Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg vil beskrive min tro som gammeldags. Det siger mine teologiske venner, at den er. Men det tager jeg nu helt roligt. Min tro er meget konkret, bogstavelig og fri. Jeg ser slet ikke Gud som en straffende instans, men som en medhjælpende instans. Det er ikke nødvendigt at tænke så meget over. Da jeg var ung, havde jeg så mange fantastiske syner og oplevelser, og dengang besluttede jeg, at det måtte Gud tage sig af, al den fantasi. Hvis jeg bare tror på Gud, er det fantastisk nok i sig selv. Og hvis jeg skal holde mig til treenigheden, er Jesus den gennemskuende, og Helligånden, den har jeg altid med mig - den er i mit sprog og i kraften til at overtale og sige noget væsentligt. Hvad skal jeg kalde mig selv? Jeg går i kirke en gang om måneden. Det med kirkegang har jeg sat på dosis - en præst sagde engang til mig, at man ikke behøver gå hver søndag, og det har jeg taget til mig.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Min far var pietistisk ateist. Min mor gik ikke så meget op i det. Hun gik i kirke og tog mig med i Holmens Kirke i København om søndagen, men det var mest bare en søndagshandling - ligesom hun røg en cigaret en gang om ugen. Vi talte en del om tro i mit barndomshjem, men religiøsitet var ikke som sådan noget, der prægede vores hjem. Som studerende begyndte jeg at komme i Studenterkredsen, der handlede om teologi og litteratur, hvor jeg blandt andre mødte Margrete Auken, Jørgen K. Bukdahl og Søren Krarup. Her fik jeg de største ånder til hjælp.
Hvad har udfordret din tro?
Jamen, det tror jeg faktisk ikke, at der er noget, der har. Efter jeg helt principielt tog beslutningen om at tro på Gud i min ungdom, har den ikke været udfordret. Der er jo selvfølgelig nogle gange ting, der dukker op, som man ikke kan se meningen med. Men som regel kommer meningen på et senere tidspunkt. Jeg kan også godt blive fortvivlet, når tingene sker, men det er også, fordi man ikke kan se sig selv udefra. Hvis man havde andres sande syn på en, så ville det være nemmere. Men jeg vil sige, at jeg venter på Guds mening. At tro på den måde er lige så beroligende, som at der er træer, der gror i jorden, og at jorden gør, hvad den skal. Men det fratager ikke én pligten til at tænke over tilværelsen. Gud er jo ikke en form for klar mening, og jeg ved heller ikke, hvad Gud har af mening. Men man behøver ikke at tage troen så højtideligt hele tiden - den kan godt være en vane - på det punkt er jeg ikke så krakilsk.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Jeg var vist i en del af mit ungdomsliv meget religiøs. Jeg bad om, at mit fodboldhold skulle vinde og den slags, men det gik nu hurtigt over. Det var i det pubertære ungdomsliv. Men ellers vil jeg sige, at meget af min tro blev grundlagt i Studenterkredsen. Her lærte jeg også, at man godt kan være troende og intellektuel samtidig. Kristne har bestemt ikke hovedet under armen
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Den er der som sagt bare, og den er lige så konkret som det gulv, jeg går og står på. Så kan man spørge, om jeg da aldrig har været ude i situationer, hvor jeg var angst. Og jo, det har jeg da, men så længe jeg er levende, så holder det. For mig er tro det samme som at være levende.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det har jeg fået af Sophus Claussen, der skrev: ”Tal til som mig som en ven - tænd en himlens ild i mig.” Det bestræber jeg mig på at gøre, når jeg er sammen med andre.