Hvordan vil du beskrive din tro?
Som en gave. Jeg har fået den gratis og uden egen fortjeneste af min far og mor. Da jeg var tre uger gammel, sørgede de for, at jeg blev døbt, og siden har jeg været et kristenmenneske, et af Gud elsket menneske.
Min tro er først og fremmest tillid. Tillid til livet. Tillid til mine medmennesker. Og til mig selv - det, vi med et negativt ladet ord plejer at kalde selvtillid. Men det er ikke det samme som at være selvglad. Når Gud elsker dig, så kan du vel også selv være glad for dig selv, det manglede da bare andet. Og det giver en hel del arbejdskraft!
Det hænder, at jeg skuffes. På alle tre punkter. For ti måneder siden var jeg hjertedød i otte minutter. Men Gud og en hel hær af hans ”sundhedsfaglige engle” ville det anderledes. Jeg er et mirakel, og det var jeg også, før det skete. Og det ville jeg også have været, hvis jeg ikke havde kunnet fortælle dig det her nu. Et kristenmenneske er altid i Guds hånd, hvad enten det lever eller dør.
Jeg synes ikke, at jeg er religiøs på den traditionelle måde, og jeg får røde knopper, når jeg møder selvoptaget spiritualitet og demonstrativ religiøsitet. Til gengæld holder jeg meget af gedigen liturgi og trospraksis.
Jeg er ikke medlem af nogen trosforening og holder af at mene, at jeg sorterer direkte under Vorherre. Men skal der formler på, så er jeg vel økumenisk lutheraner. Og medlem af folkekirken. En kirke, som jeg for øvrigt mener er i alvorlige vanskeligheder. Både fordi mange af foretagendets ansatte er for udygtige, og især fordi politikerne i øjeblikket ødelægger for meget.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Mit barndomshjem lå på tredje sal i Den sorte Firkant i København, ikke en udpræget frodig jordbund for kristentro.
Men far, mor og fire børn var indvandrere fra den gode muld i den jyske missions-mark. Far skulle arbejde i Herrens Vingård - Blå Kors. Ud over fire værelser og en kakkelovn havde vi et ”kristeligt klaver”, som mine forældre på alle måder lærte mig at spille på. Der var bordbøn. Ikke altid lige nemt, når man havde en klassekammerat med hjem til middag. Der var ”Nu lukker sig mit øje” hver aften og sang fra De unges Sangbog hver søndag aften. Der var kirke- eller søndagsskolegang hver søndag. Men så vidt jeg husker, var atmosfæren aldrig trang eller præget af tvang. I de 19 år, jeg boede under mine forældres tag, mindede de mig dagligt i ord og gerning om trosgavens indhold.
Det betyder ikke, at jeg er en kopi af dem. De var politisk borgerlige. Det er jeg ikke. Ingen af dem havde røget eller drukket alkohol, det har jeg. Far kunne ikke lide Osvald Helmuth. Det kan jeg. Mor var et ydmygt og arbejdsomt menneske. Det er jeg ikke. Men jeg har brugt det meste af mit liv på at finde ud af, hvordan jeg i taknemmelighed til dem kan give gaven videre på min måde.
Hvad har udfordret din tro?
Det er lige før, jeg må blive dig svar skyldig. Overskriften er ”Tro og Tvivl”, javel. Men jeg har aldrig været grundlæggende i tvivl. Selvfølgelig er jeg i skiftende grad tillidsfuld over for livet og dets mennesker, jævnfør det, jeg forstår ved tro. Men tvivlen bliver sjældent til mere end eftertanker, som er sunde og gode for at holde troen i live.
Desuden er jeg uforstående over for, at det skulle være særlig fint at tvivle. Nogle siger, at det er bedst at søge, at være på vej. Og at det værste, man kan være, er at være nået frem. Som så ofte er det den menneskelige praksis og udformningen af idéerne, der volder ballade. Mennesker, der er sikre på deres frelse, af hvilken art den end er, kan være ulidelige. De ved bedre og skal nok sørge for at gøre dig opmærksom på det. Så du kan blive sat på plads. Og de beholde deres sikkerhed.
Jeg har hørt, at ordet frelse skulle have at gøre med ordet fri-halse. Når slaven blev frigivet, fik han fjernet jernringen om sin hals. Hun blev fri-halset, frelst. Det er en væsentlig pointe, at en sådan frelse sker ganske uforskyldt. Der er den igen, gaven!
At jeg er et frit menneske, fik jeg første gang at vide, da jeg blev døbt. Sidst jeg hørte det, var i søndags i kirken. Frikendelsen har jeg slidt godt på hele ugen. Jeg må af sted igen på søndag.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har mit stadige møde med troende mennesker. Far og mor og alle mit livs andre trosvidner.
De VAR tro. Fader Martin i Sydindien. Han levede sin tro i politisk, social handling blandt det djævelske kastesystems allernederste. Egon Nielsen. Han fortalte os troens historier med humor, bid og samfundsmæssig indignation, så vi fik mod til at rejse os og forsøge at rejse andre.
Og så er jeg stærkt formet af alle de timer, jeg har tilbragt med sang og musik. Salmer, sange og viser kan, når de er bedst, sige det, der skal siges om livet. Når ordene får melodi, går de til hjertet. Bare se efter i Salmebogen, Højskolesangbogen og Lystige Viser.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Forskel i forhold til hvad? For øvrigt er ordet livsanskuelse ikke et af mine yndlingsord. Jeg tror, at Gud har sendt sin Hellige Ånd til hele verden. Ganske uden forskel. Gud er hos os både i møget og i det renvaskede. I møget for at hjælpe os med at holde det ud, i det renvaskede for at glæde sig sammen med os.
Når du tror, at du lever i et hjørne af Guds Rige, så gælder det om i hverdagen, sammen med mennesker af god vilje, at gøre dit til, at Rigets indhold af retfærdighed, fred og glæde folder sig ud. Og så lidt som muligt hæmmes eller forhindres af os.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Jeg er ikke god til at huske og skal have tingene gentaget. Det har sine fordele, for så kan jeg blive ved med at se Inspector Morse, fordi jeg har glemt, hvem morderen er, og i stedet kan koncentrere mig om at nyde fortællingen. Lidt på samme måde har jeg det i forhold til livet. Det kommer mig i møde friskt og uprøvet. Og når nogen siger noget begavet eller overraskende, fylder det i øjeblikket.
Der er vist en eller anden, der har sagt, at man skal leve i dag med bevidsthed om i går for at kunne forme i morgen. Det synes jeg, er rigtigt!