- Jeg har set, at livet er sårbart

Selvom 35-årige Lene Christiansen hver dag arbejder med mennesker, der skal dø, går hun oftest hjem fra arbejdet med et smil på læberne. For det betyder meget for hende, at hun som sygeplejerske på et hospice er med til, at patienterne får en god slutning på livet

Når nogen dør på Arresødal Hospice, spørger sygeplejerske Lene Christiansen ofte de pårørende, om hun skal åbne vinduet, så sjælen kan flyve ud. Her lufter hun bare ud. -
Når nogen dør på Arresødal Hospice, spørger sygeplejerske Lene Christiansen ofte de pårørende, om hun skal åbne vinduet, så sjælen kan flyve ud. Her lufter hun bare ud. -. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Bloklyset er ikke tændt. Det var det i fredags. Det bliver altid tændt, når nogen dør. Og i fredags døde to mennesker på Arresødal Hospice i Nordsjælland. Som et fast ritual tænder de pårørende lyset i opholdsstuen, hver gang en patient dør. Og det pustes ud igen, når den afdøde hentes og køres væk. Sådan er der flere små ritualer på det lille hvide hospice, der ligger i en dal omgivet af en masse nøgne træer tæt ved Frederiksværk. Ofte når nogen dør, spørger sygeplejerske Lene Christiansen de pårørende, om de har lyst til, at vinduet skal åbnes. Så kan sjælen flyve ud ad vinduet og forsvinde væk mellem træerne.

Se billedserie fra hospicet her

Lene Christiansen har snart været ansat på hospicet i fem år. Hun var med fra begyndelsen, hvor hospicet for første gang slog dørene op for døende patienter. Da hun søgte arbejdet, var hun slet ikke i tvivl om, at det var et job, hun gerne ville have. For i flere år havde hun arbejdet som sygeplejerske på almindelige sengeafdelinger på både Rigshospitalet og Bispebjerg, hvor der også var patienter med uhelbredelige sygdomme. Patienter, der skulle dø.

– På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke kunne holde til det længere. Der var ikke tid til at spørge ind til, hvordan de havde det med at få stillet en uhelbredelig kræftdiagnose. Jeg kunne se, hvordan de havde det. Og de havde det ikke godt. Jeg gik ofte fra arbejdet med en følelse af ikke at slå til. For der var ikke tid til at give patienterne en holistisk behandling og se på hele mennesket, siger Lene Christiansen.

Det er vigtigt for hende, at behandlingen af patienter ikke kun drejer sig om symptomerne, men også giver plads til at se på det sociale, psyken, familien, det eksistentielle og på troen.

– Det er meget interessant og lærerigt at høre om deres tro. Jeg er selv kulturkristen. Men jeg er meget åben for den måde, andre mennesker bruger deres tro og religion til at takle selve situationen, hvor de skal dø, siger Lene Christiansen.

Hun bor med sin kæreste og to børn på otte og fem år i Dyssegård lige uden for København. Transporten fra arbejdet ved Frederiksværk og hjem bruger hun til at koble fra og træde fra en verden og ind i en anden. For når hun er på arbejde, er døden omdrejningspunktet. Og sådan er det ikke derhjemme.

– Arbejdet på hospice sætter livet i perspektiv. Jeg bliver mindet om at sætte pris på det, jeg har. Jeg tager ikke arbejdet med hjem, selvom det påvirker mig. Og det gør det særligt, når jeg kan spejle mig i en situation – eksempelvis hvis der kommer en patient på min egen alder, der har små børn. Så husker jeg bagefter billedet af de to små børn i flyverdragter, der er kommet ind for at sige farvel til deres far. Det kan godt være hårdt. Men det er også rart at blive berørt. Hvis jeg en dag ikke bliver berørt længere, så vil jeg ikke arbejde med døende mennesker. For man skal også have sig selv med, siger Lene Christiansen, der med sine 35 år er den yngste af sygeplejerskerne på hospicet.

