Jens Rohde-sag tages op i Venstre

Folketingsmedlemmer i Venstre vil have Jens Rohdes holdning til adskillelse af kirke og stat op til debat i folketingsgruppen

Venstres folketingsgruppe skal drøfte den politiske ordfører Jens Rohdes udmeldelse af folkekirken og nye anbefaling af at skille stat og kirke. Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), lægger på forhånd afstand til Rohdes signaler.

Han har meldt sig ud ud, fordi biskopperne ikke har reageret på, at over 200 præster angiveligt ville holde "politiske juleprædikener", hvor de kritiserede regeringens og Dansk Folkepartis flygtningepolitik.

– Jeg mener ikke, det er så stort et problem, siger Christian Mejdahl imidlertid.

– Ingen har jo klaget over juleprædikenerne, og selvom jeg ikke helt forstår, at de 200 præster går sammen i sådan et initiativ, så er det væsentligt at understrege, at vi skal have en fri forkyndelse i folkekirken. Hvis det skal være nærværende, når præster forkynder ind i hverdagen, så vil der da blive politiske elementer i prædikenen. Det kan slet ikke undgås, siger Christian Mejdahl.

Han advarer i øvrigt stærkt mod at skille stat og kirke, som man har gjort i Sverige, nogle steder med det resultat, at det er svært at samle en menighed.

Et andet folketingsmedlem fra Venstre, Britta Schall Holberg, undrer sig over, at Jens Rohde melder sig ud uden at være "eddikesur" over en bestemt prædiken eller præst. Hun mener, der er en risiko for, at prædikener bliver for "blodfattige", hvis man slet ikke må tale om noget politisk, selvom det selvfølgelig ikke skal være partipolitisk.

– Det kan også blive for moraliserende og tandløst, siger hun.

Folketingsmedlem Inger Støjberg er som de fleste andre i Venstre meget imod præsteinitiativet, men hun vil ikke offentligt kommentere sagen.

– Det vil jeg tage op i Venstres folketingsgruppe, siger hun.

Ligesom flere andre folketingsmedlemmer ville hun personligt have løst sognebånd til en anden præst, hvis hendes egen præst havde holdt en politisk prædiken. Også kirkeminister Bertel Haarder (V) mener, at Jens Rohde skulle have valgt den løsning.

– Bertel har ikke helt forstået, hvad jeg mener, for jeg har ikke meldt mig ud i utilfredshed med en lokal præst. Det var heller ikke præsternes initiativ, der fik ikke mig til at melde mig ud, men biskoppernes manglende reaktion. At vi har en kirke, hvor man ikke som institution klart tager afstand fra, at præster politiserer. At de stiller sig op på en talerstol, hvor de ikke kan blive sagt imod. Hvor de gør Guds ord til deres eget i en politisk sammenhæng. Det er mig inderligt imod, siger Jens Rohde.

Han erkender, at hans udmeldelse kan virke paradoksal, for jo flere, der melder sig ud, jo større er risikoen for, at kirken og staten faktisk en dag bliver skilt – noget, han hidtil har talt imod.

– Hele min generation, og dem der er yngre, argumenterer jo hårdt for, at man skal adskille stat og kirke. Det gør de i Venstre, hver gang de får mulighed for det. Jeg er næsten den eneste, der siger "Nej, vi skal ikke adskille stat og kirke, for så får vi en politiseret kirke, og det ønsker jeg ikke". Men når nu kirken synes, at det er i orden at politisere, så har den selv truffet sit valg. Men jeg erkender da blankt, at det er et paradoks, siger han.

Det var i øvrigt ikke nogen god oplevelse for ham at skrive under på udmeldelsesblanketten mellem jul og nytår, fordi medlemskabet altid har betydet meget. Nu overvejer han i stedet at melde sig ind i en frimenighed.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Kirke og tro og debat