Vi har da skønne og smukke steder på jorden, men det kan kun blive en skygge af, hvad jeg så deroppe. Der er en harmoni mellem farverne, Guds herlighed og lovsang alle steder, og det hele peger opad mod Gud. Jeg ville gerne have set en masse og været rundt, men jeg ser på min højre side en engel, som i hvert fald er to meter høj.
LÆS OGSÅ:Krydsfeltet mellem livet og døden
Sådan fortæller 34-årige Meik Aas-Hansen om den oplevelse, han havde for 17 år siden, da han døde på Herning Sygehus af en alvorlig tropesygdom. Som Lazarus i søndagens tekst, der bliver vækket fra de døde, blev han også kaldt tilbage til livet af Gud.
Pædagoguddannede Meik Aas-Hansen fortæller om sin oplevelse i den lyse stue i familiens nye hus. Det ligger i en lille landsby i det østlige Aalborg, som i sin tid var hjemsted for blandt andre medarbejdere fra cementfabrikken Aalborg Portland. Fabrikkens skorstene rejser sig ikke langt derfra grå og mægtige over huset op mod de travle efterårsskyer.
I nærheden ligger sognekirken, Rørdal Kirke. Men det er nu ikke her, Meik Aas-Hansen går i kirke med sin kone, Tabita, Grace på 4 år og Nathanael på 10 måneder. De går i Aalborg Menighedscenter nede på havnen, hvor der er børnefamilier, musik og lovsang.
I 1995 kom den 16-årige Meik Aas-Hansen hjem fra Afrika med en alvorlig tropesygdom. Lægerne havde svært ved at give en præcis diagnose den kom først halvandet år efter fra USA men der var uden tvivl tale om en eller flere former for parasitter. Han havde voldsomme smerter og stivhed i leddene og betændelse i begge sider af hjernen. Undersøgelserne viste desuden, at de røde og hvide blodlegemer var kraftigt reduceret, ligesom der var tendens til, at hans blod størknede.
Efter en uge døde Meik Aas-Hansenaf infektionen, som standsede hans hjerte.
Jeg begynder langsomt at miste synet, og for enden af min seng bliver alt uklart. Jeg kan mærke, at de stikker mig i ryggen. Jeg kan huske en hel del spørgmål, og nogle af dem kan jeg svare på. Men til sidst er det, som om jeg ikke kan finde ud af, hvad de siger omkring mig. Der bliver mere og mere smerte i hovedet, det trykker i kroppen, og jeg kan ikke bevæge mig. Så bliver alting bare helt stille og helt sort.
Men det gik rimeligt stærkt fra at være i mørket, til jeg bliver løftet opad, og det hele bliver lyst omkring mig. Man tænker ikke, det går så stærkt, det er så overvældende en oplevelse, og så kan jeg se, at jeg bare står der og kan se, at jeg er landet. Vi har da skønne og smukke steder på jorden, men det kan kun blive en skygge af, hvad jeg ser deroppe. Der er en harmoni mellem farverne, Guds herlighed og lovsang alle steder, og det hele peger opad mod Gud. Jeg ville gerne have set en masse og været rundt, men jeg ser på min højre side en engel, som i hvert fald er to meter høj. Ikke sådan en glansbilledengel, men en stærk og robust mandsskikkelse med øjne nærmest som flammende ild.
Men det er ikke skræmmende. Vi bevæger os fremad, jeg mærker skridtene, men jeg mærker dem ikke som på jorden. Der er ingen tid, alt er bare evighed. Vi går på en grøn eng, hvor alt er smukt og i harmoni. Jeg har hørt, at andre mennesker har set gader af guld, men jeg kom aldrig op i byen.
Vi går der, og det er så fantastisk. Jeg siger: Hvor er her fantastisk, her kunne jeg godt tænke mig at blive. Vi stopper og kigger på hinanden. Englen siger til mig: Det er ikke tid for dig. Jeg har en opgave tilbage på jorden. Det bliver ikke sagt, hvad opgaven er, men jeg ved godt, at den store opgave er at fortælle mennesker på jorden, at de godt kan komme derop, hvis de siger ja til Jesus som herre og frelser. Himlen er der, og den er mere virkelig end livet her på jorden. Det, vi har her på jorden, er skygger af det, som kommer.
