Jeg er kirketjener i Guds hus

Kronprins Frederiks dåb i Holmens kirke den 24. juni

Helene Devantié er formand for folkekirkens kirketjenere og får derfor en del af landets sognekirker at se. Her er hun fotograferet i Jesuskirken i København. – Foto: Søren Staal.

Helene Devantié er kirketjener i Alderslyst Kirke i Silkeborg og formand for Danmarks næsten 600 kirketjenere. Hun er ikke i tvivl om, hvilken herre hun er tjener for, og derfor er hun tryg ved, at det skal gå hende, som det går Jesus

Hun er sådan en person, der standser for alle de fodgængere, som står og tripper for at slippe gennem trafikken og over fodgængerfeltet. Hun bremser tålmodigt ned og lader den gule bus køre ud fra stoppestedet midt i myldretiden. Og så er hendes ynglingssalme Uberørt af byens travlhed.

Helene Devantié er kirketjener i Alderslyst Kirke, og hun er formand for Danmarks Kirketjenerforening. Lige nu er hun dog i færd med at snegle sig gennem Silkeborgs trafikpropper i sin hvide Golf. Det er ikke, fordi hun kun kører bil, hun har også en cykel og, naturligvis kunne man sige, så ror hun kajak på de berømte Silkeborg-søer.

LÆS OGSÅ: Kirsten Jørgensen vil bringe traditionen ind i det moderne liv

Helene Devantié var en af de yngste kirketjenere i folkekirken, da hun som 24-årig fik arbejde i Vangede Kirke nord for København og besluttede, at kirketjener skulle være hendes karriere. Sådan er det stadig i dag 12 år efter, og hendes ambition er ikke bare at være tjener, men også at være et aktiv for sognekirken.

Helene Devantié opfatter sig som kirkens tjener, og hun gør sit bedste for menigheden i kirken med henvisning til søndagens tekst.

Hvis man forstår teksten på den måde, at Jesus er herren, så kan jeg helt sætte mig ind i den. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at det står godt til hos Jesus. Kan det være anderledes? Så betyder det også, at vi kan have tillid til ham, og så er der mange, som ønsker at være hans tjener. Der er et håb for vores liv, hvis vi tør tro på ham, siger Helene Devantié.

Hun er på arbejde til gudstjeneste hver anden søndag.

Jeg elsker gudstjenesten. Man hører jo ofte fra folk, at gudstjenesten er kedelig og for lang. Det bliver jeg ked af at høre, for når jeg har mulighed for at være i kirken, når jeg er på arbejde om søndagen, nyder jeg den måde, gudstjenesten forløber på, for den giver mig altid en indre ro. Jeg ville ønske, at der var flere af de såkaldt kirkefremmede, som ville sætte nogle søndage af til at lære gudstjenestens opbygning at kende, for så tror jeg, at det ville være en helt anden sag. Gudstjenesten giver masser af rum til også at reflektere over mange forskellige begivenheder i dit liv. I den time, gudstjenesten varer, behøver man ikke at forholde sig til andet, end hvad der foregår her, og kan glemme hverdagens små krav og alt det, vi hele tiden skal huske, vi skal gøre. Derfor sætter jeg stor pris på en salme som Uberørt af byens travlhed af Lars Busk Sørensen, som beskriver den stemning helt perfekt, siger Helene Devantié.

Jeg har altid personligt fået meget ud af gudstjenesten. Jeg tager tit en snak med Gud deroppe eller sender en ekstra tanke, for eksempel når vi har haft nogle svære perioder. Især kan jeg lide det fællesskab, som er under altergangen. Nu har vi en kvadratisk alterskranke i Alderslyst Kirke, så fællesskabet understreges yderligere af, at vi kan se hinanden hele vejen rundt. Vi sidder faktisk til bords rundt om alteret, som var det et rigtigt måltid. Som kirketjener forsøger jeg virkelig, at gudstjenesten skal blive en god oplevelse for alle, også for børnene. Jeg sætter faktisk som kirketjener en ære i at komme i kontakt med dem og fortælle, at de også godt må være her og for eksempel gå rundt og kigge i kirken, siger Helene Devantié.

Helene Devantié er det første menneske, som søndagens kirkegængere møder. Og det er hun helt bevidst om.

