Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det er gudsbilledet. At Gud på den ene side er ophøjet, almægtig og har stået for hele skabelsen, men på den anden side kommer os i møde som et menneske, der er fornedret, lidende og dømt ude. Der er en dynamisk spænding i netop dén dobbelthed, der samtidig sætter os fri. For derigennem får vi muligheden for at være de mennesker, som vi er i al vor begrænsning.
Som kristne kan vi derfor leve i virkelighedens verden i stedet for, som tidens trends dikterer det, at hige efter det perfekte eller søge at ophøje os selv.
Det åg befrier kristendommen os for. For Gud har gjort regnskabet op én gang for alle.
Vi er elsket, som vi er, og kan med Luthers ord roligt og frimodigt være jorden tro og synde tappert.
Hvad er det værste ved kristendommen?
At den er irriterende. At det ikke er en tro, som man kan plotte ind i computeren, printe ud som en lov og slå hinanden i hovedet med. Jeg er sikker på, at Jesus var en af de mest øretæveindbydende personer, man kan forestille sig. For han vendte hele tiden tingene på hovedet.
Konstant punkterede han boblen, også når selv hans nærmeste, disciplene, mente, at nu havde de regnet den ud.
Men sådan er kristendommen. Lige som man føler sig retfærdig og på den sikre side, så kommer den altid med noget andet og vælter det korthus, som man møjsommeligt har bygget op. Måske fordi korthuset har det med at blive bygget på farisæisk tankegods og ikke på overgivelsen til kristendommen, der i sig selv er en absurd radikalitet, som er voldsomt irriterende - og voldsomt frisættende.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
At den virker. At folkekirken i al stilfærdighed - og uanset hvad politikere og kirkeaktivister siger - er en bragende succes. Sammenligner vi os med vore protestantiske nabolande som Tyskland, Sverige og Norge, hvor medlemstallet rasler ned, kan vi se, hvordan folkekirken stadig har tilslutning af et stort flertal af danskerne trods en massiv sekularisering i et par generationer.
Men til trods for kulturradikalisme og marxistisk ideologi står folkekirken der endnu som en fast del af mange danskeres liv, uanset om de kommer lidt eller meget i kirken. Det er i grunden helt vildt.
Men danskerne søger stadig folkekirken for at høre Guds Ord. Måske skyldes det, at folkekirken er rummelig og gennem tiden har sørget for, at kristendommen i Danmark ikke stikker af i lokale sværmeriske og småsekteriske afdelinger, men at forkyndelsen hviler på et evangelisk-luthersk grundlag.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Når den halser efter underholdningsindustrien og tror, at folkekirken skal stå for den lokale underholdning i sognet. Men det skal folkekirken ikke. Den skal derimod koncentrere sig om sine kerneopgaver, hvilket vil sige gudstjenesten året rundt samt de personlige højtider som dåb, konfirmation, bryllup, begravelse - og de samtaler, undervisning og prædikener, der er en naturlig del af dette arbejde. Som min far, der er kordegn, sagde til mig, da jeg besluttede at ville være præst: Det er vigtigt at lære at sige nej. Ellers kan man som præst godt blevet revet midt over af stress. Alle vil have noget af præsten.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
At den ikke er en fodboldkamp eller en tur i biffen, men at den findes helt i sin egen ret. At gudstjenesten er genkendelig og lever et liv i fred langt fra tidens trends og konstante krav om fornyelse. At den er et roligt åndedrag, som man skal vænne sig til - men som man ikke kan undvære, når man først har prøvet det. At man bliver glad på en stille måde - og modig på en stille måde. Gribes af sagtmodigheden, som jo netop er det stille mod. Men også af taknemmeligheden over at være menneske i en verden, hvor Gud har givet sig selv for os. Det giver en følelse af andægtighed, der jo netop kommer af ordet andagt, som er det, gudstjenesten er.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
At den er svært tilgængelig, og at det tager tid at lære den at kende, inden man kan overgive sig til den og forstå, at her skabes et helt særligt rum. Men den er også gal, når præster tror, at de skal peppe enkelte dele af gudstjenesten op. For sammenhængen forsvinder, hvis der for eksempel efter nadveren kommer en kæk bemærkning om at sidde stille. Så hænger dramaturgien ikke sammen, og gudstjenesten risikerer at ende som en slags absurd teater, og det er den alt for vigtig, alt for meget kirkens rygrad til.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
I Danmark handler multireligiøsiteten jo meget om mødet mellem islam og kristendom, og her kan det være godt for os kristne at blive stillet over for en så principfast religion som islam, da det kan give os en vigtig påmindelse om at huske på vores egen kristne tro og historie. Vi er måske gennem årene slumret lidt hen i sekularisme og åndelig dovenskab. Men i mødet med islam bliver vi mindet om vore egne rødder og får genoptrænet de åndelige muskler.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det er de sammenstød, som det automatisk giver, når en befolkning, der er protestantisk og sekulariseret, møder mennesker, for hvem religionen er mere total og styrende.
Det minder i første omgang lidt om dengang, grundtvigianerne og Indre Missions-folkene kunne diskutere, om man måtte danse og spille kort. Men så alligevel ikke, da rammen dengang var den samme, nemlig autoriteten i Kristus og Bibelen. Der var i reglen også en fælles historie og nogle fælles værdier om alt det, der ikke havde med religion at gøre.
Men sådan er det ikke i mødet mellem islam og kristendom. Her er der grundlæggende forskelle i syn på religion, stat og politik - samt deres indbyrdes roller.
Jeg tvivler derfor også på globaliseringen og tror, at den let bliver en floskel. Forestillingen om det multireligiøse og multikulturelle ser jeg ikke som noget paradis. Vi har grundlæggende forskellige politiske virkeligheder med dertilhørende menneskesyn i de to religioner, og som mennesker kan vi ikke rumme alt og alle.
Vi er begrænsede i vores evne til, hvad vi kan gabe over, hvis vi skal bevare fællesskabet og solidariteten i samfundet.
Tag for eksempel velfærdsstaten. Her er vi nødt til at kunne forstå hinanden, hvis vi skal ønske at betale skat. Og nu er jeg ikke socialdemokrat, men i den gamle arbejdersang ”Danmark for folket” står der nogle sigende linjer i vers tre: ”Kamp imod dem, der vil storme og slå de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.”
For det er vigtigt, at alle - ikke kun de kristne, men også muslimerne - insisterer på og kæmper for, at frihedsrettighederne er for os alle sammen, også selvom vi kan blive fornærmede, forargede, kede af det eller andet over andres ytringer og meninger. Men det er en frihedens pris, som er værd at betale.