Allah har 99 navne. Og langt de fleste er positivt eller venligt ladede navne som "tilgivende" eller "barmhjertig". Men hvor blev de navne af i den muslimske verdens gudsforståelse?
Dr. Mona Siddiqui er ekspert i islamisk lovgivning og leder af Center for Islamiske Studier på Glasgow Universitet i Skotland. Og dybest ved hun godt, hvor hun mener, barmhjertighedens og kærlighedens Gud blev af i islam: Han blev kvalt i dogmatik.
– Juristerne begyndte at uddrage loven fra Koranen. Og i jura er der ingen følelser, siger hun.
Siddiqui har netop deltaget i en lukket forskerkonference om sharia, arrangeret af Københavns Universitets satsningsområde "Religion i det 21. århundrede". Kristeligt Dagblad talte med Mona Siddiqui, lige inden hun tog tilbage til Glasgow.
Inden for forskningen i islamisk ret er Mona Siddiqui ikke en fru-hvem-som-helst. Det er det, hun skrev sin ph.d om, og siden mange flere artikler. Det er også foredrag om sharia og religionsdialog, hun rejser verden rundt med, også i muslimske lande. Og så taler hun i det britiske parlament, er til te hos dronningen og er den første muslimske klummeskriver i den katolske avis The Tablet.
Sharia er ikke kun den kendte barske straffelovgivning i Koranen. Sharia er et komplet system, som muslimer kan leve deres daglige liv efter. For eksempel kravet om de fem daglige bønner og de andre fire søjler i islam – trosbekendelsen, pilgrimsfærden, fasten og velgørenhed. Men i Vesten er sharia næsten udelukkende kendt for straffene for forseelser som ægteskabsbrud og frafald fra islam.
– Meget af den lovgivning, der er uddraget af Koranen og sunna, – profeten Muhammeds praksis – passer simpelthen ikke sammen med billedet af en kærlighedens gud. At Gud er barmhjertig og vil tage sig af, hvad muslimer end har gjort forkert. Vi er nødt til at handle anderledes for at få den Gud på banen igen, siger Mona Siddiqui, som har brugt mange år af sit liv med hovedet i al den juridiske, og mange steder poetiske, litteratur – fiqh – som er skrevet af religiøse lærde i Mellemøsten for mange århundreder siden.
– Der er en selvsikkerhed i dogmatik, som er skræmmende i alle religioner. Og det er tydeligt at se, at islam ved sin etablering var omgivet af andre trosretninger. Deraf opstod den sociale kontrol. "Det er bedst at gifte sig med en anden muslim" for eksempel. Det var nødvendigt for en ny religion at sætte grænser i forhold til de andre, at tydeliggøre forskellene. På et eller andet tidspunkt – og processen i den udvikling kender vi ikke – faldt alle "afgrænsnings-dogmerne" i jurist-hænder, og bevægede sig derefter ind i kulturen i de arabiske lande. Der blev stillet spørgsmålstegn ved alle principper om fleksibilitet, siger hun.
– Og dybest set endte det med, at de islamiske lærde forsøgte at finde ud af, hvad Guds ønsker var, og over årene endte de lærde med at være autoriteten. Ikke Gud. Gud er blevet mere og mere distanceret i den udvikling.
Derfor appellerer Mona Siddiqui til, at muslimer igen begynder at efterspørge det guddommelige i islam.
– Fordi blandt andet straffeformerne i Koranen jo ikke hører nogen steder hjemme i dag. Pisk og stening skal ses ind i sin historiske og kulturelle sammenhæng, ikke som permanente og uforanderlige. Hvis det var så simpelt, som nogle dogmatikere i dag mener, hvorfor har de lærde så sat så strenge krav op til vidneføring, og hvorfor har de skrevet så lange afhandlinger om det? Det er jo, fordi de selv har været i tvivl.