Som kirketjener skal man kunne favne alle, som møder frem i kirkedøren. Vi skal behandle alle ens og på lige fod. Når jeg står der i mit kirketøj, er jeg kirketjener og ikke nødvendigvis Helene. Jeg er loyal over for alle, og de skal alle have den bedste hjælp og service. En af vores fornemste opgaver som kirketjenere er, at der ikke er noget af vores arbejde, der må blive trivielt og hverdagsagtigt. På søndag har vi for eksempel fire familier til dåb. Det er selvfølgelig hårdt arbejde, fordi der er mange mennesker i kirke, men det er hver families festdag, og det må vi ikke glemme. Samtidig skal vi også kunne holde balancen i forhold til de almindelige kirkegængere, som er til søndagsgudstjeneste. Som kirketjenere er vi med til at sørge for, at alle kan være der og føler sig godt tilpas i gudstjenesten, siger Helene Devantié.

Hun kom i bestyrelsen for Danmarks Kirketjenerforening for syv år siden. Nu har hun været formand i to år.

Jeg har altid været interesseret i fagligt arbejde, lige fra jeg fik min første stilling i en butik og skulle gøre en indsats for at opnå mindstelønnen. Mit kirkelige engagement begyndte, da jeg gik til konfirmationsforberedelse. Her blev jeg præsenteret for et nyt begreb fra Norge, som hedder Teen Sing, og som er show, rockmusik og drama for unge i KFUM og KFUK. Det blev jeg så involveret i, at jeg nærmest skulle smides ud, da jeg efter omkring syv år på et tidspunkt blev for gammel. Jeg dansede, spillede bas, var i dramagruppen og sang endda solo. I min familie har vi aldrig brugt kirkegang, men nu begyndte jeg at komme i kirker og menighedshuse, og jeg fandt ud af, at jeg kunne lide roen i gudstjenesten. Jeg elskede at gå i kirke under min konfirmationsforberedelse og kom der faktisk mere, end jeg skulle. Jeg tog samtidig kirkelige lederkurser og var med til at drive en børneklub på Amager i København, siger Helene Devantié.

Og så skete der noget, som ændrede hendes liv på en måde, de færreste unge danskere oplever.

Det begyndte med, at min mor valgte at søge et job som kirketjener. I dag er det klart, at det er derfra hele min interesse for faget kommer. Nu måtte vi til at sætte os ind i, hvad en kirketjener egentlig laver. Min mor fik stillingen, og senere blev jeg selvfølgelig kirketjenervikar. Jeg var 24 år på det tidspunkt, men jeg tænkte: Jeg vil også være kirketjener. Jeg begyndte at søge stillinger, men der var ingen kirker, som ville ansætte mig de syntes simpelthen, at jeg var for ung, siger Helene Devantié, som til sidst fik en god stilling i Vangede Kirke nord for København, hvor hun arbejdede i to år, inden hun tog springet over bælterne til Alderslyst Kirke.

Indimellem tales der meget i medier og blandt fagforeninger om samarbejdet i sognene mellem kirkens fastansatte personale og menighedsrådet.

Som formand for kirketjenerne hører jeg jo også om de problemer, der opstår i det lokale samarbejde. Min indstilling er, at det også er op til kirketjeneren eller kirkefunktionæren at forsøge at gøre noget, som kan afhjælpe problemerne. Så det er det første, jeg spørger om: Har du selv gjort noget for at løse hårdknuden, som kan vende stemningen?. Min erfaring er dog, at der er rigtig mange menighedsråd, som er parate til at gøre noget ved det, når de hører, at for eksempel kirketjeneren oplever samarbejdsproblemer. Men man må sige, at der er en del steder rundt om i sognene, hvor tjeneren godt kunne tænke sig at have det lige så godt som herren. Men man kan godt som kirkefunktionær også selv gøre en indsats i forhold til menighedsrådet, siger Helene Devantié.

Hun peger på, at de frivillige i menighedsrådet ofte bliver skiftet ud med jævne mellemrum i de forskellige valgperioder, og de ansatte må dermed vænne sig til skiftende arbejdsgivere.

Her i kirken holder vi for eksempel en goddag- og farvelfest, når menighedsrådet indleder en periode med en række nye medlemmer. Her får vi på plads, hvem der er arbejdsgiver, og hvilke medarbejdere de skal være det for. Det skaber med det samme en forståelse for, hvad kirketjeneren, kordegnen, organisten og kirkegårdspersonalet har for vilkår i deres arbejde. Det er med til at forebygge mange misforståelser mellem herre og tjener, og det forebygger mange samarbejdsproblemer, når alle ved, hvad hinanden laver, og hvor mange forskellige arbejdsopgaver de enkelte personalegrupper har. Man kunne vende søndagens tekst om og sige, at hvis tjeneren har det godt, så har herren det også. Man kan selv som tjener gøre meget for, at herren har det godt, så tingene glider bedre. Det er selvfølgelig rigtigt, at tjeneren bør være tilfreds, hvis det går ham som hans herre. Men på en arbejdsplads som folkekirken også er, går tingene jo begge veje, siger Helene Devantié.