En af den europæiske histories helteberetninger handler om, hvordan den østrigske hovedstad, Wien, i 1629 på mirakuløs vis undgik at blive erobret af den tyrkiske sultan Solimans hær.
20.000 kristne forsvarere klarede sig igennem fire ugers belejring og slog fire voldsomme angreb fra 300.000 tyrkere tilbage. Dette var den sidste store styrkeprøve mellem de kristne og muslimerne, som havde ligget i konflikt, siden korstogene begyndte i 1095.
Grimbergs Verdenshistorie beretter, at »hele Europa ventede i åndeløs spænding på udfaldet af den vældige kamp, der kunne afgøre verdensdelens skæbne«.
På samme tidspunkt var man midt i, hvad der betegnes som historiens sidste store religionskrig, Trediveårskrigen. Denne krig var kulminationen på en række blodige sammenstød, som fulgte efter reformationen. Den katolske paves tilhængere ville ikke acceptere, at mange nu fulgte Luthers og Calvins lære. I Tyskland brød krige ud i 1540'erne, og i Frankrig udkæmpedes en borgerkrig, som førte til, at hovedparten af de protestantiske huguenotter blev dræbt eller fordrevet.
I 1618 brød Trediveårskrigen ud, en strøm af krige i det centrale Europa med mere eller mindre religiøst indhold. Som historikeren Erling Bjøl konstaterer i bogen »Hvorfor krig?« blev det religiøse udgangspunkt imidlertid mindre og mindre tydeligt, for på nogle slagmarker kæmpede katolikker mod katolikker. Sikkert er det i hvert fald, at da freden kom i 1648, var religionskrigenes tid forbi.
Korset og halvmånen
I dag fokuseres der ikke så meget på, at det kostede Europa hundrede års krig at dele den kristne kirke. Der er heller ikke megen omtale af, hvad Bjøl betegner som historiens første religionskrig, nemlig kampen om Byzans i år 324 mellem den romerske kejser Konstantin den Store, som var kristen, og Valerius Licinius, som bekendte sig til de traditionelle romerske guder.
Til gengæld bliver der med stor iver draget paralleller mellem den klassiske kamp mellem korset og halvmånen og nutidens konflikt, hvor kristendommen og islam bliver tildelt en væsentlig rolle.
- I Vesten har vi i flere hundrede år levet i troen på, at fremskridt og rationalitet vil brede sig i verden. Nu oplever vi en angst for, at denne teori ikke passer. At vi er truet af en modpart, som står for religion og det modsatte af fremskridt og rationalitet. Dermed er vi tilbage i en situation, som svarer til dengang, da tyrkerne stod uden for Wiens mure, siger Ulla Holm, seniorforsker ved Center for Freds- og Konfliktforskning.
Hun hæfter sig ved, at da USA den 11. september blev ramt af terrorangreb, var der i begyndelsen ingen, der talte om religion. Men i den følgende tid er konflikten gradvis blevet kædet mere og mere sammen med islam og kristendom. Især efter at Taleban-styret i Afghanistan blev forbundet med terrorangrebet, har flere set konflikten som et sammenstød mellem kristendom og demokrati på den ene side og islam og mangel på demokrati på den anden.
- Men dermed overser man, hvor store interne modsætninger der er både i Vesten og i den arabiske verden. Begge sider har et sorgarbejde at udføre. I Vesten må vi besinde os på et alvorligt spørgsmål, som fundamentalistiske muslimer stiller os: Hvilken plads har religionen i vores samfund? Og i den arabiske verden er man til gengæld nødt til at diskutere, hvordan man adskiller politik og religion, siger Ulla Holm.
Hendes pointe er, at hverken den kristne eller den muslimske verden står samlet. Tværtimod har vi alvorlige interne modsætninger at løse. Alene inden for den fundamentalistiske islam er der ifølge freds- og konfliktforskeren tre meget forskellige retninger:
n De konservative, traditionelle fundamentalister, der inden for muslimske stater agerer sædelighedspoliti, udstyrer kvinder med slør og kræver ihærdighed i troen. Disse muslimer er ligeglade med staten og regnes ikke for en trussel mod den vestlige verden.
n De revolutionære islamister, som ifølge Ulla Holm er »islams leninister«. De ønsker at omstyrte staten i de muslimske lande og indføre et styre, som er mere præget af religionen.
n Neo-fundamentalister. Kun denne gruppe agerer internationalt og ser det som sit mål at erobre de troendes fællesskab over hele kloden. Denne gruppe, som Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk tilhører, virker ved kamp mod alle. Til gengæld udgør de en yderst begrænset del af verdens muslimer.
