Iltsvind i Ringkøbing Fjord

Den varme sensommer har ført til iltsvind i den sydøstlige del af Ringkøbing Fjord

Den sydøstlige del af Ringkøbing Fjord lider af iltsvind. Det viser 13 målinger, som Ringkøbing Amt foretog fredag den 10. september. Årsagen til iltsvindet er den varme, solrige og stille sensommer. Iltindholdet blev målt til 0,5-2 milligram ilt pr. liter vand, og det betyder, at fiskene må flygte for at overleve. Sandmuslinger, børsteorme og andre organismer, der lever på bunden, kan derimod klare iltsvindet i flere uger. For at få ny ilt til fjordens bund og fiskene kræves der vindstyrker på over otte meter i sekundet. I 1995 blev der indført en ny slusepraksis, der betyder, at det så vidt muligt undgås at lukke tungt vand fra Vesterhavet ind i fjorden, når vejret er stille. Derfor er mængden af alger faldet, og i juli blev der ikke observeret alger i Ringkøbing Fjord i modsætning til mange andre steder. Også i Århus-bugten er iltsvindet så kraftigt, at fiskene er begyndt at flygte. /ritzau/