I min tro er der et element af naiv barnetro

Cand.mag. i historie og serbokroatisk Karsten Fledelius har været troende, siden han var barn, men troen er også født ud af en stor tvivl

Karsten Fledelius er til N.F.S. Grundtvig og den byzantinske musik, som han finder vigtig for trosformidling. Han har et hjerte, der banker for Balkan, og taler flere slaviske sprog.-
Karsten Fledelius er til N.F.S. Grundtvig og den byzantinske musik, som han finder vigtig for trosformidling. Han har et hjerte, der banker for Balkan, og taler flere slaviske sprog.- . Foto: Paw Wegner Gissel.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg har barnetroen i behold, og jeg har, siden jeg var 10 år, haft en umiddelbar fornemmelse af, at Gud i skikkelse af Jesus Kristus var til stede for mig. Den følelse har fulgt mig gennem mange år. Men den er også født ud af stor tvivl.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er født ind i en protestantisk familie, men min tante, som var katolik, forsøgte at omvende mig, så jeg levede også lidt i et spændingsfelt mellem de to konfessioner. Da jeg var 10 år, fik jeg en religiøs krise, blandt andet fordi jeg er født under Anden Verdenskrig og blev meget præget af de forfærdelige ting, der skete.

Da jeg var 15 år, begyndte jeg at læse Grundtvig, ham blev jeg i høj grad inspireret af, ikke mindst af hans måde at tro på. Mine forældre var blufærdigt troende og hvilede i den almindelige kristendom. Som otteårig kom jeg med i Københavns Drengekor, og der blev jeg, til jeg fyldte 30 år. Så jeg har sunget mange liturgiske værker i den tid.

Hvad har udfordret din tro?

Det har i høj grad de forfærdelige ting, der skete i det 20. århundrede med folkedrab og udryddelser, for hvordan kan Gud tillade det? Det var en stor anfægtelse for mig.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Den er grundlæggende formet af, at jeg blev optaget af Grundtvig, og så blev jeg også optaget af den tidlige kristendom. Jeg har også studeret i det tidligere Jugoslavien og taler flere slaviske sprog og er optaget af de diskussioner om kristendom, som føres der. Johannes Værge, der er tidligere præst ved Vor Frue i København, er jeg også optaget af, især hans senere forfatterskab. Han skriver den ene bog efter den anden, om døden blandt andet, og det er for mig vigtige bøger, der byder på en utrolig indsigt.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg var igennem en periode, hvor det var meget bizart at være troende som universitetslærer. Nogle af mine studerende kunne slet ikke forstå, at jeg troede på Gud. Men jeg er så lykkelig, fordi jeg synes, jeg kan fornemme og opleve en Guds tilstedeværelse i verden. Men der er også ting, jeg undrer mig over er, som de er. I begyndelsen satte jeg spørgsmålstegn ved det, men den konflikt, der var i min barndom, har bevidstgjort mig. Og mit medlemsskab af folkekirken er et bevidst valg.

Jeg har min egen fornemmelse af, hvem og hvad Gud er. Jeg er meget optaget af lignelserne, som jeg mener er utroligt vigtige og læregivende i forhold til Jesu forkyndelse. Det er stor pædagogik.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Af alle de kirkelige personer, jeg har stiftet bekendtskab med, er det Grundtvig, der optager mig mest. Men jeg er også i stigende grad imponeret af den indsigt, der ligger i H.C. Andersen. Og jeg mener også, at den byzantinske teologi med musikken og den poetiske billedverden er utrolig vigtig for troens formidling.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det var et råd, jeg fik af Dalai Lama, der for nylig igen var i Danmark. Dalai Lama mener, at man skal blive i den tro, der er naturlig og rigtig for en selv. Og så gav han mig også et råd om forsoning: At det er vigtigt at anerkende den anden parts ret til at være vred. Det er en ganske kort måde, hvorpå man kan sige noget vist, som alle kan bruge.