Blandt andet kræves der fire mandlige, muslimske vidner til utroskab. De skal have set akten, og vidner de falsk, risikerer de en anklage. I nogle muslimske retsskoler er der uenighed om, hvordan man beviser, at en muslim har drukket. Nogle retsskoler mener, at to "retfærdige" vidner skal have lugtet alkoholen, andre skoler siger, at lugt ikke er sikkert som bevis. Der er også intern uenighed om, hvorvidt muslimer faktisk godt må drikke lidt, men ikke blive synligt berusede, eller om de slet ikke må drikke.
Ikke desto mindre, siger Mona Siddiqui, har fokus på retten frem for barmhjertigheden ført til en massiv social kontrol af muslimerne – udført at muslimerne selv. Som nævnt, fordi der er sket en sivning af islamisk ret ud i den muslimske kultur. Det har skabt et pres på regeringerne i de lande, hvor islam er den største religion.
Og det er hovedsageligt i familieretten, islamisk ret har haft sin største succes. De fleste lande i Mellemøsten har sekulær lovgivning – undtagen på familieområdet. Det gælder også Israel, men her er det rabbinere, der fører ordet.
– Religiøs indblanding i familieretten går altid ud over kvinderne, siger Mona Siddiqui.
– Familieretten er hovedbasen for et konservativt samfund. Og hvis man kan holde familieretten efter religiøse forskrifter, så forbliver samfundet også teologisk konservativt, uanset om det også er sekulært. Det er kvinderne, der bærer byrden, fordi kvinder altid har været bærere af tradition og ære, blandt andet fordi de står for børneopdragelsen. Og de bærer byrden ved skilsmisser, fordi islamisk ret her stort set gør skilsmisse til et mandligt privilegium, også her selvom retsskolerne er indbyrdes uenige. Endelig er det også på familieområdet den sociale kontrol er absolut størst.
Blandt andet har Egypten med en udskilning af familieretten til særlige domstole samtidig forsøgt at bremse mandens nemme adgang til skilsmisse. For eksempel med regler om, hvor længe der skal gå mellem de tre gange, han skal sige "jeg skiller mig fra dig", tvungen mægling og med bestemmelser om kvindens formue og så videre.
– Hvis mændene holdt sig til sharia, så kvinden fik, hvad hun havde ret til, så har hun faktisk ret til meget. Det gør de fleste mænd bare ikke. Og udgangspunktet om, at det er kvinderne, det går mest ud over, ændrer sig ikke væsentligt.
I Storbritannien har en lille gruppe muslimer forsøgt at få retten til internt i de muslimske samfund at bruge nogle former for sharia. Altså en form for genindførelse af principperne for religionsfrihed i Det Osmanniske Rige, hvor muslimer, jøder og kristne alle havde ret til egen religiøs lov.
Det er krav Mona Siddiqui, som selv er muslim, totalt afviser.
Faktisk så mener hun, at muslimer i de europæiske lande burde tage sig sammen.
– De har religionsfrihed med alt hvad det indebærer, men der er snart ingen grænser for, hvor lille en sag man kan demonstrere imod. Det er muligt, at nogle muslimer mener, at sharia-lovgivning vil gøre dem stærkere, men det eneste, de opnår, er, at de udelukker sig selv fra resten af samfundet.
Hun har oplevet at blive ringet op af en lille skole, hvor en muslimsk piges forældre ønskede bestemte særrettigheder for deres barn.
– Man kan godt indrette sig, hvis det er en lille ting, som ikke går ud over andre. Men hvis muslimske forældre kræver særrettigheder, som en hel skole så skal rette ind efter. Det går altså ikke. Hvad så hvis forældrene derefter forlanger, at pigen ikke må blive undervist af en mandlig lærer?
Et andet konkret eksempel var en retssag, hvor forsvarsadvokaterne ønskede, at Mona Siddiqui skrev en redegørelse om æresdrab som kulturelt betinget i en sag, hvor en far havde hugget sin datter ihjel med en økse.
– Jeg sagde blankt nej. Det er jo koldblodigt mord og et groft brud på menneskerettighederne. Jeg skrev rapporten, som jeg mente den skulle være, og fik mine penge. Advokaterne brugte aldrig materialet, men jeg tror, jeg åbnede deres øjne for en anden måde at tænke æresdrab på.
