I påsken gennemlever vi det store drama

Lidelse er meningsløs meningen kommer med opstandelsen, mener salmedigter, forfatter og tidligere sognepræst Lisbeth Smedegaard Andersen

Lisbeth Smedegaard Andersen.
Lisbeth Smedegaard Andersen. . Foto: Leif Tuxen.

Hvad betyder påsken for dig?

For mig er påsken årets højdepunkt. Der er kirkegang alle påskedagene. Jeg vil være med til det hele. Gudstjenesterne i påsken giver mulighed for at gennemleve det store drama fra den mørke langfredag over den stille lørdag og frem til påskedagen. Det oplever jeg i kirken, som er centrum for det drama.

LÆS OGSÅ: Påsken er centrum for min tro

For mig begynder det allerede palmesøndag. Man hører om Jesu indtog i Jerusalem, men med nogle helt andre toner, fordi man ved, hvad der sker kort tid efter. Det vækker nogle tanker om, hvordan ting slår om, hvordan folkestemninger vender. Man begynder med denne begejstring, men man ved, at det ender med det modsatte. Det er noget, der gentager sig igen og igen i historiens løb.

Selve påskedag er den dejligste gudstjeneste hele året. Man ved først, hvor særlig den er efter langfredagens mørke. Jeg kan huske, da jeg var præst, at jeg ikke kunne skrive min påskeprædiken færdig før efter langfredag.

Hvad er opstandelse?

Opstandelse er liv og håb. Det er den tomme grav og englens ord til kvinderne om, at de skal gå tilbage og fortælle, hvad de har set. Det er for mig meget vigtigt, at kvinderne tager den opgave til sig. Opstandelsen er et nyt liv med opgaver. Englen siger ikke, at de skal gå hjem og mure sig inde. De skal fortælle om det. Dermed vender historien. Indtil da er der noget ufærdigt over, hvad Jesus siger og gør. Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvad det hele betyder, selvom mange følger ham. Men da kvinderne får englens budskab ved graven, forstår de pludselig, at der er sket noget fantastisk.

Var det hele endt langfredag, var vi uden noget egentligt håb. Påskelørdag holdt disciplene sig inden døre af frygt. Men søndag opstod der et håb, som er forankret i Gud. Vi kan ikke beskrive nøjagtigt, hvad det går ud på. Men det hele ender ikke den dag, vi dør. Vi kan stole på, at Gud har noget godt til os.

Er der en mening med lidelsen?

Nej, det tror jeg ikke. Vi påfører hinanden lidelse, og der findes naturskabt lidelse, men det er vilkår, vi må leve med. Men opstandelsen fortæller, at Gud kan skabe en mening i det, der for os ser ud som død og mørke. Det kan vi ikke altid se, når vi bliver ramt af sorg eller ulykke. Så må vi hjælpe hinanden med at holde fast ved håbet. Korsfæstelsen var menneskers værk. Opstandelsen er Guds.