Katolik: Jeg længes efter at se den økumeniske åbenhed vokse i den katolske kirke

Else Marie Kjerkegaard mener, at jo bedre forankret og jo mere erfaringsbaseret ens egen tro er, des mindre ...

Else Marie Kjerkegaard mener, at jo bedre forankret og jo mere erfaringsbaseret ens egen tro er, des mindre snæversynet er man i stand til at være over for anderledes tænkende. - Foto: Søren Staal

Hvis vi skal gøre os håb om at komme til at leve sammen i fred og fordragelighed i fremtiden, er det vigtigt, at vi kender til hinandens værdier og livsform, herunder også religiøse værdier .
Else Marie Kjerjegaard

Katolik og retræteleder Else Marie Kjerkegaard finder det problematisk for folkekirken, at mennesker kan møde præster, der mere betragter kristendommen som et kulturelt fænomen end som et spørgsmål om tro

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det bedste ved kristendommen er, at Det Nye Testamente utvetydigt sætter kærligheden til Gud og medmennesket i centrum. Det betyder, at man ikke med Bibelen i hånden kan legitimere, at man forfølger, undertrykker eller behandler andre mennesker på en nedværdigende måde.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det værste ved kristendommen er, at man historisk set har nogle grimme eksempler på, at man har gjort netop det. Også i dag kan man finde eksempler på kristne, der har svært ved at tåle andre tolkninger af kristendommen end deres egen. Det tror jeg gælder inden for alle kristne retninger.

Der er det særlige ved religion, at vi ikke kan fremføre videnskabeligt bevis for, at vores tro er sand. Det kan gøre det fristende at projicere frygt for egen tvivl over på dem, der ikke deler vores tro eller fortolkninger af kristendommen. Med andre ord: Når jeg ikke tør stå ved min egen tvivl, tåler jeg ikke, at I provokerer mig ved at tænke anderledes.

Men jo bedre forankret og jo mere erfaringsbaseret ens egen tro er, des mindre snæversynet er man i stand til at være over for anderledes tænkende.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det bedste ved folkekirken er alle de smukke middelalderkirker og domkirker, som er en del af vores fælles kristne arv. Jeg var i mange år uden kirkeligt tilhørsforhold, men for elleve år siden blev jeg medlem af den katolske kirke. Som katolik har jeg ikke så mange berøringer med folkekirkens indre liv. Inden for det sidste halve års tid har jeg imidlertid haft to fine oplevelser med folkekirken.

Den ene var i foråret, hvor jeg var inviteret til at holde foredrag i en menighed i Odsherred. I den forbindelse spurgte præsten til min store overraskelse, om jeg ikke også havde lyst til at holde prædikenen under den forudgående andagt i kirken. Det krævede lidt overvejelse, inden jeg sagde ja. For var jeg nu også i stand til det?

Men da jeg først stod på prædikestolen og læste og fortolkede teksten om den tvivlende Thomas, blev jeg grebet af glæde og taknemmelighed over præstens økumeniske holdning og den åbenhed, som folkekirken har over for kvinders rolle i kirken.

 En åbenhed, jeg længes efter at se vokse i den katolske kirke. Den anden oplevelse havde jeg for nylig under en længerevarende indlæggelse på Rigshospitalet. At sygehusene i dag er højt specialiserede, vidste jeg. Men at de i deres hele virke er meget opsplittede og sekulariserede i deres menneskesyn, kom bag på mig.

Det hele menneske med krop og ånd har mere end svært ved at trænge igennem til ikke blot lægerne, men også plejepersonalet. En morgen efter en særlig ubehagelig nat gik det op for mig, at det var søndag, og at der kunne tænkes at være gudstjeneste i det andagtsrum, som jeg så ofte havde passeret under ærinder på Riget.

Et opslag på internettet på min tablet bekræftede det. Men at få en portør bestilt til at køre mig ned til gudstjenesten i en kørestol var ikke så ligetil. Min ellers imødekommende mandlige sygeplejerske så forskrækket på mig og sagde, at det havde portørerne ikke tid til.