- Neo-fundamentalisterne er tiltrukket af steder, de kan dræbe. Men deres angreb er ikke kun rettet mod Vesten. I 1979 stod neo-fundamentalister således bag et angreb på muslimernes hellige by Mekka, påpeger Ulla Holm.
Et indre opgør
Efter alt at dømme er den hårdeste hellige krig, der føres, ikke en krig imellem forskellige religioner. Derimod er det krigen inden for den enkelte religion om, hvordan religionen skal praktiseres, for eksempel om, hvor bogstaveligt Bibelen eller Koranen skal tages.
Ifølge Brian McGuire, professor i historie ved Roskilde Universitetscenter, omfatter begrebet religionskrig først og fremmest et indre opgør mellem to rivaliserende sekter om en tro. Dermed ser han heller ikke korstogene, hvor kristne riddere kæmpede for deres tro, som en religionskrig.
- Det er efter min mening misvisende at bruge betegnelsen religionskrig om korstogene. Korsridderne tog ikke af sted for at bekrige islam, men for at befri Jerusalem fra den besættelsesmagt, de mente havde taget byen fra de kristne, siger Brian McGuire.
Han peger på en række blodige kampe mellem den kristne kirke og det religiøse samfund katharerne i omegnen af den sydfranske by Toulouse i begyndelsen 1200-tallet som historiens første kristne religionskrig.
- Katharerne var en kristen sekt, der levede i fattigdom som Jesus og så sig som kristi efterfølgere. Dette blev af pavestolen opfattet som en alvorlig trussel, fordi det handlede om intet mindre, end hvordan en sand kristen skal leve. Derfor blev de brutalt myrdet af den katolske franske konge, fortæller Brian McGuire, der påpeger, at ordet »kætter« stammer fra denne episode.
Historikeren slår fast, at det vil være en grov forenkling at se kampe mellem kristne og muslimer som noget, der udelukkende handler om religion. For eksempel betragter nogle historikere det som en religionskrig, da de muslimske maurere i Granada blev drevet ud af Spanien i slutningen af 1400-tallet. Men mange maurere var gået over til kristendommen, så dette kan lige så vel ses som en etnisk konflikt.
- Tyrkernes erobring af Konstantinopel og senere angreb på Wien handlede også mere om politiske og militære mål end religiøse. Det er væsentligt at forstå, at Tyrkerne så sig som aftagere til det byzantinske kejserrige i Konstantionopel, selv om dette var et kristent rige, forklarer han.
At bruge betegnelsen religionskrig om den nuværende konflikt er ifølge Brian McGuire endnu mere misforstået. Det er efter hans opfattelse en betegnelse, som kun kan bruges om stridigheder frem til 1600-tallet, selv om der naturligvis kan være religiøse aspekter i senere konflikter, for eksempel borgerkrigen mellem katolikker og protestanter i Nordirland.
- Religionskrige hører til i en periode, hvor religionen ikke tolererer modstand indefra. Både inden for kristendommen og islam er tolerancen blevet større. Derfor er det utænkeligt i dag at forestille sig, at Europas katolikker og protestanter skulle gå i krig mod hinanden. Ligesom det er utænkeligt med en krig mellem de to hovedretninger inden for islam, shia- og sunni-muslimerne, fastslår Brian McGuire.
mikkelsenkristeligt-dagblad.dk
Fakta
Religionskrig?
Med serien »Religionskrig?« sætter Kristeligt Dagblad fokus på religionens rolle i konflikter. Det sker i en række aktuelle og historiske artikler om emnet. Dette er de sidste artikler i serien. Tidligere artikler har været bragt den 31. oktober samt den 1., 2., 3., 6. og 7. november.