Anna Bro: Folkekirkens mange tosser udfordrer min tilknytning til kirken

”Jeg tror, at der hos alle forfattere, der er vokset op i en kristen baggrund, ligger så mange ...

”Jeg tror, at der hos alle forfattere, der er vokset op med en kristen baggrund, ligger så mange Kristus-historier og historier fra Bibelen neden under det, man skriver,” siger dramatiker Anna Bro. - Foto: Leif Tuxen

Tro kommer i høj grad ind gennem fortællinger. Meget af mit forhold til den kristne tro er formet af, at jeg sang i kor, da jeg var barn, og vi var tit ude i weekenden at synge til gudstjenester.
Anna Bro, dramatiker

Nogle gange får dramatikeren Anna Bro nok af folkekirken og overvejer at melde sig ud, men det bliver ikke til noget. Hendes tro er formet af fortællinger, som hun har fået ind gennem skuespillerforældrene Vigga Bro og Hans Henrik Clemensen

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er meget dansk, kulturkristen og midtsøgende. Den rummer alle mulige paradokser og kameler. Mine forældre spillede Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente som teater, og det blev spillet ud i én køre, og man havde madpakke med. Det gjorde et stort indtryk på mig, måske også fordi min venindes far røg i Helvede. Tro kommer i høj grad ind gennem fortællinger. Meget af mit forhold til den kristne tro er formet af, at jeg sang i kor, da jeg var barn, og vi var tit ude i weekenden at synge til gudstjenester.

Så jeg har fornemmelsen af at have været nogenlunde igennem den danske salmeskat og kirkeåret. Jeg har derfor alle de historier i mig, som jeg hele tiden har som reference til de ting, jeg oplever. Så hvis jeg for eksempel læser om noget som genmodifikation, tænker jeg på, at selv den største konge ikke magtede at sætte det mindste blad på en nælde.

Når jeg kommer i kirker i dag, tænker jeg over, hvordan salmedigteren Brorson ville have oplevet vor verden i dag, hvor konger kan sætte alle blade, de vil, på nælder, og de kan sætte et musehoved på ryggen af en ko.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det blev der diskuteret og talt meget om, og det skete blandt andet gennem kunsten. Jeg husker Dario Fos gendigtninger af centrale historier om Jesus, som også går ud over historien fra Bibelen. Hvordan Jesus var som barn, og hvor svært det var at være et barn af Gud. Så han lavede lerfigurer, der kunne flyve, for at lege med de andre børn. Min mor lavede også teater med alle skabelsesberetningerne fra hele verden. Der er to skabelsesberetninger i Bibelen.

Det er det, jeg mener med at sluge kameler, for hvordan kan man rumme de to historier sideløbende inde sig selv? Min mor sagde, at hun havde lyst til at klippe den ene ud og kun have den, hvor man skulle gå ud i verden, være glad og blive mangfoldige. Men jeg var fascineret af det flammende sværd, uddrivelsen, nøgenheden og det smertefulde i at blive voksen.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg bliver udfordret for eksempel, når jeg læser, at Luther var flammende antisemit, og at han nærmest lavede en drejebog for holocaust. Og hvorfor siger folk ikke, at det nu er nok med den lutherske kirke? Er det noget, der løber i kristendommen, at vi er bedre end andre? Når jeg læser sådan noget, får jeg lyst til at melde mig ud. Jeg har flere gange gået med udmeldelsesbrevet i lommen.

For eksempel printer jeg udmeldelsesbrevet, når præster taler imod homoseksuelle eller nægter at vie fraskilte. Så går jeg rundt med det hele dagen, men får det ikke sendt. Der er så mange tosser i den danske folkekirke, som udfordrer om ikke min tro, så min tilknytning til kirken.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Min måde at være troende på er super privat, og nu siger jeg noget, som jeg ikke har sagt til andre før. Det handler om at tale med en Gud, der er større end en selv. At der er en stor stemme inde i en selv, som rummer alting, og den stemme kan gøre det lille menneske større og mere rummelig. Jeg har snakket rigtig meget med Gud som barn.

Og der var engang, hvor jeg troede, jeg skulle dø på en flyver, der kom i så voldsom turbulens, at bestik fløj gennem luften, og kaffen blev løftet op af kopperne. Og det første, jeg gjorde, var at bede til Gud, så det må være lakmustesten.

Min mand, Pilou, kommer fra en katolsk familie. Det, jeg godt kan lide ved katolicismen, er, at de adskiller kirke og stat, samt at den er meget international. Når du kommer i kirken, så er der mange indvandrere. Der er et filippinsk kor, og der bliver prædiket på flere sprog, som får dig til at føle, at du er en del af noget meget større.

Det, jeg ikke kan lide ved den katolske kirke, er, at de er 2000 år om at tage en beslutning. Kirken er stadig i middelalderen i spørgsmål om homoseksuelle og prævention. Så der har vi igen de der kameler. Men som min svigermor siger: ”Vi katolikker er gode til at rumme både den katolske kirke og det, som den katolske kirke ikke kan rumme. Vi adskiller det i hovedet.”

Men jeg har også oplevet at være i den katolske kirke til jul, hvor jeg ville have nadver, men fik at vide, at det måtte jeg ikke, for jeg var ikke katolik.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det spørgsmål rammer det ømme punkt. For én ting er at sidde og snakke. Noget andet er, hvordan man gør i dagligdagen. Jeg bruger livsanskuelsen meget, når jeg skriver. Men det handler om at være god. Jeg ved ikke, om jeg gør det i dagligdagen. Jeg prøver at holde De Ti Bud og har ikke slået nogen ihjel og prøver at være sød mod mine forældre.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Lige nu har jeg det meget sådan, at det er mine forældre og svigerforældre. Jeg kan nogle gange mene, at de er rigtig irriterende. Men jeg synes, at mine forældre på deres ældre dage har fundet en speciel ro.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Forfatteren David Foster Wallace var selv kristen. Han har skrevet et fantastisk essay, ”Dette er vand”, som uden at nævne det er kristen næstekærlighed i sin essens. Han skriver om, hvordan man udøver næstekærlighed i sin hverdag.

Han har en pointe om, at du skal være dig bevidst om, hvad du tilbeder, for lige meget hvad tilbeder du et eller andet. Uden at opdage det kan man komme til at tilbede sin karriere, sine ejendele, gøre sine børn til små guder eller tilbede sin fladskærm. Så vær bevidst om, hvad du tilbeder.