Hvordan vil du beskrive din tro?
Som klassisk luthersk kristendom med kraftig hældning til det grundtvigske og med visse tidehvervske træk.
Livet er et mirakel, og der må være en skaber. Mit eget liv er en gave. Og det er det også, når tilværelsen vender sin frygtelige side til. Det sørger Gud for, siger evangeliet.
Gud er som Jesus. Han er nådens Gud, også når vi ikke kan se det.
Tro er at fastholde: at mig dagen fryder, trods synd og død (Jakob Knudsen, red.). Det gælder om at skelne mellem, hvad vi har indflydelse på og dermed ansvar for og det, der ligger uden for vores indflydelse og ansvar. Det første skal vi bekymre os om, det andet skal vi lade være Guds ansvar.
Dette sidste kan man kun sige med meget bævende stemme. Tænk for eksempel på, hvis man mister et barn. Thorkild Bjørnvig fortæller, at hans mor, efter at have mistet to små piger, før de fyldte to år, en dag så, at de havde det godt hos Gud, hvorefter hun ønskede sig et nyt barn, som skulle tjene Herren. Det blev Thorkild, og tjent Herren, det har han, med sin vidunderlige skabelsespoesi. Sådan tror jeg ikke, jeg ville kunne tage sådan en hændelse.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Dansk kristendom lå som en selvfølgelig baggrund i mit hjem, uden at der blev talt særlig meget om det. Og måske har jeg fået en grundtryghed i tilværelsen med fra det.
Jeg er vokset op med regelmæssig kirkegang cirka en gang om måneden. Det var frivilligt, om vi ville med vores forældre i kirke, men jeg kunne godt lide det.
Min mor stammede fra gårdmandsfolk med tilknytning til valgmenigheden i Holstebro med den navnkundige præst Morten Larsen. Hun gav mig en grundtvigsk arv. Min far stammede fra husmandsfolk med tilknytning til sognets kirke. Han gav mig en sognekirkelig arv.
Tilsammen dannede de deres egen tidehvervsk-grundtvigske mellemproportional med Paul Knudsen ved St. Markus Kirke i Aarhus som vores familiepræst. Min far var medlem af og siden i mange år formand for menighedsrådet. Jeg har ført disse traditionslinjer videre med visse justeringer og lært alle miljøerne at kende indefra. Så min grundholdning blev dannet tidligt og uden noget egentligt forældreopgør.
Hvad har udfordret din tro?
Det kommer an på, hvad der menes. Tvivlet på Guds eksistens har jeg vist aldrig. Men at han også er den gode Gud, eller altid er det, det må vel indimellem anfægte enhver.
Ved sit første barns fødsel skriver Henrik Pontoppidan om livets ufortjente gaver og slutter: Selv de af skæbnen mest begunstigede, endogså verdens rigeste og mægtigste mænd går ud af tilværelsen som insolvente skyldnere. Fra vuggen til graven lever og opretholdes vi alle af kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet.
Men eksistentielt har vi det jo med at tage det gode for givet og glemme taknemmeligheden. Og når tilværelsen vender sin grimme side til, er og bliver det da en udfordring at fastholde, at vi stadig skylder at takke for livet.
Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde vil kunne forlige mig med, at jeg skal dø. Jeg synes, det er så frygtelig ærgerligt. Jeg forsøger at finde trøst i troen på opstandelse og evigt liv. Teologisk optager det mig meget. Eksistentielt forsøger jeg at prædike for mig selv med meget enfoldige forestillinger. For eksempel at jeg håber, min mor sidder deroppe på bænken og venter på mig.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Min opvækst og familiebaggrund, mit studium, mine ungdoms diskussioner i Studenterkredsen, min forskning, min præstegerning, salmebogen, P.G. Lindhardt, Thorkild Bjørnvig, Knud Hansen, min kone. Men allermest K.E. Løgstrup, hvis tænkning jeg har arbejdet med og formidlet gennem 58 år, skrevet bøger om og holdt og holder masser af foredrag om.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Helt konkret ved at jeg går nogenlunde regelmæssigt i kirke, når jeg har muligheden. Jeg elsker gudstjenesten og salmerne har brug for det til tak og til trøst. Ikke for at høre en masse meninger. Jeg er meget skeptisk over for meningskirken. Meningerne, også alle de rigtige, har det bedst på torvet, hvor de kan diskuteres og bestrides eller støttes.
Derfor er jeg nervøs for, hvad en ny kirkeordning kan gå hen at føre til. Derudover er jeg som luthersk teolog vaccineret mod ideologier. Men jeg prøver samtidig at bidrage til, at verden ikke bliver ondere, end den allerede er, med det lidt jeg har at betyde.
Det vil sige i mit ægteskab og i forhold til mine børn og børnebørn og i mit arbejde, herunder mine foredrag og skriverier. Jeg har i mere end 40 år kæmpet for, at vi og samfundene begynder at tage natur- og klimakrisen alvorligt og gør noget ved den. Og det vil jeg fortsætte med, så længe jeg magter. Sådan forstår jeg den lutherske forestilling om at leve i kald og stand.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg tror ikke, jeg har noget forbillede. Jeg har lært noget af min far, der blev 98 år og ældedes med stor værdighed. Men jeg er ikke sikker på, jeg har hans evne til at tage det uafvendelige, der kommer, som noget, man ikke kan stritte imod eller skal klynke over.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det ved jeg virkelig ikke. Jeg har ikke sådan en samling af gode råd, jeg følger. Men jeg har en indre samling af verslinjer, som betyder noget for mig, både fra almindelig poesi og fra salmebogen.
For eksempel fik jeg for 15 år siden et slagtilfælde. Den følgende nat lå jeg lysvågen med voldsomt forhøjet blodtryk og lammelser i venstre side. Gennem sygehusets gange lød en kvindes fortvivlede gråd. Også jeg var desperat alene med min frygt for liv og førlighed og for mine nærmestes tilværelse. I min kvide tyede jeg da til at memorere Du, Herre Krist, min frelser est .. med blandt andet linjen Går sorgen på, din (Guds) sjæls attrå er altid at husvale (hjælpe). Hvad nød er dér, hvor du er nær? O, Herre kær, dig mon jeg mig befale. Jeg er salmebogskristen.
Ole Jensen