.
Pastoren viser sine identitetskort frem. Han har et dansk sygesikringsbevis, men er kun i Danmark på midlertidigt ophold. Jair da Silva er præst i Fredericia, indtil Gud sender ham et nyt sted hen med budskabet om kærlighed og bønners kraft.
I lokalerne i Fredericia er gudstjenesten i fuld gang. En ung mand i jakkesæt spiller på keyboard, og kirkegængerne har givet sig hen til musikken med høje suk og hænder i vejret. Efter lovsangen prædiker pastor Jair sit budskab med en tordnende røst og modtager bifaldende opråb fra publikum. Ordet halleluja bruges flittigt til at understrege talens pointer.
En af dem, der søndag efter søndag tager imod Jair da Silvas ordsalver, er Jucileide Rasmussen. Hun er 30 år og har boet i Kolding i fire år sammen med sin danske mand. Jucileide Rasmussen går på pædagogseminariet og taler et solidt dansk. Hun er frivillig i Simon Peters Kirke i Kolding, men savner den glæde, der kendetegner de brasilianske kirker.
Det er en helt speciel følelse, der opstår, når jeg koncentrerer mig om Gud. Til gudstjenesten føler jeg, at Helligånden kommer ned på jorden, og så glemmer jeg alt andet, og han fylder det hele. Vi græder, fordi vi er glade, og vi føler os stærke, forklarer Jucileide Rasmussen.
Jeg finder nydelse i at synge og dele min tro med andre. På den måde mærker jeg en stærk kraft, når vi er sammen.
Jucileide Rasmussen tror, at årsagen til migrantkirkernes fremgang i Danmark er, at nytilkomne fra andre verdensdele har svært ved at tage del i danskernes afdæmpede måde at gå i kirke på. Hun mener, at folkekirken mangler energi og sansen for det overnaturlige.
Vi tror på, at vi kan alt i troen på Gud. Jeg har oplevet mange mirakler. I Danmark kalder I det held. Vi kalder det velsignelse.
LÆS OGSÅ: Sarah, Nathan og Aliona - nye ansigter på troen i Danmark
Ifølge den 53-årige Jair da Silva lider danskernes tro under en voksende materialisme.
Danskerne tænker mere på penge end på Gud. Hvis tingene ikke går godt, kalder de på alle mulige andre end Gud, forklarer pastor Jair, der ønsker at være præst for både danskere og brasilianere.
Alle er velkomne i min kirke. Jeg ønsker at frelse menneskers sjæle gennem bøn, forklarer han. I den kirke i São Paulo, som han kommer fra, beder man døgnet rundt, og selv bruger pastoren fire-fem timer om dagen i bøn.For os fylder troen alt, og bøn for mennesker er en vigtig del af det at tro. Troen kommer fra Gud, og den kommer lige så let til danskerne som til os. Man skal bare bede om den, afslutter pastor Jair.
