I Hvalsøsalen i Hvalsø Kirkes sognegård et sted på Midtsjælland er der liv og glade dage. Babysalmesangen er netop slut, hvilket man kan høre på klaveret, som børnene har fået fri adgang til.
Selvom Søren Elbæk Jensen senest har markeret sig offentligt med kritik af den travle kirke, er der fuld fart på i den aktivistiske Hvalsø Kirke, hvor han er hjælpepræst. Her er der både minikonfirmander, spaghettigudstjeneste og skærtorsdagsmiddag.
Som aldrig før er det offentlige lys blevet rettet på hans person den seneste tid. Men han synes ikke selv, at hans person er vigtig:
”Jeg foretrækker klart at være anonym, og når jeg står på prædikestolen, så jeg helst, at præstekjolen var en burka. Jeg søger ikke opmærksomhed, men har altid været optaget af at formidle budskaber.”
Nu har formidlingen så indbragt den polemiske prædikant en advarsel fra biskoppen. I en gudstjeneste med præster fra hele Lejre Provsti rejste han spørgsmålet, om sognene risikerer at glemme højmessens betydning, når de kaster sig over alskens aktiviteter og særgudstjenester.
Den famøse prædiken er med i Søren E. Jensens nye bog, der er en prædikensamling med titlen ”Kulsorte syndere i en kridhvid kirke”. Bogen udkommer i næste uge i anledning af Søren E. Jensens 50-årsfødselsdag på søndag. Her kan alle interesserede selv danne sig et indtryk af den omdiskuterede præsts prædikener.
Men hvad er egentlig en prædiken?
”Jeg ved det ikke. Men min særlige måde at prædike på er præget af rigtig mange år i journalistikken. Du kan ikke lægge din stil fra dig. Men det, som undrer mig, er, at man kan eksperimentere og lave nye bønner, du kan ændre på liturgien, og du må lave nye salmer. Men hvad med den nye prædiken? Når der er debat om prædikenen, henviser man lige pludselig til Danske Lov og understreger, at den kun skal forkynde og ikke polemisere,” siger Søren E. Jensen.
Han anerkender, at forkyndelsen i gudstjenesten er vigtig, men efter hans opfattelse indgår prædikenen i en forkyndende sammenhæng af salmer, bønner og bibeltekster. Han lægger vægt på, at en prædiken derimod skal tale dagligdagens sprog og helst være aktuel.
”I en gudstjeneste er der ved siden af prædikenen et underforstået budskab, og det ved folk godt. Jeg er faktisk selv overrasket over, at mine prædikener er blevet så polemiske, for da jeg var journalist, var jeg ikke videre polemisk. Men jeg oplevede, at det blev tendenser i tiden og i kirken, jeg rasede imod, da jeg begyndte at skrive prædikener. Det var for eksempel populært at sige, at vi som kristne skulle være 'hele mennesker'. Det er vi ikke, vi er syndere hver og een,” siger Søren E. Jensen og giver et andet eksempel på sin polemik:
”Vi lever i en ukristelig tid, hvor du skal bære din egen byrde. Hvis du bliver fyret, er det din egen skyld. I gamle dage kunne man skælde ud på ledelsen eller bestyrelsen. Jeg kan godt savne det, man sagde i 1970'erne: Det er samfundets skyld,” siger Søren E. Jensen.
Han er blevet præst i en sen alder efter mange år som fortrinsvis journalist og forfatter. Så hvad er hans mission?
