International kritik af dansk pres på retten til omskæring

Et forbud mod drengeomskæring i Danmark kan føre til internationale protester og øge spændingerne i samfundet, lyder det fra udenlandske eksperter. Ny måling viser, at næsten 90 procent af danskerne ønsker et forbud mod drengeomskæring

Jeg tror godt, man kan regne med ekstremt negative reaktioner fra jøder og muslimer over hele verden, hvis et forbud bliver vedtaget, da det er en helt central religiøs praksis i begge religioner, siger Jonathan Fox. Modelfoto
Jeg tror godt, man kan regne med ekstremt negative reaktioner fra jøder og muslimer over hele verden, hvis et forbud bliver vedtaget, da det er en helt central religiøs praksis i begge religioner, siger Jonathan Fox. Modelfoto.

Presset mod retten til religiøs omskæring af drenge vokser. For få uger siden kritiserede et bredt udsnit af Folketinget, at udenrigsminister Kristian Jensen (V) i FN skrev under på at ville sikre retten til drenge-omskæring, og nu viser en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Megafon for Politiken og TV 2, at 87 procent vil have indgrebet forbudt, indtil man er myndig.

Derfor tager Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt nu spørgsmålet op i Folketingets sundhedsudvalg, hvor hun er formand.

”Vi lever i en anden tidsalder, hvor det ikke burde være muligt at skære i raske børn. Derfor er det noget, jeg vil gå videre med,” siger Liselott Blixt, som ønsker en aldersgrænse for drengeomskæring på 18 år.

Men det vil være ”ganske ødelæggende” for jødisk liv i Danmark, hvis drengeomskæring forbydes. Det mener Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, som får opbakning fra internationale religionseksperter.

”Det vil være et klart signal til jødiske forældre om, at samfundet ikke vil tillade dem at træffe beslutninger på børnenes vegne, når det involverer religiøse traditioner. Det er en kriminalisering af centrale elementer i jødisk liv og tradition, hvilket viser, at man ingen forståelse har for jøders religiøse traditioner,” siger Dan Rosenberg Asmussen, som vurderer, at et forbud vil føre til international kritik af Danmark.

Det samme gør professor Jonathan Fox fra Bar-Ilan University i Tel Aviv i Israel.

”Jeg tror godt, man kan regne med ekstremt negative reaktioner fra jøder og muslimer over hele verden, hvis et forbud bliver vedtaget, da det er en helt central religiøs praksis i begge religioner. Det er altid svært at forudse reaktioner, men demonstrationer og optøjer i både Danmark og udlandet ville ikke overraske mig,” siger Jonathan Fox.

Han ser det store flertal af danskere, som ønsker et omskæringsforbud og det politiske pres for det, som udtryk for en kollision mellem religiøse og liberalt sekulære værdier.

”Klassisk liberale prædiker tolerance over for andres synspunkter og en ikke-statslig indblanding i troendes rettigheder, men i de nyere versioner af liberalismen er der tendens til at afvige fra den liberale tolerance, hvis der optræder holdninger, som ikke flugter med ens egne. Sådan vil jeg betegne et eventuelt forbud mod drengeomskæring,” siger Jonathan Fox.

Også Shmuel Rosner, senior fellow ved The Jewish People Policy Institute, vurderer, at et dansk indgreb mod omskæring af drenge kan få negative konsekvenser.

”Den israelske reaktion vil være ret kraftig. For jødiske israelere og formentlig også arabere vil forestillingen om Danmark som tolerant over for jøder og muslimer være forbi. Israel vil sandsynligvis antage, at Danmark kan blive det første af flere lande, som laver sådan et forbud, og derfor vil Israel øge bestræbelserne på at tiltrække europæiske jøder,” siger Shmuel Rosner, som også vurderer, at et dansk omskæringsforbud vil blive opfattet meget negativt i det øvrige Mellemøsten.

Elizabeth Shakman Hurd, der forsker i religion, politik og mellemøstlige forhold ved Northwestern University i USA, advarer mod et eventuelt dansk forbud.

”Læser man en eventuel aldersgrænse på 18 år ind i den bredere politiske kontekst og ind i den stigende anti-muslimske tilgang i Europa, er det en provokation. Spørgsmålet om drengeomskæring vil blive langt bedre adresseret uden lovgivning og forbud. Hvis omskæring forbydes, vil det formentlig tilskynde til en modreaktion mod de religiøse minoriteter, der kun vil tjene til at øge spændingerne i samfundet, ligesom det kan betyde, at folk foretager indgrebene ulovligt, hvilket kan give alvorlige sundhedsmæssige problemer,” siger Elizabeth Shakman Hurd.

Til Kristeligt Dagblad lyder det fra Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann, at debatten om drengeomskæring er vigtig, men at Venstre ikke ønsker et forbud. Dog er det afgørende, at dansk lov overholdes, og at indgrebet foretages af en læge.