Hun understreger desuden, at det er vigtigt at være opmærksom på, at særrettigheder faktisk også går ud over en stor del af den muslimske befolkning i Europa. For hvis der er særrettigheder, så presser den sociale kontrol alle muslimer til at bifalde dem.
Mona Siddiqui er efterhånden end ikke sikker på, om man overhovedet kan skabe et sammenhængende samfund af forskellige kulturer. Altså et samfund, hvor mennesker ikke bare lever ved siden af hinanden, men rent faktisk deltager sammen og på lige fod i samfundsudviklingen. I hvert fald har hun til gode at se det i praksis, siger hun.
– Muslimerne selv må indse, og andre må fortælle dem, at der altså er en pris for at bo i Vesteuropa. Intet er helligt, og det skal muslimer acceptere. Muslimers rettigheder, som for eksempel religionsfrihed skal respekteres, men det skal alle andres rettigheder også. Man kan jo ikke kræve rettigheder og samtidig ikke give andre samme rum. Tegningkrisen handlede jo i virkeligheden ikke om ytringsfrihed, men om konkurrerende moral og principper, siger hun.
Hun understreger, at et pluralistisk samfund falder fuldstændig fra hinanden, hvis forskellige grupper kræver særrettigheder. Det gælder ikke bare muslimer, det gælder for eksempel også de sikher, som det lykkedes at få taget et teaterstykke af plakaten i England.
– Men jeg har meget svært ved at se fremtiden for muslimer i Europa, hvis de insisterer på at være noget andet end alle andre. For eksempel ved at kræve særlig lovgivning som sharia eller at lige netop deres religion ikke må krænkes. Staten er nødt til at behandle alle borgere lige, ellers falder samfundet jo fra hinanden.
– Og det nytter ikke noget, at muslimer, hvis de mødes med kritik, truer med vold og på anden måde lige præcis nærer den frygt nogle mennesker har – og dermed bekræfter den, siger hun.
Mona Siddiqui mener ikke, at et pluralistisk samfund kan fungere, før den store gruppe af muslimer, som i et eller andet omfang uberettiget føler sig under belejring af majoritetsbefolkningen, beslutter sig for, at Europa er deres fremtid. Det gælder i forhold til opdragelsen af deres børn, deres aktive deltagelse i samfundsudviklingen.
– At mennesker møder mennesker. Som mennesker. Ikke som medlemmer af en bestemt religion. Hvis Europa er dit hjem, så kan du ikke hverken fordømme andre eller ekskludere dig selv. Så må du deltage i debatten på lige fod. Alle må holde op med at være så paralyserede.
Mona Siddiqui mener dog at se en tendens til, at de unge snarere end at blive mindre dogmatiske istedet bliver mere optagede af sharia, modsat deres ofte kulturmuslimske forældre.
– Det hænger blandt andet sammen med, at de prøver at frigøre deres udgave af islam fra det etniske. Men der findes ingen ren islam, den er altid kulturafhængig. Islam kan ikke arbejde i et vakuum. Muslimerne må finde en islam, der passer til en minoritetsvirkelighed. Og mit håb er, at den vil være mere fokuseret på Gud end på dogmatikken. Hele den smukke litteratur omkring retsudviklingen og fortolkningen i islam synes at være erstattet af fatwa'er og dogmer. Og så bliver islam en meget fattigere religion – med den farlige følge af social kontrol, siger hun.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dkFakta
Mona Siddiqui
**Leder af Center for Islamiske Studier på Glasgow Universitet
**Ph.d. i 1992 på en afhandling om klassisk islamisk ret
**Rådgiver for det britiske forsvarsministerium
**Rådgiver ved de britiske domstole
**Fast klummeskriver i blandt andet The Guardian og katolske The Tablet
**Foredragsholder verden over
**Har skrevet flere bogbidrag om islamisk ret
**Født i Pakistan, britisk statsborger