Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det er, at kristendommen er en rolig, fattet hånd om menneskelivet.
Jeg er bestemt ikke troende, og jeg giver ikke meget for religiøsitet i almindelighed. Men når vi nu har kristendommen som en væsentlig kulturbærer, så kan jeg godt lide – og bruge – den afdramatisering af livet, som kristendommen giver. Vi er kommet af jord, og vi skal blive til jord. Længere er den ikke.
Det er enkelt og befriende og står i modsætning til den moderne selvoptagethed, hvor hver dag skal være en fest med mig selv i centrum.
Jeg kan derimod blive fortvivlet ved tanken om en skabende Gud. Hvis han findes, så ville jeg virkelig tænke, at hvad er så lige meningen med det hele? Jeg er klar over, at den troende finder mening i, at Gud er der og har styr på det hele. Men for mig vil en skabende Gud netop ikke give mening.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Ud over romerkirkens middelalderlighed er det værste ved kristendommen de tidspunkter i historien, hvor den er blevet brugt til at udpege synd og syndere. Luther gjorde jo i nogen grad op med det, og vi har heldigvis ikke så meget af det i Danmark. Men jeg fornemmer alligevel en vis og stilfærdig moraliseren eller snigende fordømmelse hist og her. Og vi bliver jo også kaldt sognebørn og Guds børn for lige at understrege, hvor små vi er. Og gudsfrygt, glem ikke gudsfrygt!
Jeg har det også svært ved kristendommens tiljubling af mennesket som formet i Guds eget billede. Mennesket er en grådig, forurenende, voldelig og invasiv art, der er ved at ødelægge sin egen fremtid på planeten. Vi vil gerne tro noget andet om os selv, men realiteterne taler et tydeligt sprog. Og det giver ikke mening at lade troen argumentere for mennesket som Vorherres særlige yndlingsart. I givet fald har han jo taget gevaldigt fejl. Han skulle have valgt sneglene i stedet. Dem er der mere substans i.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det er folkekirkens rolige måde at være kirke på. Kirken står både kulturelt og fysisk rundt om i vores byer og på bakketoppe i landskabet, vejrbidte og erfarne og vidner om noget så sjældent som tålmodighed og tid.
Det forekommer mig, at kristendommen har en usnobbet og jævn tilgang til både liv og død. På den måde bliver det også nemmere at håndtere, at smerte, tab og død er livets grundvilkår. Der er altså både en trøst og et åndeligt menneskeligt beredskab i kristendommen, som er en medvirkende årsag til, at jeg ikke føler et påtrængende behov for at gå ud og finde en årsag til at melde mig ud af den folkekirke, som jeg har været medlem af altid.
Jeg er et gammeldags menneske, og i en tid, hvor politik har mistet autoritet, sætter jeg pris på, at vores institutioner er solide. Skat og folkeskolen kunne således godt lære noget af folkekirken.
Kirken betyder også, at der er et sted til de troende. Den er et slags reservat for religion, og det nævner jeg i al venlighed. For i et sekulært samfund er vi helst fri for, at religionen flyder i gaderne. Til gengæld skal religionen respekteres, hvis den holdes nogenlunde indenbords.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Noget af det værste er, når en eller anden biskop kommer farende ud i offentligheden og mener noget med politisk tilsnit. Den slags er gift for folkekirken. Det kan i den grad skræmme mig væk, når teologer med Gud i hånden begynder at mene noget om, hvordan vi skal indrette vores samfund. Og det går helt galt, når de stiller sig frem som humanister.
Jeg er heller ikke vild med, at folkekirken har en vis selvhøjtidelighed. Jeg forstår godt, at der for troende skal stå respekt om deres livssyn. Men jeg er nødt til at sige, at det altså også ser ud som en anakronisme.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Gudstjenesten interesserer mig ikke det mindste. Hvis jeg skal sige noget pænt om den, må det handle om orglet. Det lyder altid godt, selvom nogle af organisterne kunne bruge lidt efteruddannelse.
Jeg kan også godt lide selve kirkerummet. Der er en ro og en æstetik, som er god at have i et land med grimme byer og en urolig offentlighed.
Begge mine forældre sad i øvrigt i en kort periode i menighedsrådet. Ikke fordi de var til foldede hænder og den slags. Det var mere som en slags by-konservativ dannelse, hvor kirken var en del af sammenhængen. Min mors kulturelle liv er stadig knyttet til kirken.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Den er generelt frygtelig kedelig. Man går nedtrykt derfra. Den er dogmatisk, ligesom dåben og konfirmationen er det. Folkekirken burde afskaffe den ugentlige ritualisering og den kluntede rekruttering af sjælene. Alle har gennemskuet det, og det er kun mageligheden, der forhindrer flere i at sige fra lige præcis der. Det virker derfor også passende at anbefale folkekirken at opfinde en ny formidling og skabe noget begejstring i stedet.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Jeg har svært ved at se noget problem med et multireligiøst samfund, hvis de forskellige religiøse ledere ellers opfører sig ordentligt.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Man kan selvfølgelig altid frygte, at et multireligiøst samfund trues af indre opløsning. Men det er i givet fald ikke på grund af det forskellige religiøse indhold rundt omkring i samfundet. Det er snarere på grund af de religiøse følelser, som virkelig er irriterende, og som fylder og flyder mere og mere i samfundslivet. Og som vi andre ikke burde finde os i. Ganske vist er vi i vores tid etisk og moralsk udfordret på en række felter. Men det er ikke religionens opgave at lære os at vise det hensyn til hinanden og til helheden, som er nødvendigt, hvis vi skal leve sammen.
Det er derimod en dannelsesopgave mellem mennesker, der udspringer af borgerlighed i ordets egentlige forstand og trækker tråde tilbage til både Den Franske og Amerikanske Revolution.