Præst: Jeg er nødt til at tro på, at det ender godt

Jon Hardon Hansen har i 25 år været præst syd for grænsen på øen Sild. Det har været et kvart århundrede, hvor det tætte samliv med den lille menighed har formet og bekræftet hans kristne tro, både i glæde og i sorg. Indimellem er han dog nødt til at stige op i den mentale helikopter for at se de store linjer

 Jon Hardon Hansen på besøg på Thorvaldsens Museum i København. Han drømmer om et ophold som Bertel Thorvaldsens med tid til samtale, åndrighed, fordybelse, bøger, skrivning samt god mad og drikke nede i Italiens varme og sol. Drømmen kan en dag gå hen og blive til en realitet, da han er medlem af ”Foreningen San Cataldos Venner”, som ejer et refugium i byen Scala på Amalfi-kysten. –
Jon Hardon Hansen på besøg på Thorvaldsens Museum i København. Han drømmer om et ophold som Bertel Thorvaldsens med tid til samtale, åndrighed, fordybelse, bøger, skrivning samt god mad og drikke nede i Italiens varme og sol. Drømmen kan en dag gå hen og blive til en realitet, da han er medlem af ”Foreningen San Cataldos Venner”, som ejer et refugium i byen Scala på Amalfi-kysten. – . Foto: Mette Frandsen.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro hviler i håbet. I at alt det, der anfægter mig og sår tvivl i mit indre, modsiges af håbet om, at det går nok alt sammen, så livet til sidst vil sejre over verdens destruktive kræfter.

For livets Gud skærmer mig og river mig igen og igen ud af kaosmagternes og dødens garn, så verden åbner sig på ny, og alt går op i en højere enhed på trods af kriser og tab.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Min familie var almindelig folkekirkekristen, men alligevel tættere på højmessen og præsten, fordi skolen og kirken gik hånd i hånd hos det danske mindretal syd for grænsen, hvilket de stadig gør.

Jeg er således født, døbt og opvokset i den danske skole i Tarp i Sydslesvig, hvor et af skolens klasseværelser hver anden søndag blev møbleret om til skolekirke, så præsten prædikede, og præstens kone spillede på det transportable orgel, mens min far, stedets skoleleder, fungerede som degn, og min mor satte stolene frem til højmessen, som jeg også af og til deltog i. Vi boede jo alligevel lige ovenover på førstesalen i skolebygningen.

Men selvom vi således levede direkte oven på skolekirken, blev familien ikke mere from af den grund, omend min farmor var indremissionsk. Jeg husker dog, at min mor pludselig begyndte at bede Fadervor sammen med mig ved sengetid. Det holdt hun ikke særlig lang tid til.

Hvad har udfordret din tro?

Det har i allerhøjeste grad mine egne livskriser som dødelig sygdom i familien og mine skilsmisser, der er smertelige erfaringer af kærlighedens fravær i vigtige livssituationer. Men også menneskers både bevidste og ubevidste misbrug af kærligheden i manipulationsøjemed har udfordret min tro i en verden, der kalder på ærlige og oprigtige svar.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har mødet med døden og alt det andet i den menighed her på øen Sild syd for grænsen, som jeg har været præst for i 25 år. For når man er præst i en lille menighed med 400-500 sjæle, så kommer man så tæt på medlemmerne både til hverdag og til fest samt i kirkelige som i folkelige sammenhænge, at man får syn for sagn.

Jeg har derfor utallige gange haft den glæde at være vidne til, hvorledes evangeliet rent faktisk kunne trøste og bære det sørgende menneske gennem sorgens og mørkets tid. Ganske utroligt og dog sandt.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

I en ellers stresset hverdag, hvor ingen længere har tid til at vente på et svar eller an afgørelse, fylder min livsanskuelse mig med langmodighed, tålmodighed og udholdenhed.

Når jeg i hverdagen tit er tilbøjelig til at give småting som banale stridigheder, nærighed eller forfængelighed for stor betydning, kan langmodigheden skabe den nødvendige distance, der skal til for, at man kan komme op i helikopteren og se de store og væsentlige linjer i tilværelsen.

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har ikke nogen jordisk guru eller vismand, som jeg i eksistentielle spørgsmål læner mig op ad eller tyr til. Derimod beundrer jeg vor kirkes reformator, Martin Luther, for hans enestående mod i kampen for det kristne menneskes ret og frihed til at leve i og på det personlige gudsforhold.

I vores tid er vi troende også nødt til at have mod, hvis vi skal trodse både vores egen blufærdighed og sekulariseringen og åbent stå ved og give udtryk for vores tro og personlige gudsforhold. Det gælder både i Danmark og i Tyskland, selvom de to lande på mange områder er meget forskellige, når det kommer til måden at være kirke på.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Vores kernesalmer som for eksempel Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen” er fulde af gode, åndelige råd, som i øvrigt mange gange redder gudstjenesten fra den åndelige død, når prædikenen ikke ligefrem sprudler af netop ånd.

I den sammenhæng vil jeg godt citere præst og rektor på Pastoralseminariet Mogens Lindhardt, der ganske nøgternt engang konstaterede, at præster i løbet af et kirkeår højst skriver fire prædikener, der er oppe at ringe ved porten til himmeriget.

Det lyder muligvis nedslående for alle de præster, der mener at kunne prædike folk ind i kirken, men i min verden er det langt snarere en befrielse fra en umulig ambition.