Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro hænger tæt sammen med Vartov, som min far og hans slægt er knyttet til. Jeg føler et stærkt slægtskab med værdigrundlaget der, den frisindede grundtvigianisme, som mange netop kritiserer for at være for rummelig. Men for mig giver det mening med en kristendom, som er præget af en sund kildekritisk tilgang, hvor et moderne menneske, der tilslutter sig teorien om Big Bang, kan rummes.
Jeg tror ikke på en almægtig Vorherre, der styrer detaljerne i vores liv, styrer liv og død. Vi har selv en stor del af ansvaret. Prædikenerne og samtalerne er meget åbne og kan være Bibel-kritiske, ’kan-det-nu-være-rigtigt’ og ’hvad-kan-vi-så-få-ud-af-det?’ – men ender altid ved, at vi tror på, at Vorherre er der for os.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Altså, det var først og fremmest ikke et hjem, der var meget præget af kirke eller tro. Min far har vel fortalt nogle bibelhistorier, uden at det dog står særligt klart for mig. Vi sang ’Lær mig, nattens stjerne’, inden vi gik i seng, og jeg husker svagt en aftenbøn, da vi var helt små.
Han gik af og til i kirke, men han forventede ikke, at vi ville med. Men da vi blev ældre, vendte både min søster og jeg ’tilbage til gerningsstedet’. For mit vedkommende var det en naturlig konsekvens af, at jeg efterhånden kunne se, hvilket værdigrundlag jeg havde med, hvad Vartov repræsenterede, og at der var noget i det, som var vigtigt og skulle med videre.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg vil ikke sige, at min tro har været udfordret. Men som ung forholdt jeg mig ikke meget til troen, og der var en årrække, hvor jeg ikke syntes, at jeg kunne sige ja til hele pakken. Derfor modtog jeg heller ikke nadver. Men da jeg blev 25-27 år, søgte jeg tilbage, og nu føler jeg mig fuldstændig hjemme i Vartov. Det føles godt at lægge sig på knæ som udtryk for, at jeg accepterer, at der er noget, der er større end mig. Jeg er ikke selv herre over alting. Det moderne menneske ligger ikke på knæ for meget nu om stunder.
Jeg er overbevist om, at min tro kan holde til en livskrise. For jeg tror ikke på en Gud, som kan forskåne os for lidelse og sygdom. Så den dag, min tur kommer til at opleve den slags, vil jeg ikke skælde ud på Gud. Men jeg tror, mit tilhørsforhold til kirken vil trøste mig. Og jeg tror også, at den tryghed, jeg henter hos Vorherre, vil gøre mig mere cool på den sidste dag.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har min fars slægt og Vartov i høj grad. Min farmor og farfar var mere troende, end jeg egentlig tænkte over som barn, men på en meget rummelig måde. Min farmor, som døde sidst af de to, var helt klart meget troende. Men hendes tro betød netop, at hun aldrig kunne finde på at fordømme mennesker, som fik børn uden for ægteskab, ikke lod deres børn døbe eller på anden måde brød med det, nogle især dengang opfattede som kristne normer. Hendes kærlighed lod sig ikke påvirke af den slags.
Hvordan gør din livs- anskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg har ingen faste ritualer i hverdagen og beder ikke til Gud. Men jeg folder med stor naturlighed mine hænder i kirken og beder med. Det giver mening for mig at takke Gud, når jeg er i kirkens rum. Min tak går mest på, at jeg får lov at være under Vorherres paraply i meget bred forstand, og at troen giver mig et værdigrundlag og en tryghed.
Jeg går ærligt talt meget sjældent i kirke, men min mand og vores børn kommer dog af og til til gudstjeneste og andre arrangementer i Vartov. Jeg vil gerne give mine børn et uproblematisk og naturligt forhold til kirken som et sted, hvor de kan søge mening og være del af et kulturelt fællesskab.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål
Jeg er ikke typen, der har idolplakater hængende. Men jeg sætter Vartov-præst Niels Grønkjær meget højt. Da jeg skulle lave en udsendelse til DR 2 om meningen med livet og skulle vælge en samtalepartner, var det selvfølgelig ham. Han har viet min mand og mig og døbt vores tre børn, og det har givet nogle samtaler, hvor jeg altid oplever, at han på udogmatisk vis kan åbne nogle fortolkningsdøre i stedet for at lukke dem.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg har grundlæggende meget godt tjek på tingene og er ikke den søgende type. Jeg har ikke behov for at tage til Nepal for at opsøge en klog mand. Jeg er jordbunden. Men på mine bedsteforældres gravsten står med store typer: Gud er kærlighed. Det er et statement for mig. Jeg tror ikke på en straffende Gud, men på en kærlig Gud, der er der for os. Der er energi i det budskab. Det giver energi til at forsøge at være der for andre, sådan som jeg er sikker på, at Gud vil være der for mig, når lokummet brænder.
