Christopher Arzrouni: Jeg blev hjulpet af nogen, jeg ikke ville hjælpes af

Politisk rådgiver Christopher Arzrouni ser af og til Gud i hverdagens tilskikkelser. Et lift med to arabere gav ham noget at tænke over, men størst er tilgivelsen fra hans nærmeste

 Politisk rådgiver Christopher Arzrouni.
Politisk rådgiver Christopher Arzrouni. . Foto: Polfoto.

Det er i de mest udramatiske hverdagssituationer, at jeg har de største oplevelser med tro. Som når jeg helt uforståeligt bliver tilgivet af mine nærmeste efter at have opført mig ubehageligt eller uretfærdigt. Det er vidunderligt, og dér føler jeg Guds nåde.

Det er svært at tale om decideret religiøse oplevelser i anekdotisk form. Men jeg har haft noget, der minder om. En af dem var i min ungdom, hvor jeg havde været til en konference i en by lidt uden for Paris.

Jeg stod tidligt op dagen efter konferencens afslutning for at nå ind til Paris og finde et tog mod Aarhus. Men uden for den lille by endte jeg med at fare vild. Det var ved firetiden, og jeg begyndte at blive en smule desperat, for jeg skulle jo nå et tog.

Jeg besluttede mig for at gå ud på landevejen i håb om at finde et lift. De fleste biler kørte forbi, men efter nogen tid var der en, der stoppede. I den lille bil sad to arabere, som lovede mig, at de ville køre mig til den nærmeste station i Paris.

Da jeg sad i bilen og hørte dem tale arabisk med hinanden, blev jeg en smule utryg. Endnu mere, da de kørte af landevejen og ind til et boligkompleks, hvor de stoppede bilen. Jeg tænkte: ”Åh nej, nu bliver jeg berøvet.”

Men det blev jeg ikke. Føreren stoppede for at sætte sin ven af ved boligblokken, og bagefter kørte han mig som lovet til en station, hvorefter jeg nåede mit tog.

Oplevelsen kom til at minde mig om lignelsen om den barmhjertige samaritaner. For ligesom manden i lignelsen havde jeg brug for hjælp, men fik den ikke fra den ventede side. Jeg fik en oplevelse af at blive hjulpet af nogen, jeg egentlig ikke ønskede at blive hjulpet af.

Jeg har haft oplevelsen af at være omfattet af guddommelig indgriben under to af mine børns fødsler. Da min datter kom til verden i år 2000, lagde jeg mærkede til, at to læger under fødslen stillede sig over i et hjørne og talte diskret. Det var let at lugte lunten. Der var noget galt. Det viste sig, at hendes navlestreng var viklet rundt om hendes hals, og hun var helt blå i hovedet, da hun kom ud.

Det var også let at lugte lunten, da mit tredje barn blev født i 2005. Det var ved kejsersnit. Han blev lagt i en lille kasse, og lægerne sagde til mig, at det var vigtigt, at jeg forlod rummet for at holde øje med ham. Det var helt tydeligt, at de ville have mig ud af rummet, fordi blodet fossede ud af min kone, som var lige ved at tage billetten.

Begge gange blev situationen heldigvis reddet. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har særlige krav på beskyttelse fra Gud, men jeg beder Fadervor, når jeg oplever problemer. Det gjorde jeg også her. Og jeg er utrolig taknemmelig.

Det er fristende at henvise til den slags anekdoter, men mine egentlige religiøse oplevelser er som sagt fra hverdagen. Især når jeg har skældt ud på mine børn uden at være fair, og de tilgiver mig. Eller når jeg ikke behandler min hustru ordentligt, og hun alligevel tager mig til nåde.

”Og tit for straf, vi skyldig var, velgerninger vi fik,” står der i salmen “Op, alle, som på jorden bor”.

Det bliver stort for mig, fordi det er et billede på Guds tilgivelse af mennesker – som jeg så møder i andre mennesker. Der er en tankevækkende kontrast i, at jeg har hidset mig op, skældt ud og været urimelig og så alligevel bliver mødt af kærlighed og tilgivelse. Gud ske tak og lov.