Det var slået stort op, da fire personer fra fire forskellige trossamfund i går mødtes for at drøfte klima og religion i dagbladet Politikens Hus i hovedstaden. Danmarks fire største trossamfund skulle mødes for første gang for at diskutere religionernes rolle i klimakampen, stod der i markedsføringen.
Men det var ikke så stort, at man skulle skrive forpligtende erklæringer sammen, sagde Roskilde-biskop Peter Fischer-Møller allerede før mødet til Kristeligt Dagblad.
”Ikke mindst fordi jeg ikke har noget mandat med på mødet. Debatten skal snarere være opmærksomhedsskabende.”
I sin velkomst forklarede Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, at det måske kunne være en overraskelse for lytterne i Politikens Hus, at religiøse mennesker ikke kun var optaget af, hvad der skete i det hinsides, men de var faktisk også optaget af det dennesidige.
Faktisk var de religiøse så optaget af klima, at imam Abdul Wahid Pedersen hurtigt bebudede, at han ville lære af folkekirkens Grøn Kirke-koncept, hvor enkelte menigheder kan forpligte sig på meget konkrete klimavenlige mål for deres egen sognekirkes forbrug:
”Jeg har allerede sagt til Peter (biskoppen ved hans side i panelet, red.), at jeg vil gå på strandhugst hos folkekirken og se, hvilke dele af Grøn Kirke der kan bruges af moskéer. Og er der noget, der skal konverteres, før Grøn Kirke fungerer i islam, klarer vi også den.”
Biskop Peter Fischer-Møller kvitterede straks med en accept af samarbejdet. Også katolsk sognepræst Daniel Nørgaard meldte sig på banen:
”Grøn Kirke er et tværkirkeligt projekt, ikke bare et folkekirkeligt. Flere katolske kirker er på vej til at blive grønne kirker efter Grøn Kirkes principper.”
Men overrabbiner Jair Melchior, den fjerde gejstlige i panelet, håbede på mere end samarbejde:
”Jeg synes, vi skal konkurrere på dette område. Hvem er de grønneste? Sådan skulle vi gerne spørge hinanden.”
Imam Abdul Wahid Pedersen citerede de første vers af Brorsons salme ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, som biskop Peter Fischer-Møller havde indledt mødet med at citere for at pege på Guds og skaberværkets storhed.
”Hvor har jeg citeret den salme mange gange. Den kan vi muslimer også nyde godt af. Nogle kristne salmer kan vi ikke gå ind på, men lige den tekst er også brugbar for os.”
Et fælles tema for de fire religiøse panelister var, at mennesker skal lære at udvise respekt for det, der er større end det enkelte menneske. Peter Fischer-Møller imødekom på det punkt imam Abdul Wahid Pedersen.
”Vi kunne lære af Abdul Wahid at gøre Gud lidt større. Vi sekulariserede folkekirkekristne gør ham nogle gange for lille, en person, vi taler om til jul for så at pakke ham ned igen efter jul sammen med nisserne og den anden julepynt.”
Den eneste panelist, der diskuterede den videnskabelige udlægning af klimaudviklingen, var Daniel Nørgaard, som høstede latter fra salen efter sit ræsonnement, der nåede omkring Galileo Galilei, den astronom, der af den katolske kirke blev tvunget til at trække videnskabelige iagttagelser tilbage:
”Jeg tror ikke på klimaforandringer, jeg tror på Gud. Vi har som katolsk kirke ikke forudsætninger for at udtale os om klimaforandringer. Erfaringer med Galilei har lært os ikke at udtale os om videnskabelige diskussioner, som det senere kan vise sig, vi tog fejl i.”
Men det forbehold betød ikke for den katolske præst, at kirken skulle holde sig uden for klimakampen:
”Der er alt for mange katolikker, som forbruger uden at tænke sig om. Jeg tror, det er godt, at vi blander os.”