Hvad er det bedste ved kristendommen?
At Gud er større end mennesket. Det gælder naturligvis også andre religioner. For mig er den store forskel, om man er troende eller ej. At Gud er større end mennesket, betyder, at man ikke forestiller sig, at man selv kan klare alt i tilværelsen. Mener man det, kommer man næsten til at gøre sig selv til Gud. Eller lader Darwin få det sidste ord. At Gud findes, betyder, at jeg gør, hvad jeg nu skal, så godt som det er muligt. Mere kan jeg ikke. Jeg kan kun tro og håbe på, at der er større kræfter på spil, også når tilværelsen er ved at ramle, eller glæde mig taknemmeligt over disse kræfter, når noget vidunderligt hænder i mit liv.
At jeg blev protestantisk kristen og ikke buddhist eller andet, betragter jeg som en kulturel tilfældighed. Fordi jeg nu engang er født og opvokset i Danmark, blev jeg givet den trosretning, der er den dominerende her, og som min far havde fået som gave i sin familie. Havde mine forældre og generationer før dem levet i et andet land med en anden religion, havde jeg sandsynligvis tilhørt den. Skønt min mor ikke er med i den danske folkekirke, fandt hun det rigtigt, at jeg blev døbt, sådan som min far ønskede det.
Det bedste er også, at man som kristen har mulighed for at give plads, som når min far ikke forhindrede min mor i at lade mig bede en bøn, som en norsk barnepige engang havde lært hende. Den lærte min mor mig i stedet for Fadervor: ”Kære Gud, jeg har det godt. Tak for alt hvad jeg har 'fåt'. Du er god, du holder af mig. Kære Gud, gå aldrig fra mig. Pas på lille og på stor. Gud bevare far og mor.” Den bøn bad jeg med stor alvor hver aften, fra jeg fik sprog. Gradvist udvidede jeg den til også at rumme karlene, pigerne, hunde, katte og mange af gårdens andre dyr. Jeg husker min tante stå i døråbningen og vride sig af grin over, hvor komisk jeg var. Noget krakelerede totalt i mig, og siden da har jeg ikke kunnet bede, når andre var til stede.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Når den missionerer. Eller den forsøger at frarøve én muligheden for at betragte verdens tilblivelse og opstandelsen som metaforisk.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Når den er rummelig og favnende, ikke dogmatisk, ikke kæmper for, at én retning er bedre end en anden. Med rummelighed mener jeg ikke, at den danske folkekirke skal inkludere new age-lignende retninger med mere: Dens opgave er at formidle det evangelisk-lutherske budskab.
Det bedste ved folkekirken er, at den findes, og at min far troede, at det ”hjalp” mig at blive døbt, skønt han selv som kristen måtte flygte til Sverige under Anden Verdenskrig, eftersom han via sin mor havde jødisk blod i årerne. Jeg blev døbt, fordi min far tilhørte folkekirken, og fordi grundtvigianismen betød meget hos hans bedsteforældre på fædrene side - og jeg meldte mig ud af folkekirken som den første voksne, selvstændige handling, jeg foretog - og meldte mig ind igen ved min fars død, for den kristne tro var dog det smukkeste, han havde forsøgt at give mig. Jeg forstod, at rødderne gik så langt tilbage, at de var indvævet i den kultur, jeg er vokset op med.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Når den ikke er rummelig. At jeg skal slås i hovedet som sekulær af andre kristne. At jeg som kristen jøde ustandseligt skal have at vide, at jeg ikke er ”rigtig” kristen. Det værste er en præst, der ikke selv kan lytte. Det var en sådan præst, der fik mig til at melde mig ud af folkekirken, få dage efter jeg var blevet konfirmeret i Hellebæk Kirke. Han berøvede mig min barnetro og optræder i digtsamlingen ”Salamandersol” (2012), en erindringsbog, der består af et digt for hvert levet år. Her er sidste del af digtet, der omhandler den 14-årige:
... Præsten kvæler min tro med dogmatik,/ bekæmper uden nåde/ min kærlighedssyge,/ da bøgen springer ud,/ og solen jager ned,/ rammer det grønne, rammer os i skovbunden,/ overstråler alt./ Hos præsten melder jeg mig ud/ kort efter konfirmationen,/ vinker farvel til den kirke, der ikke rummer/ dobbelttændt glæde,/ ikke begriber en fjortenårig.
Besynderligt nok kommer ”Udmeldelse af Folkekirken” op som første forslag, når man googler den danske folkekirke. Hvorfor mon?!
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Velsignelsen.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Jeg kommer yderst sjældent i kirken, da den ikke er et sted, jeg kan koncentrere mig, medmindre kirken står tom. Jeg kan sagtens tilbringe lang tid i en kirke, når der ikke er nogen, der forstyrrer. Jeg har været udsat for, at præsten rapper sin prædiken eller meget eksplicit docerer politik i stedet for at gå i dybden med dagens tekst. Begge dele kan afholde mig fra overhovedet at komme til en gudstjeneste. Jeg finder det også ubærligt med børn, der løber råbende omkring og skal ses, fordi forældrene mener, at børnene er det bedste i verden og derfor bør have frie og uhæmmede udfoldelsesmuligheder. Fri udfoldelse, der går ud over andre, forekommer mig at være en grotesk frihedsopfattelse. Derimod er det fint, at børnene deltager, hvis forældrene sørger for, at børnene forstyrrer mindst muligt. Når forældrene griber ind, kan man bære over med meget.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Sådan som vi bevæger os omkring på kloden, bliver konsekvensen uvægerligt, at hvert land kommer til at repræsentere flere religiøse retninger. Det bedste er, at de findes side om side, og at vi respekterer hinandens forskelligheder. Problemet er nu, at folkekirken foretrækkes i Grundloven.
Det er muligt for forskellige religioner at eksistere ligeværdigt, hvis vi ikke vil hinanden til livs. Med den udvikling, der naturligt er i gang i samfundet, og tilmed i stort skred, er det derfor tid til at overveje at ophæve folkekirken som den danske statskirke, skønt den udgør det største kirkesamfund, vi har her i landet. Så længe folkekirken er en statskirke, har vi imidlertid ikke for alvor accepteret andre trosretninger. Det er på den anden side ikke min tanke, at folkekirken skal miste sin interne mangfoldighed! Dynamikken er i gang, trossamfund uden for folkekirken får stadigt flere medlemmer, men ingen vover tilsyneladende at tage det store skridt.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det er intolerance, det, at religioner undertiden forsøger at bekrige hinanden i mange betydninger.