Det næste, jeg ser, er, at jeg forsvinder derfra og ser min hospitalsstue, og jeg ligger i min seng. Rundt omkring står der nogen, jeg ikke umiddelbart kan se, hvem er. Senere har jeg fået at vide, at de har fået autoritet af Jesus til at bede denne bøn: Jeg taler liv ind i Meik i Jesu navn. Det var de ord, de havde fået. Jeg ser det, som en ud af kroppen-oplevelse, og på et splitsekund er jeg bare inde i kroppen igen. Jeg åbner øjnene, og så er der de smerter og det ubehag og trykken i hovedet igen. Til at begynde med kan jeg ikke lige forstå den reaktion, at de er så glade og jubler. Jeg tænker ikke over, at jeg har været død. Jeg har været et sted og set noget, og nu er jeg tilbage igen.
Meik Aas-Hansen har aldrig rigtigt fået at vide, hvor lang tid han var væk. Men da han vågnede, var hans ben blåmarmorerede. Mens bønnen fortsætter, begynder der at komme puls i benene, og han kommer til live igen. Han mener selv, at det må have været mere end en halv time. Mens han var væk, kiggede personalet til ham og troede nok, at han sov. Men i virkeligheden var han død. Da lægerne forgæves havde forsøgt at vække ham til live, fik hans mor, som kom ind på hospitalet, den besked, at det var for sent, men at hun gerne måtte ringe rundt og informere familien. I stedet ringede hun til familiens præst.
Alle tænkte, at det ikke kunne passe, at en 16-årig knægt lå der. Det var for tidligt, siger Meik Aas-Hansen.
Vores præst tog sammen med nogle af kirkens ældste hen på hospitalet for at bede for mig. De bad ud fra Jakobsbrevet: er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham.
Da jeg vendte tilbage fra min nærdødsoplevelse, var det dem og min far og mor, som stod rundt om mig og bad for mig, mens personalet ikke forstod noget af det, siger Meik Aas-Hansen med et af de mange smil, som hele tiden ledsager hans fortælling.
I de næste to en halv måned var Meik Aas-Hansen flere gange i koma, inden han blev udskrevet fra hospitalet, men han fik ikke flere nærdødsoplevelser. I dag er det kun af og til, og når han på en særlig måde bliver mindet om det, at han genkalder sig oplevelsen.
Men på et senere tidspunkt, da min oplevelse spredte sig til en bredere kreds og blev almindeligt kendt af mange, begyndte folk at komme og spørge mig til det. De spurgte mig blandt vennerne, de spurgte mig i kantinen, og de spurgte mig i min familie. Men jeg har ikke bygget mit liv på det. Folk har spurgt, og så har jeg prøvet at fortælle, hvad jeg har oplevet, siger Meik Aas-Hansen, som understreger, at det kristne evangelium altid er fyldt med Guds kraft, selvom der også kan være modstand mod budskabet.
Jeg kan godt forstå, at når man lever i tiden og har travlt, så siger man også, at man ikke har tid til Gud. Det er utrolig svært for os, for vi ser alting ud fra tiden, ikke ud fra evigheden. Vi taler om, at vi har vores egne idéer og vil gå vores egne veje. Mange vil næsten være deres egen Gud. Men Gud er universet, og han er vores dna. Han har styr på det hele, men vi vil gøre ham fjern.
Når Gud holder hele universet i sin hånd, er det utroligt, at man kan stå der som et lille støvfnug på jorden og sige: Han findes ikke, han kan ikke gøre noget. Han kan ikke opvække den døde eller helbrede den syge, det er bare en historie. Men det sker altså også i dag. Jeg har set så meget, som Gud har gjort, til alles store forundring, siger Meik Aas-Hansen.
Søndagens tekst
Søndagens tekst til 16. søndag efter trinitatis Johannesevangeliet kapitel 11, vers 19-45.