Aleqa Hammond undrer sig indimellem over, hvor sjældent talen falder på folkekirken, når hun diskuterer politik med kollegerne på Christiansborg.
Når det en sjælden gang sker, giver politikerne udtryk for, at de ikke går særlig meget i kirke, men at det da er vigtigt, at den findes.
Underligt, tænker hun. Selv kan den tidligere formand for Grønlands Landsstyre, der i sin ungdom forkastede kristendom som det rene vrøvl, ikke undvære gudstjenesten.
”I kirken mærker jeg, at der er nogen i det usete, der står ved min side og holder øje med, om jeg har brug for en skulder. Ellers ved jeg ikke, hvor jeg skulle få al den energi fra,” siger hun.
”Jeg bliver taknemlig, og jeg beder en stille bøn og takker Gud, og jeg går altid gladere fra kirke, end da jeg kom. Det gør mig frigjort på en helt anden måde end at sove længe.”
Som 20-årig valgte Aleqa Hammond efter nøje overvejelser at melde sig ud af folkekirken. Præsten kunne umuligt tro på det, han prædikede om, mente hun.
”Jeg havde det syn på verden, at det var helt op til mig selv at vælge, hvilket liv jeg ville leve, og ingen andre havde indflydelse på det. Men jeg har med tiden oplevet for mange skønne ting til, at livets sammenhæng kan rummes i min egen lille navle. Det har gjort, at min livsanskuelse har taget en drejning, så jeg ikke længere er i tvivl om, at der er en Gud.”
For to år siden meldte hun sig igen ind i folkekirken.
”Mange siger, at de skal se et mirakel, før de kan tro på Gud. Jeg siger, at det at tro på Gud i sig selv er et mirakel. Jeg tror på, at han har givet mig en skytsengel, og han har gennem Jesus vist os, hvilke kvaler vi kan opleve, og hvordan vi kommer gennem de kvaler.”
Skønhed og kvaler går hånd i hånd i Aleqa Hammonds liv. Hun er både en af de populæreste og mest udskældte politikere i Grønland. Sidste år måtte hun trække sig som formand for Siumut efter hård kritik for at have misbrugt skattekroner.
”Efter at jeg er begyndt at gå i kirke, er jeg blevet mere bevidst om, at jeg skal have sjælen med i alt, hvad jeg gør, og tænke på, hvad det betyder for andre mennesker, når jeg som politiker træffer beslutninger. Jeg er udskældt i Grønland, men jeg får stadig stemmer og repræsenterer en masse mennesker, jeg får lov til at rejse til alverdens lande, og jeg får lov til at være med i politik, og det er jeg taknemlig for.”
Hun ønsker at bevare båndet mellem kirke og stat og har kun det at udsætte på folkekirken, at den grønlandske befolkning i Danmark må deles om én præst, der taler deres modersmål.
Det er en svaghed, for grønlændere har både behov for sjælesorg og gudstjenester på modersmålet. Grønlandsk kristendom er noget særligt, mener hun. Som andre grønlændere identificerer hun sig med inuit-Jesus - en arktisk udgave af Jesus - der har det grønlandske folk kært.
”Vi personificerer ham som en af vore egne og ikke som Jesus af Nazaret, selvom vi godt ved, han er derfra. Vi lever i et af de koldeste og barskeste områder i verden, og kristendommens input til vores hverdag har stor betydning for, at vi kan se lys i mørket og mærke varme i kulden. Inuit-Jesus er hos os, når fuglene er fløjet mod syd, og stormene kommer. Inuit-Jesus er et lys i mørket for mig.”