”Lige et øjeblik“”
Mercy Anofua Bedu-Addo løber ud af præstekontoret ved Brøndby Strand Kirke og sætter efter en afrikansk kvinde, som hun har fået øje på ud gennem vinduet.
Fem minutter senere kommer hun tilbage og fortsætter samtalen.
”Det var en gammel bekendt fra Ghana. Jeg ville lige fortælle hende, at jeg skal indsættes som præst, og at hun er velkommen. Jo flere der kommer for at være sammen med os, og med Gud, jo bedre,” siger Mercy med et smil.
Den 64-årige Mercy Anofua Bedu-Addo er født i Ghana, og de andre præster ved Brønby Strand kirke har efterhånden lært at sætte pris på hendes spontane og ligefremme omgangsform. Sidste søndag blev hun indsat som sognepræst i kirken lige syd for København.
For omtrent 25 år siden kom hun til Danmark, da hun havde mødt en dansk mand. Selv om de siden blev skilt, blev Mercy boende i Danmark. Og efter flere år med sprogskole og HF-kursus søgte hun ind på teologistudiet på Københavns Universitet og gennemførte på mere end ti år. Ved siden af studierne arbejdede hun blandt andet som rengøringsassistent, og de sidste par år har hun arbejdet som selvstændig frisør, mens hun har søgt job som præst.
For et par måneder siden mødte hun Elisabeth Krarup de Medeiros, sognepræst i Brøndby Strand Kirke, som så store muligheder i at knytte Mercy til kirken. Biskoppen i Helsingør Stift, Lise Lotte Rebel, kunne også se ideen i at ansætte en teolog med afrikansk baggrund i det multietniske sogn, hvor cirka halvdelen af indbyggerne har anden etnisk baggrund end dansk, heraf er mange kristne med baggrund i blandt andet Afrika og Østeuropa.
Det var en stor dag for Mercy, da hun første gang prædikede og uddelte nadver i folkekirken, og hun takkede Gud for at have ført hende dertil.
”Hele mit liv har jeg vidst, at Gud var med mig, og at jeg ønskede at tjene ham i kirken. Men at jeg skulle blive præst i folkekirken, drømte jeg selvfølgelig ikke om som barn,” siger hun med et smil.
Mercy voksede op i en familie, der var tilknyttet den lokale metodistkirke i Ghana. Hendes far var uddannet lærer og fungerede som prædikant i kirken, mens hendes mor var organist. Som barn og ung deltog Mercy i gudstjenester, bønnegrupper og frivilligt socialt arbejde i og omkring kirken.
”Jeg blev opdraget med Gud som en vigtig del af tilværelsen, og for mig og mine kammerater var den treenige Gud en realitet, vi lærte at kende ved at høre Bibelen, synge salmer og bede sammen. Mænd, kvinder og børn var aktive i kirken og delte troen,” siger hun.
Den måde at dele troen på er noget af det, Mercy gerne vil bringe ind i folkekirken i Brøndby Strand. Derfor taler hun med de afrikanere og andre indvandrere, hun møder i lokalområdet. Hun spørger dem, om de kender Gud, og inviterer dem til at deltage i fællesskabet i menigheden.
”Det er min drøm, at vi kan skabe en mere international menighed, hvor flere lærer Gud at kende. Jeg tror, at hvis vi får børnene ind i kirken, følger forældrene med, fordi de opdager, at de har mistet eller glemt noget, som deres egne forældre og bedsteforældre havde. Når børnene møder Gud i bibeltekster og salmer, bliver han levende for dem, fordi Helligånden virker i mødet,” siger Mercy Anofua Bedu-Addo.
Hun understreger, at liturgien i metodistkirken i Ghana i hendes barndom var meget lig den, der findes i folkekirken. Den karismatiske strømning i kirkerne i Ghana kom til sidenhen, og den er Mercy ikke så begejstret for. Hun ønsker ikke at ændre på gudstjenesteformen i Brøndby Strand. I stedet vil hun gerne skabe grupper for både børn og voksne, hvor de kan opleve glæden ved at dele troen.
”I Ghana er mænd aktive i kirken og har deres egne grupper, hvor de mødes. Jeg skal nok få fat på mændene og få dem i kirke. Jeg vil sige til dem, at de skal komme og opleve Gud og give ham en chance,” siger Mercy.
Det har hun fuld opbakning til fra sognepræst Elisabeth Krarup de Medeiros:
”Mercy kan noget, som en jysk pige som jeg ikke kan. Hun møder folk på gaden og taler frimodigt med dem om troen. Hun kan være med til at vise, at vi vil være kirke for alle”.
Elisabeth Krarup ønsker, at de kristne indvandrere oplever folkekirken som et reelt supplement til migrantmenighederne.
”Ikke mindst over for migranternes børn har vi en forpligtelse,” siger hun og tilføjer, at der på dette års konfirmandhold i Brøndby Strand Kirke var tre piger med afrikansk baggrund, hvis forældre kommer i migrantmenigheder andre steder i København. Sognepræsten drømmer om, at Mercy på sigt kan blive ansat på provstiplan i en stilling, hvor hun for eksempel kan arrangere månedlige gudstjenester og ugentlige bibelstudiegrupper på engelsk.
”Og så kan Mercys historie være et stærkt vidnesbyrd om, hvor meget man kan nå ved at følge Guds kald og arbejde hårdt for at realisere sin drøm,” siger hun.