For første gang i historien får Island på mandag et statsoverhoved med katolske rødder.
Den 48-årige historiker og forfatter Gudni Johannesson vandt valget i slutningen af juni og overtager posten efter 20 år med Ólafur Ragnar Grímsson i spidsen.
Gudni Johannesson meldte sig ud af den katolske kirke som protest, fordi han mente, at kirken reagerede trægt på sager om seksuelle overgreb, men er både døbt og konfirmeret katolik. Ifølge den norske avis Vårt Land mistede han troen efter faderens død, men har senere genfundet den.
På mandag indsættes han som Islands sjette præsident. Først vil der være en ceremoni i domkirken i Rey-kjavik, og derefter indsættes han formelt i parlamentet, Altinget.
”Det er en ære at holde denne fine tradition i hævd,” siger han til Vårt Land.
I den islandske befolkning har den kommende præsidents religiøse baggrund ikke optaget ret mange under valgkampen, og det skyldes en lang tradition for åbenhed og accept af religiøse forskelle. Det siger Adriënne Heijnen, seniorforsker ved Aarhus Universitet med ekspertise i islandsk religion og kultur, som også understreger, at en af hovedårsagerne til, at den ophedede religions-debat, der har bredt sig i det øvrige Norden, ikke er kommet til Island, er, at under én procent af befolkningen er muslimer.
Selvom øen antog kristendommen omkring år 1000, lever folketroen fra vikingetiden og sagaerne stadig videre. Det betyder blandt andet, at enkelte lutherske præster helt op til 1990’erne arrangerede ceremonier, hvor man søgte kontakt med de afdøde, forklarer Adriënne Heijnen.
”I Island ser man ikke religion som noget problematisk eller som noget, der skiller folk. Mange har en fri fortolkning af teksterne, og den hedenske arv lever videre. Folk er åbne om religion og ser det ikke som opsigtsvækkende, at landets kommende præsident ikke er luthersk kristen,” siger hun.
Jakob Thorsen, der er ph.d. og forsker i katolicisme ved Aarhus Universitet, er enig. Han peger på, at sekulariseringen er en af forklaringerne på, at folk ikke optagede af, om præsidenten er kultur- katolik, som Thorsen kalder Johannesson.
”Islændinge afskrækkes ikke af, at folk tror på noget forskelligt, for det er man vant til. Det betyder dog ikke, at islændinge er meget troende. Tværtimod er de meget mere sekulære end de færøske naboer. Det gør, at kirketilhørsforhold generelt ikke er afgørende politiske spørgsmål, fordi religion i vid udstrækning spiller en underordnet rolle,” siger han.
Thorsen mener ikke, at den kommende statsleder kommer til at spille en rolle for islændinges generelle forhold til katolicismen.
”Hvis han var tydeligt katolik, ville det måske være en fjer i hatten for den katolske menighed, men jeg tror ikke, at Johannesson ser sig som repræsentant for en kirke, han har forladt. Han er ikke værdipolitisk på linje med kirken, og derfor tror jeg, hans baggrund vil få meget lille betydning,” siger han.
Adriënne Heijnen peger på, at afstanden mellem den hjemmestrikkede tro og den islandske folkekirke er vokset de senere år, fordi andelen af aktive kirkegængere er faldet, og kirken har mistet medlemmer. Det har betydet, at de tilbageværende og mere bogstavtro har rykket folkekirken i en ortodoks retning.
Selvom over halvdelen af den islandske befolkning i årtier har ønsket at adskille kirke og stat, ser det ikke ud til, at der sker noget lige foreløbigt. Og det skyldes ganske enkelt, at det endnu ikke er en vigtig politisk sag. Hun mener, at Gudni Johannessons indsættelse med markeringen i domkirken er positiv i et økomenisk perspektiv.
”Det er godt, at man forener de kristne og humanis-tiske værdier som grundlag for det islandske samfund,” siger Adriënne Heijnen.