Selvom hun godt kan blive følelsesmæssigt påvirket, er det vigtigt for hende at bevare en professionel distance til sit arbejde. Alligevel har arbejdet på mange måder tvunget hende til at tænke over døden, og hvad hun selv tror, der sker, når vi dør. Hun er ikke helt afklaret. Og det har hun det fint med.

– Jeg reflekterer jævnligt over, hvad der sker, når jeg dør. For jeg har set, at livet er sårbart. Det kan hurtigt ændre sig. Jeg har gjort mig overvejelser om, hvordan min familie skal kunne klare det, når jeg dør. Men jeg har svært ved at mærke helt ind i mig selv. For selvom jeg ikke er udødelig, føles døden ikke nærtstående. Og nok også derfor har jeg ikke planlagt min egen begravelse, siger Lene Christiansen, og åbner døren ind til en tom stue. Her kommer der senere i dag en ny patient og bor.

Hun er ikke selv bange for at dø. Og de fleste patienter siger også, at de heller ikke er bange. Men alligevel oplever Lene Christiansen ofte en angst hos patienterne. Tit handler det om, at de har brug for at få taget en form for afsked med livet – for ofte er der noget uafsluttet. Eksempelvis kan nogen føle skyld på grund af noget, der er sket i deres liv. Det har de brug for at få styr på, inden de med ro kan give slip og lægge sig til at dø.

– Der kan vi godt gå ind og hjælpe dem med de svære tanker og følelser, de har, og måske tale med deres pårørende. Men det er ikke altid, vi kan hjælpe. Vi kan ikke ændre deres liv, siger sygeplejersken.

Hun spørger ofte patienterne om, hvad de tror, der sker, når de holder op med at trække vejret. For det fortæller hende noget om, hvem det er, der ligger i sengen over for hende. Hun tror selv på, at vi lever videre i de efterladtes bevidsthed. Og måske vil sjælen være et sted i nærheden.

Når hun ikke er på arbejdet, men hjemme med sine børn, kan de også godt tale om døden. De forstår godt, at deres mor arbejder på et hospital, hvor mennesker dør.

– Vi taler om, hvad der sker. Jeg har forklaret dem, at vi skal dø på et tidspunkt – at vi engang, når vi bliver gamle, sover mere og mere og lukker os inde i vores egen verden for til sidst aldrig at vågne igen. Jeg er ærlig over for dem og fortæller dem, at ingen ved, hvad der så sker. Det kan være, at vi kommer over og bo på en lille stjerne. Det siger jeg både til mine børn og til de børn, hvis forældre dør på hospicet.

Sidste år døde 146 patienter på det lille hospice, hvor der er plads til otte ad gangen. De er her gennemsnitlig i 17 dage. Lene Christiansen åbner døren til endnu en stue, hvor en patient, Inge Andersen, ligger og ser fjernsyn. Hun fortæller, hvor livsbekræftende det er for hende at være på hospicet. Ligesom hver fjerde af de døende på Arresødal Hospice har hun fået det så godt, at hun er blevet udskrevet igen.

Hun har både fået behandling, omsorg, akupunktur, massage og et par ture i jacuzzien, hvor hun har nydt et glas vin, mens hun til musik har ladet de silkebløde lavendelbobler massere hendes gamle krop. Jacuzzien står i et rum lige ved siden af, hvor der er udsigt ud over den lille skov, som omgiver hospicet.

For Lene Christiansen er det meget vigtigt, at patienterne har det så dejligt som muligt de sidste dage af deres liv.

– Det er vigtigt, at vi kigger på det hele menneske, så de kan få, hvad de har brug for. Hvis de vil i jacuzzien, så kommer de det. De bliver behandlet med stor værdighed. For de døende skal have det godt de sidste dage af deres liv, siger sygeplejersken, mens en svag brummen lyder fra "kalderen" i hendes brystlomme.

En patient har brug for hendes hjælp.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk