Hvad er det bedste ved kristendommen?
I modsætning til mange andre religioner er det fantastiske ved kristendommen, at den er en nådesreligion. Den er dybest set ikke afhængig af mig. Jeg hørte engang nu afdøde biskop Jan Lindhardt sige, at han havde haft en studerende inde til lærereksamen, og da han havde spurgt, om den studerende kunne forklare et barn, hvad nåde er, havde den studerende svaret, at det var det samme som at give ham 13, så snart han kom ind i eksaminationslokalet, for så derefter at give ham lov til at udfolde sig. Det er det fantastiske ved kristendommen - jeg har allerede fået et 13-tal, og så kan jeg begynde med at være mig. Helt personligt er hele årsagen til, at jeg har læst teologi og valgt at arbejde i kirken, at jeg har forstået på et tidspunkt i mit liv, at der fandtes en gud, som elskede mig, og som jeg ikke skulle leve op til. Jeg voksede op med nogle forældre, som begge arbejdede i kirken og gjorde en forskel, og jeg tænkte, at jeg aldrig ville kunne leve op til at være så godt et menneske, og at Gud ville aldrig kunne elske mig. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at sådan hang det slet ikke sammen, og det gjorde hele forskellen.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det er nok, når kristendommen bliver brugt til at være en religion frem for en livsstil. Når kristendommen bliver en religion, bliver den brugt for sagens skyld eller for princippets eller ideologiens skyld, ikke menneskets. Vi kan tage Jesu opgør med farisæerne, hvor sabbatten i virkeligheden for dem bliver en regel, der skal overholdes, og det bliver til gene for andre mennesker. Her siger Jesus, at selvfølgelig må man elske på en sabbat, selvfølgelig må man hjælpe på en sabbat. Jeg tror, vi har brug for en hviledag, mennesket er skabt til også at tage stikket ud, men ikke for reglens skyld. Det er for menneskets.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Noget af det bedste ved folkekirken er, at den har så bredt et tag i befolkningen. Der findes ikke en eneste lille flække i Danmark, som ikke på en eller anden måde er berørt af folkekirken. Den rammer bredt, men har også en samlende evne. Den er rent faktisk noget, en stor del af Danmarks befolkning er enig om og kan samles om. Jeg læste forleden Hans Hauges kronik i Berlingske om det tomme fællesskab i kølvandet på terrorhandlingen i København. Jeg tænker, at det rent faktisk ikke er et tomt fællesskab, men nogle helt centrale værdier og noget endnu større. At vi samles om noget himmelsk. Det er utroligt, at man kan samles om noget guddommeligt. Tit, når vi siger noget om Gud, har folk paraderne oppe, men i folkekirken er det i orden at tale om Gud og samles om det. Det er en evne, folkekirken har, som vi ikke ser i andre lande.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Tit ligger det bedste og værste tæt op ad hinanden, og det, at folkekirken er i stand til at række så langt ud og have den samlende evne, gør også, at den kan være ineffektiv. Folkekirken kan godt være tung organisatorisk, og det kan være svært at udstikke en linje. Den skal gerne være rummelig, men det kan også skabe konflikter. For eksempel i den nuværende diskussion om synode. Jeg oplever, at det kan være et udtryk for, at nogle føler, kirken kan være ineffektiv eller i hvert fald stå stærkere, hvis man havde noget mere ledelse af den.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Det allerbedste ved gudstjenesten er for mig nadveren. Min søster var for nylig i kirke i Aarhus, og da hun knælede ned til nadver, havde hun dronning Margrethe på sin ene side og en vagabond på den anden. I nadveren er der ingen forskel på høj og lav, som vi ellers er vant til i samfundet. Men lige dér er vi alle lige. Og ud over fællesskabet mellem os er der fællesskabet mellem os og Gud. Det er altid stort for mig, for jeg indrømmer, at jeg ikke altid får det bedste ud af prædikenen. Men ved nadveren ved jeg, at jeg er fælles med Gud og menigheden. Det bliver en særlig enhed, og det synes jeg, er det allerbedste.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det er også liturgien sommetider. Den gør, at det er svært at forny gudstjenesten. Jeg er vokset op med det og elsker det, men jeg kan se, at det for mange godt kan blive lidt kedeligt og tungt. Mange af salmerne er smukke, men også lidt intellektuelle. Det er ikke bare fast food, for man skal tænke, mens man tygger. Det kan være lidt negativt, at der ikke er så meget mulighed for at forny tingene, ligesom det er ærgerligt, hvis præsten eller organisten ikke har forberedt sig. Jeg hørte engang ”Det var en lørdag aften” som præludium, og det kan godt ødelægge min oplevelse, fordi jeg så tænker på noget helt andet.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det bedste er, at der er plads til mangfoldighed og i den helst en gensidig påvirkning. For det er med til at sprænge vores snæversynethed og den andedam, som vi har tendens til at gå rundt i. I andedammen bliver vi ikke udfordret i vores tankesæt eller forståelse af virkeligheden, og det er ellers sundt at udfordre og lære af hinanden. Så det er det bedste ved, at vi er blevet et multireligiøst samfund. Jeg prøver at læse forskellige tekster og forfattere, som kan udvide min horisont. Jeg har tidligere undervist på lærerseminariet, og der har jeg også undervist i islam, så jeg har sat mig ind i, hvorfor de gør, som de gør. Jeg vil gerne give plads til forskellighed. Det er jeg også opdraget til. Når vi sad ved køkkenbordet derhjemme og spiste, sad min far altid for bordenden, og så var vi tre søstre, han gik i gang med at diskutere med. Min ældste søster indtog som regel den modsatte rolle. Hun var Djævelens advokat, og det synes vi var fedt. Det fik os til hele tiden at holde os i kog og se tingene fra andre menneskers vinkel.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det er den utryghed, det fører med sig. Jeg tror, vi har en tendens til at blive rodløse. Det bliver sværere at finde ud af, hvor man selv står. Hvis man bliver udfordret så meget på sine egne værdier og sin egen kultur, kan det også skabe utryghed, for hvad skal man så falde til-bage på? Det er en styrke at blive udfordret, men nogle gange kan det også forandre éns værdier. Jeg synes, det er ærgerligt i forhold til det menneskesyn og den ytringsfrihed, vi har kæmpet så meget for, hvis man ikke tør sige noget på grund af frygt.