”Jeg prædiker primært for dem, som ikke selv går i kirke, og det er derfor, jeg udgiver en prædikensamling. Jeg er jo selv en kulturkristen, fordi jeg kommer fra et kirkefremmed hjem. Selvom jeg efterhånden har en vis fortrolighed med kirkens liturgi, så er jeg alligevel også en, som er kommet ind udefra. Her i Hvalsø er der ikke særlig mange, der går i kirke, og der er ikke en fast menighed. Du ved principielt ikke, hvem du prædiker for, men der sidder nok en del kulturkristne på kirkebænkene. De, som ikke regelmæssigt går i kirke og kender det særlige sprog, skal også møde en genkendelighed og hjemlighed, når de endelig kommer til en gudstjeneste, for eksempel en dåb eller begravelse. Det er meningen med mine prædikener,” siger Søren E. Jensen og beskriver sig selv og de andre kulturkristne:
”I vores forhold til kirken og troen er der et eller andet, som dirrer, men som vi ikke rigtigt kan formulere. Sådan kan kristendommen sagtens bruges, for den skal hele tiden være i bevægelse. Derfor er min frygt i forbindelse med de forskellige præstesager, at kristendommen stivner, fordi du som præst skal indordne dig i et bestemt firma, hvor der ikke længere må være den frie forkyndelse eller debat blandt præster,” siger Søren E. Jensen.
I debatten bruges ordet teologi flittigt, så derfor er det nærliggende at spørge en prædikant om, hvad teologi er.
”Dengang jeg læste teologi, var det meget bredt defineret. Man kan måske sige, at jeg mere har en litteraturuddannelse end en teologisk, med et speciale i digterne Per Højholt og Søren Ulrik Thomsen. Forståelsen af, hvad der er teologi, veksler hele tiden. Tidligere ville man i etiske spørgsmål også høre teologernes vurdering. I dag er teologi tæt forbundet med troen og med, hvad du tror på som præst,” siger Søren E. Jensen og forklarer:
”I debatten om Thorkild Grosbøll og Per Ramsdal lyder der et ramaskrig fra folk, fordi de opfatter præster som deres stedfortrædere i troen. Det er måske teologi, men det er en elendig teologi, fordi troen er folks eget ansvar,” siger Søren E. Jensen.
”God teologi er derimod, at kristendommen er i stadig bevægelse. Til stadig drøftelse og til betvivlelse gang på gang. Man kan lige komme tæt på det endelige svar, så er det væk igen. Og sådan er det hele tiden med teologien og vores tolkning af kristendommen. At jeg så kan stå på prædikestolen og sige til folk 'nu skal I høre den endegyldige sandhed', det er jo noget, som slutter, når gudstjenesten er forbi. Så står vi bagefter og får en smøg sammen, og jeg spørger, om jeg kan låne en motorsav. Så taler vi om noget helt andet,” siger Søren E. Jensen.
Om den teologiske debat i dag siger han:
”Det, som er sket de sidste 15-20 år, er, at kirken og de teologiske fakulteter har bevæget sig væk fra hinanden. Folkekirken er blevet mere firmaorienteret med biskopperne som ledere. I Ramsdal-sagen synes jeg, det er mærkeligt, at det ikke er biskoppen selv, der kan forestå mentor-forløbet, men at man skal hente en teolog fra universitetet. Hvis biskopperne skal til at fylde så meget med deres ledelse, skal de også selv udvise mere teologisk kvalitet. Tidligere var der teologisk kvalitet blandt biskopperne, fordi de vidste, at de skulle leve op til de teologiske fakulteters niveau. Det betød, at den interne kirkelige debat var meget mere livlig og fri, og at man som præst kunne sige mere,” siger Søren E. Jensen.
Han mener, at kritikken skal holdes åben i folkekirken, for ellers vokser små fejl sig store.
”Men det er ikke noget med, at jeg fraskriver mig trosbekendelsen eller i mine prædikener ikke tør tale om Kristus som Guds søn. Eller at jeg vil have verdslige sange ind i kirken og lave nogle bønner, hvor der ikke står så meget om Gud og Jesus. Det skal være de klassiske bønner og den klassiske trosbekendelse, og det skal være Kingo, og det skal være Brorson. Og så skal det være Ingemann på en glad dag. Det er den fjerne kirke på en god måde, som også gælder de faste kirkegængere. Her er du lige pludselig underlagt et ritual, hvor du kan agere med nogle ting, som ellers ikke er til at formulere. Her er troen lagt i faste rammer og her er der ikke grund til at lave noget om,” siger Søren E. Jensen om gudstjenesten.