Interview: Venter på døden

I den bibelske tekst taler Jesus om den sidste korte tid. Hospicepræst Ingeborg Kastberg oplever dagligt på nærmeste hold, at tiden på hospice har en helt særlig og kostbar betydning både for dem, der venter på at dø, og for deres nærmeste

Når børn og unge har brug for at snakke med hospicepræst Ingeborg Kastberg om det at skulle miste deres mor eller far, sætter hun sig gerne på bænken nær hospicet. Det giver rum til at protestere mod døden og tænke over tiden. –
Når børn og unge har brug for at snakke med hospicepræst Ingeborg Kastberg om det at skulle miste deres mor eller far, sætter hun sig gerne på bænken nær hospicet. Det giver rum til at protestere mod døden og tænke over tiden. –. Foto: Palle Peter Skov.

Der findes næppe det sted, hvor tidens betydningsfuldhed træder tydeligere frem end på et hospice. Når Jesus i morgendagens prædikentekst taler om den sidste korte tid, hvor han er på jorden og atter en kort tid, hvor disciplene igen skal se ham så taler ordene direkte ind i den dagligdag, Ingeborg Kastberg står i som hospicepræst på Hospice Sønderjylland.

LÆS OGSÅ: Troen kommer til verden gennem såret i Jesu side

Tiden er altid vigtig her. Samtalen får en helt særlig betydning, fordi vi ikke ved, om vi kommer til at tale sammen igen, siger Ingeborg Kastberg.

Hun har været præst på hospicet i Haderslev, siden det åbnede i 2006.

Der er plads til 12 patienter. De fleste er uhelbredeligt syge mange af kræft og venter på, at de skal dø.

Det gør én ydmyg at være blandt mennesker, der ikke ved, hvornår tiden er inde. Man tænker sig om og vægter sine ord. Alle, der er her, har kun nuet, siger hun.

Derfor nytter det heller ikke, fremhæver Ingeborg Kastberg, at man som præst, sundhedspersonale eller pårørende indleder sig på en masse gode råd og anvisninger i den døendes sidste tid.

Er du tæt på et menneske, der skal dø, er du forpligtet på bare at følge med stille dig ved hans eller hendes side og lytte. Vi skal ikke korrigere, for vi kan ikke ændre den døendes virkelighed, siger Ingeborg Kastberg og giver et eksempel på en ung 28-årig kvinde, som hun fulgte den sidste tid.

Hun var ved at brække sig over folk, der sagde: Husk, at du har så meget positivt at glæde dig over så meget du har fået med.

I det hele taget vender Ingeborg Kastberg sig mod det romantiserende billede, der til tider tegnes af afslutningen på hospice. Mennesker, der i ro og skønne omgivelser er afklarede om, at de skal dø.

De, som er på hospice, lider. De er syge og i smerte. Ofte er det valget mellem at få så meget smertestillende medicin, at de sover, eller mindre smertestillende for at være vågen i korte øjeblikke og dele værdifulde øjeblikke med mennesker omkring dem.

Når Ingeborg Kastberg står over for unge uhelbredeligt syge, eksempelvis en ung mor eller far, der ikke kommer til at se deres børn vokse op, oplever hun derfor også, at det kan være en befrielse, at sætte sig op mod døden.

Jeg siger ofte til unge, at det er tilladt at dø under protest. Det letter at kunne sige, at man protesterer. Det er helt i orden, at en mor ikke vil give afkald på at se sine børn vokse op, siger hospicepræsten.

Hun er tilbage ved tiden. Den korte og afgrænsede sidste tid. Der er stor forskel på, hvordan mennesker reagerer. Ældre mennesker særligt mænd tænker tit på den tid, de har levet, når de venter på det sidste åndedræt. Her kan en salme som Du gav mig o Herre, en lod af din jord af K.L. Aastrup, sunget til en af gudstjenesterne på hospice, vække en helt særlig stemning.

Jeg ser tit, at de når til en rolig og eftertænksom betragtning af deres liv. De stiller sig spørgsmålet, om de har fået gjort det, de skulle med deres tid. Om de fik passet deres lod i livet.

