En tur gennem gågaden, og du møder dem. Jævnligt banker de på din dør i håbet om, at de må låne lidt af din tid. De er pænt påklædte, venlige og vedholdende. I deres skuldertaske bærer de Bibelen i en særlig oversættelse og en række udgaver af bladet Vagttårnet. De mener at have svaret på livets små og store spørgsmål, og de føler sig kaldet til at forkynde det, som for dem er sand kristendom.
Men hvem står bag dette foretagende af udfarende missionærer, og hvordan er det egentlig at skulle være den, der trækker i bevægelsens tråde i Danmark?
Kristeligt Dagblad har været til søndagsmøde hos én af Jehovas Vidners i alt otte menigheder i Odense og talt med to af lederne om bevægelsens syn på autoritet og lederskab.
Jeg vejleder mine brødre og søstre ud fra Bibelen. Den er min rettesnor, siger Gert Jessen, der for mere end 20 år siden blev udnævnt til ældste.
Hos Jehovas Vidner er ældste en titel, der tilkommer medlemmer, som udviser særlige kvalifikationer. De skal være forbilleder for de andre. I menigheden i Odense bærer 10 medlemmer titlen ældste.
Hvis for eksempel et ungt par får et godt øje til hinanden, er det min opgave som ældste at gøre dem bekendt med Bibelens krav om afholdenhed før ægteskab, fortæller Gert Jessen.
At Gert Jessen som ældste ikke tilhører topledelsen i Jehovas Vidner bliver klart denne søndag, hvor kredstilsynsmanden, Lars Kampman, er til stede. Lars Kampman rejser rundt blandt Jehovas Vidners 20 fynske menigheder og sørger for, at alt sker efter de bibelske forskrifter. Hans autoritet er stor, da han hører til i den øvre del af Jehovas Vidners hierarki i Danmark. Om sin opgave siger han:
Min rolle minder om den, Paulus havde. Jeg kommer rundt og sikrer, at tingene fungerer, og samtidig puster jeg nyt liv i menighederne.
Denne søndag er alle menighedens omkring 100 medlemmer mødt frem. De er kommet for at høre tilsynsmandens dom over deres menighed og samtidig lære af hans foredrag. Lars Kampman indtager talerstolen.
Hierarkiet er meget klart. For Jehovas Vidner er Gud den absolutte leder. Under Gud figurerer det styrende råd i New York. For at sikre de danske forhold sender Jehovas Vidners hovedkontor i Holbæk tilsynsmænd til de enkelte menigheder. Og det er så med dette mandat, Lars Kampman rejser rundt.
Gert Jessen står som ældste for den daglige ledelse. Han mener, forholdene er ideelle:
Gud er min arbejdsgiver, siger han og fortsætter:
Han siger: Gør det du kan. Men kan du ikke, får du samme løn alligevel.
Gert Jessen, der selv tjener til livet i et revisionsfirma, konstaterer, at det ansættelsesforhold ikke kan hamle op med de betingelser, han mener, Gud har ansat ham på.
Når tilsynsmanden Lars Kampman rejser rundt, er det altid med hustruen ved sin side. De er kaldet til at tjene sammen. Men når der skal tales til møderne, sætter hun sig blandt menigheden, mens han fører ordet fra talerstolen.
Det er en klar struktur, som Gud har givet os. I Bibelen kan man læse, at det er mændene, der skal føre ordet i forsamlinger, siger Lars Kampman og uddyber:
Vi har en klar rollefordeling, hvor jeg som mand er familiens overhoved. Det betyder, at jeg er forpligtet på at dække min families åndelige og materielle behov.
Dette syn på mand og kvinde vil få de fleste danskere til at hæve øjenbrynet, men Lars Kampman afviser, at kvinderne skulle have et problem med det, Jehovas Vidner betragter som en gudgivet orden. Han understreger, at kvinderne ikke er underkuede, men har rig mulighed for at udfolde sig også i menighedslivet.
I Guds orden er de blot uden ledelsesansvar, og derfor bliver en kvinde heller ikke ældste, fortæller kredstilsynsmanden.
Mødet nærmer sig sin afslutning. To timers foredrag og bibelstudie er overstået, og Lars Kampman gør klar til at fælde dom over menigheden. Han peger på to problemer. Deres organisering af missionsarbejdet er ikke god nok. Det gør, at der er flere områder i deres distrikt, hvor missionen ikke når ud. Samtidig mener tilsynsmanden, at medlemmerne i det daglige prioriterer forkert. Fremmødet til de ugentlige møder er ikke stort nok, og dermed svigter nogle af medlemmerne deres forpligtelse over for fællesskabet og den tro, de har bekendt sig til.
Lars Kampman taler med stor myndighed, men afviser, at medlemmerne skulle have et problem med hans formaning.
Jeg er sikker på, de vil blive skuffede, hvis ikke jeg giver den. De tager det som en kærlig tilskyndelse, lyder det fra tilsynsmanden, der inspireret af Paulus bevæger sig videre til sin næste menighed.