Det lykkedes først at få ham til at ringe efter en portør efter en vred svada og en kraftig henvisning til, at det faktisk stod på Rigets hjemmeside, at man kunne blive kørt derned, endda hvis man lå i en seng. Så jeg kom af sted, og gudstjenesten blev en smuk og berigende oplevelse, både liturgisk, musikalsk og menneskeligt. Det var folkekirken, når den er allerbedst.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Folkekirken spænder vidt, og det er svært at sætte den på formel. Selv kender jeg i dag mest folkekirken gennem de efterhånden mange mennesker, der har deltaget i de retræter, jeg holder på Sankt Birgitta Kloster i Maribo. Kun få af dem er katolikker. De fleste har eller har haft et tilhørsforhold til folkekirken.

Det, der typisk tiltrækker retrætedeltagerne, er den stilhed og oplevelse af autentisk praktiseret tro, som de møder på klosteret og hos Birgitta-søstrene. 

Samt at jeg underviser på en sådan måde, at de får bygget bro mellem den viden og erfaring, de måtte have med meditation og selvudvikling, og deres interesse for det, der sker, når man går ind i et kristent rum. På den måde får mange udvidet deres perspektiv på, hvad tro og kristendom er og ikke er.

Det er efter min opfattelse et problem for folkekirken, at mennesker tilsyneladende kan møde præster, der mere betragter kristendommen som et kulturelt fænomen end som et spørgsmål om tro. For hvis ikke man har troen med i sit virke som præst, kan man ikke tænde andre for kristendommen.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det er så helt afgjort vores salmeskat. I min barndom fik jeg kristendommen sunget ind gennem salmerne. Ikke i skolen, hvor udenadslære af salmer og luthersk katekismus fyldte alt for meget i kristendomsundervisningen i de større klasser. Og i den lokale sognekirke kom min familie sjældent. Så det var en hjemmesyerske, der gav mig glæden ved at synge salmer.

Mens hun sad og syede ved spisebordet i køkkenet, sang hun den ene salme efter den anden, og jeg sang med af hjertens lyst. Jeg havde tidligt lært at læse og kunne derfor som fem-seks-årig sidde og synge efter salmebogen. For jeg kunne jo ikke salmerne udenad som hun - ikke i starten i hvert fald.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Når en retræte lakker mod enden, er der altid interesse for at drøfte, hvordan ånden fra retræten kan blive videreført efter hjemkomsten. Da hører jeg indimellem beretninger om, hvor svært det i nogle områder af landet kan være at finde en kirke, som man kan føle sig hjemme i.

Selvom gudstjenestens opbygning er ens i folkekirken, kan den fremtræde meget forskelligt, først og fremmest afhængigt af den lokale præst, men også af menigheden og variationen i tilbuddene.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Jeg har haft megen glæde af i en periode af mit liv at være med i en buddhistisk gruppe, at deltage i buddhistiske retræter og at blive undervist af en zen-buddhistisk mester.

Her fik jeg inspiration til at opsøge mine kristne rødder og fik en forståelse for den kristne kontemplative tradition, som kom til at betyde, at jeg endte med at søge optagelse i den katolske kirke.

Buddhismen blev på den måde en del af det at gå Vejen for mit vedkommende. Jeg tror også, det multireligiøse samfund bidrager til, at vi får et mere afklaret forhold til, hvad vi selv tror på og hvorfor. Jeg tænker ikke her på uforpligtende erklæringer om, at ”Danmark er et kristent land”, men på de overvejelser, som vi gør os personligt.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Ukendskab til hinanden skaber let fordomme. Vi lever i stigende grad i en globaliseret verden, og hvis vi skal gøre os håb om at komme til at leve sammen i fred og fordragelighed i fremtiden, er det vigtigt, at vi kender til hinandens værdier og livsform, herunder også religiøse værdier og religiøs praksis.

Det kan det multireligiøse samfund bidrage til. Hvis vel at mærke alle parter har en seriøs interesse i at blive udfordret på deres fordomme. Ellers risikerer det multireligiøse samfund at blive grobund for konflikter, som splitter befolkningen og i værste fald udvikler sig til vold.