Retsteolog: Jeg har ingen livsanskuelse, men en kristentro

Jeg har ikke nogen livsanskuelse, men en kristentro, der både er en livline og en ledetråd i hverdagen, fortæller retsteolog Kristine Garde. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Jeg har grundlæggende aldrig været i tvivl om min forankring i kristendommen. Heller ikke på tidspunkter, hvor tilværelsen har været aldeles kaotisk.

Retsteolog Kristine Garde mistede sin mor, da hun var ganske ung, men det fik hende ikke til at tvivle

Hvordan vil du beskrive din tro?

Som en stærk tiltro til, at Gud - som vi kender gennem Jesus Kristus - holder ved sit tilsagn om, at jeg for altid hører ham til, uanset hvad jeg selvforskyldt eller uforskyldt kommer ud for.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i et præstehjem, hvor der i mange år blev sunget bordvers, indtil vi fem børn saboterede traditionen, og det blev overladt til os selv at klare bønslivet. Min far var blandt andet præst i to landsogne på Falster, og vi blev på skift slæbt med til gudstjeneste om søndagen. Det var vi noget utilfredse med, men vi blev fortrolige med kirken og lærte næsten hele salmebogen at kende, hvad jeg senere har sat stor pris på.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg har grundlæggende aldrig været i tvivl om min forankring i kristendommen. Heller ikke på tidspunkter, hvor tilværelsen har været aldeles kaotisk. For eksempel blev min mor dræbt i trafikken, mens jeg gik i gymnasiet. Det kunne måske få nogle til at vende sig mod Gud og spørge, hvorfor det skulle ske. Men jeg har ikke sat lighedstegn mellem forkyndelsen af Guds kærlighed og de hændelser, man ved et tilfælde kan blive udsat for.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Livets udfordringer har det med at komme på tværs, men behøver ikke at vælte læsset, hvis man kan sætte det ind i troens perspektiv. Jeg har erfaret, at jeg i dag ikke længere går i panik, men bevarer roen og overblikket, når der sker voldsomme ting. Til gengæld siger folk, at jeg er halvt italiener, når jeg kan lufte mit temperament og tale med store bogstaver, når det kommer til mindre, dagligdags ting. Det har min gemal desværre måttet sande.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg har ikke nogen livsanskuelse, men en kristentro, der både er en livline og en ledetråd i hverdagen. Jeg tænker ikke inderligt over, hvordan jeg praktiserer min tro, men jeg forsøger at være et anstændigt og hjælpsomt menneske i de omgivelser, jeg befinder mig i. Jeg kommer dog altid til kort over for næstekærlighedsbuddet. Man kan sige, at selvom det er umuligt at opfylde det, skal man ikke læne sig tilbage og opgive, fordi det er et radikalt bud.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har ikke noget forbillede. Men jeg har aldrig glemt dogmatikeren Regin Prenter fra min studietid. Selvom jeg ikke kan følge ham helt teologisk - og slet ikke hans kirkeretlige betragtninger - er hans dogmatisk-opbyggelige argumentation kombineret med et smukt og klart sprog en lise for sjælen at læse.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

I åndelige forhold er jeg et meget privat menneske, der ikke delagtiggør andre i de allerinderste tanker. Til gengæld har jeg gjort Luthers ord ”synd tappert” til mit motto. Det er en lidt ironisk bemærkning, som siger noget om, at man ikke kan undgå at synde, men man skal alligevel gøre det med åbne øjne. Det handler om at leve livet ansvarsfuldt og eftertænksomt i bevidsthed om, at man ikke kan score store point, hvad det angår.