En protestant fra den danske folkekirke underviser romersk-katolske nonner i at male byzantinske ikoner, som kendes fra den ortodokse kirke. For Charlotte Weppenaar Pedersen, ikonograf og ikonmaler, understreger denne tværkirkelige konstellation, at de senere års voksende interesse for ikoner i den vestlige verden er med til at binde kirkerne sammen på kryds og tværs af trosmæssige forskelle.
– Ikonerne går bag om alt det, der skiller, påpeger Charlotte Weppenaar Pedersen, der er medforfatter til bogen "At skrive en ikon".
Hun har selv lært ikonmaleriet af Athos-munken Fader Gregorios og oprettede i 2001 sin egen ikonskole. Blandt eleverne her er nu også nonner fra det romersk-katolske kloster Sankt Josefs Karmel i Brødeskov i Nordsjælland.
På trods af, at de romersk-katolske kirker er udstyret med en overflod af religiøs kunst, er ikonerne fra den ortodokse kirke nemlig også blevet et hit blandt katolikkerne i lighed med, hvad man oplever i folkekirkelig sammenhæng og i andre vestlige kirkesamfund.
– Vi har set os mætte på alle vores religiøse billeder, Michelangelo og så videre, og har savnet "mysteriets billeder". Dem har vi nu fundet i nabokirken, forklarer generalvikar Lars Messerschmidt fra den katolske kirkes bispekontor i Danmark.
Messerschmidt påpeger samtidig, at ikoner altid har været en del af den romersk-katolske billedverden, for eksempel udført som mosaikker i Ravenna, eller den berømte "Sorte Madonna" i Polen, der er malet efter de byzantinske forskrifter. Og under ikonoklasmen – billedstormen – i det Byzantinske rige i årene fra 726 til 843 – flygtede mange munke til Rom, og de tog deres byzantinske ikoner med sig.
– Så ikoner er ikke fremmede for den katolske kirke, men vi oplever, ligesom i den vestlige verden i det hele taget, også i den katolske kirke, at ikoner er blevet så populære, at man næsten kan tale om en trend. Det er, fordi ikonen taler til os på en ganske særlig måde, der går dybere end mange af vores egne religiøse malerier.
Lars Messerschmidt skelner her skarpt imellem ikoner og religiøse billeder.
– Der er en væsensforskel, også teologisk. Ikonernes funktion eller væsen er at synliggøre en trossandhed, et mysterium. Det religiøse billede, derimod, skal primært illustrere en bibelfortælling eller legende. Vores kirker er fyldt med religiøse billeder og skulpturer, for i løbet af middelalderen oplever vi i Vesten en udvikling over mod det illustrative, hvor realismen, naturalismen, slår igennem. Statuerne og billederne skal mere og mere ligne den rigtige Jesus, som man forestillede sig ham, og så videre. Man viser Jesus, der dør på korset, og forsøger at skildre det så realistisk, at det i renæssancen bliver til en udpensling af lidelsen.
Denne udvikling flytter billedmæssigt opmærksomheden fra mysteriet – fra det, der ikke kan ses, men som man forsøger at nærme sig via ikonerne – og sætter i stedet fokus på den historiske begivenhed, sådan som man forestillede sig den.
– Derved havner man i religiøse illustrationer frem for mysteriet, og derved har man forladt ikon-teologien.
Og netop denne udvikling har – midt i hele den katolske kirkes rigdom af religiøse billeder fra hele den vestlige kunsthistorie – skabt længslen efter ikoner, efter "mysteriets billeder".
– Vi har i den grad savnet mysteriet i al vores realisme og barok. Vi hungrer efter det åndelige, efter mysteriet, og det har vi i vid udstrækning fundet ved at kigge over naboens hæk, siger Lars Messerschmidt , som samtidig påpeger, at der med ikonerne er tale om en fælles kirkelig arv i Øst og Vest.
For ikonmaleriet går helt tilbage til dengang, hvor kirken var samlet, århundreder før den første store splittelse i kristenheden, Det Store Skisma, der i 1054 adskilte den romersk-katolske fra den byzantinsk-ortodokse kirke.