Ingeborg Kastberg har også samtaler med patienter, for hvem den sidste tid opleves som ventetid. Der kan opstå et stærkt behov for at få fyldt ventetiden ud, så den bliver udholdelig. Så den ikke bare handler om lidelse og smerte.

For en ældre mand var det en hjælp at kunne holde sit yngste barns barnedåb op som en dag, han gerne ville nå at have med. Det gav mening til tiden, fremhæver hospicepræsten.

En helt andet tidsopfattelse opstår i børn og unge, der står foran at miste en af deres forældre.

For nylig havde jeg en samtale med en 14-årig pige, hvis far lå for døden. For hende føltes det fuldstændig uretfærdigt, for hun var den, som hun sagde, der havde kendt sin far i kortest tid.

Så længe der har været mennesker, har vi været optaget af tiden som størrelse. Filosoffer har bakset med den, og Bibelen er en lang beretning om refleksion over fortid, nutid og fremtid. I morgendagens tekst fra Johannesevangeliet gælder det den sidste og komprimerede tid, inden Jesus går til Faderen.

Ikke altid handler det om ord, oplever Ingeborg Kastberg. Stille nærvær, hvor hun bare sidder ved patientens sygeleje, kan være det, der er brug for. En dag sad hun ved en ung kvindes seng. Kvinden var ved at falde hen, men brød stilheden:

Hvordan er det at dø?.

Det er ikke en tom tid, selvom du ikke siger noget. Her opstod det rum, hvor kvinden kom i kontakt med det dybeste spørgsmål. Hvis ikke vi havde haft den stille tid først, havde hun nok ikke stillet spørgsmålet, tror jeg. Det tager tid at få ordene ud.

Som hospicepræst er det Ingeborg Kastbergs opgave at lytte og give ro. Hun ser det langtfra som sin opgave at omvende folk til tro. Omvendt oplever hun, at mange tyr til troen i den sidste korte tid.

Det fantastiske er, at vi alle har kristendommens salmer, bønner og ritualer liggende på rygraden. Som præst er det en stor hjælp, at vi har ritualer som for eksempel det at bede fadervor der taler på tværs af tider og rum, og hvor vi ikke selv skal opfinde noget, der virker, siger hun.

Jesus taler om, at der venter en tid, hvor sorg bliver vendt til glæde. For Ingeborg Kastberg er det ikke ualmindeligt at møde patienter, der bærer rundt på gammeltestamentlige forestillinger.

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt, om det er sandt, at det nok skal gå. De har et billede af en gammeltestamentlig Gud, der stiller sig til dommer.

Mange har dog et positivt billede af, hvad der venter. Forventningen om et glædeligt gensyn med dem, der er gået forud.

Det kan både være ægtefællen, som de tror, de bliver forenet med. Men det kan også være mødre, der har oplevet at miste deres børn.

I fællesrummet sidder der denne formiddag et par yngre kvinder. Blikkene er trætte og alvorlige. I legerummet bygger en lille pige med klodser. Hun er pårørende og leger i ventetiden. Ingeborg Kastberg er på et sted, hvor tiden betyder noget.

For det meste kan hun slippe sit arbejde, når hun tager fra arbejde og hjem til sine tre børn, hvor de ældste er flyttet hjemmefra. Andre gange er der historier, der bliver ved med at fylde: Nåede barnebarnet at få afleveret tegningen til morfar?. Fik den unge mor sagt det, hun havde brug for, til sine børn?.

Om dagligdagen på hospice blandt mennesker, der lever i den sidste korte tid har gjort noget ved Ingeborg Kastbergs personlige oplevelse af døden:

Jeg er lige så fornærmet over, at jeg en dag skal dø, som alle andre. Jeg ved, at jeg ikke vil slippe livet i hvert fald ikke foreløbig, siger hun og retter blikket mod den tid, der kommer, når det hele en dag måtte slutte:

Der vil også være nogen, som jeg vil glæde mig til at se igen.

Søndagens tekst

Teksten til søndag den 21.04, Johannesevangeliet 16, 16-22