”Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.”
Sådan lyder det i den mærkelige historie, der læses op i landets kirker i morgen. Den handler om den uærlige godsforvalter, der begår underslæb over for sin arbejdsgiver to gange. En beretning, som ikke findes andre steder i Bibelen end hos evangelisten Lukas.
”Kirkehistorisk kan man placere teksten i den tidlige kirke, hvor man var meget optaget af at få kristendommen udbredt,” siger professor MSO Tine Reeh.
”Det havde man forskellige strategier til, og teksten peger på, at man ikke holdt sig tilbage, men udnyttede alle midler. Teksten er skrevet i en missionssituation og er blevet læst og hørt i denne sammenhæng. Mammon har for os en udpræget negativ klang, men rigdom var også et udtryk for sikkerhed for de første kristne i forhold til omverdenen. I begyndelsen af kristendommen var de kristne en klar minoritet blandt andre religioner, modsat i dag, hvor den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er en majoritet og derfor kan tillade sig en helt anden fortolkningsramme. I dag hører vi nok teksten på en lidt anden måde.”
Vi sidder og drikker universitetskaffe af plastikkrus i professorens lille kontor på Københavns Universitet med bøger og papirer op ad alle vægge.
Tine Reeh er ansat på afdeling for kirkehistorie. I 2012 blev hun dr.theol. på en afhandling om teologen Hal Koch, der påvirkede opfattelsen af det danske demokratiske samfund ved at fremhæve samtalen og ikke bare stemmeafgivning.
”Han hævdede samtidig, at et moderne demokratisk samfund er kendetegnet ved at være sekulariseret, fordi der må være en tydelig adskillelse mellem religion og politik. Det betyder ikke nødvendigvis fravær af kristendom. Men det er en konsekvens af en kristendomsopfattelse, hvor kristne ikke ses som mennesker med særlige politiske forudsætninger eller moralske evner,” siger Tine Reeh.
Hun mener, at der her kan være en tilgang til Lukas-evangeliets tekst. Den lægger i dag op til mange tolkninger, fordi Jesus stiller tingene på hovedet i forhold til vores retfærdighedsbegreb.
”Skal man prædike over teksten, kan man anlægge en mere eksistensteologisk tilgang til den for at få den til at give mening for vore dages kirkegængere. Teksten er ikke en handleforskrift som andre tekster i Bibelen, der for eksempel siger: Gå hen og gør ligeså. Så den betyder ikke, at vi bare kan snyde og bedrage, sådan som godsforvalteren gør.”
Men godsforvalteren ender alligevel med at blive rost, og for Tine Reeh er det en påmindelse om, at de bibelske tekster for hende ikke handler om moral.
”Teksten er ikke en moralsk historie. Men der kommer alligevel et vist opbyggeligt element ind, fordi Gud roser den uærlige forvalter. At han alligevel kan se noget i sin medarbejder. Vi kender det godt fra os selv, når vores børn laver et eller andet kvajet, så irettesætter vi dem, og alligevel laver de bare noget lignende igen. Men de er stadig vores børn. For mig er det opmuntrende at læse, at Gud kan se noget positivt i godsforvalterens reaktion. Det er lovens bogstav, som betyder, at han bliver fyret, fordi han har begået underslæb. Men samtidig er der det evangelium i teksten, at han alligevel forstod at gøre noget godt for andre mennesker. Det minder mig om, at ingen af os er perfekte, og gang på gang har vi handlet som den uærlige godsforvalter for at tilgodese os selv, men Gud lover os, at han ikke vil forkaste os af den grund,” siger Tine Reeh og peger på, at forvalteren ikke bliver fremhævet for sin uærlighed.
”Han bliver fremhævet for sin forståelse af tilgivelsens og forpligtelsens logik. Han kunne jo også været gået ud til skyldnerne og have opkrævet for meget for på den måde at stille sig selv i et bedre lys i situationen. Det svarer til, at vi har foretaget os noget dårligt og så reagerer ved at stille øgede krav til andre for at sørge for, at de i hvert fald opfører sig ordentligt. Men det gør godsforvalteren ikke, han eftergiver,” siger Tine Reeh, som godt kan identificere sig med godsforvalteren.
”Jeg er også fuld af fejl og uhensigtsmæssig adfærd. Det er noget, som jeg ikke kan udvikle mig væk fra, ligesom godsforvalteren. Han er jo fortabt og dømt og bliver sat fra bestillingen. Jesus fremhæver ikke hans dårlige moral, men anlægger et positivt syn på hans håndtering af sagen. Selvom godsforvalteren står i en situation hvor han har indset, at han ikke kan leve op til det ansvar og den skyld, han har, så fortvivler han ikke, men har på en eller anden måde en forståelse for kærlighedens særlige logik eller forpligtelsens logik, og så eftergiver han skyldnerne, selvom han godt ved, at han selv er skyldig efter loven. Han knytter en forbindelse til dem, som senere kan vise sig at være livgivende for ham selv,” siger Tine Reeh.
Teksten læner sig hårfint op ad den teologiske diskussion, om vi bliver frelst ved gode gerninger eller troen alene, som har rødder helt tilbage i Reformationens opgør med den katolske kirkes teologi.
”Godsforvalteren snyder, men det er jo det, vi gør som mennesker. Vi er ikke perfekte og må alligevel gøre det så godt, vi kan. Martin Luther advarer imod, at vi skal læse teksten, som om det er vores gerninger, der er i centrum. Han ser teksten som en historie, der holder fast i menneskets menneskelighed. Det er en sørgelig historie om, hvordan mennesket i bund og grund er, men samtidig viser den os en særlig nåde, fordi Gud ser med milde øjne på denne synder, som selv efter at have erkendt sin synd fortsætter med at synde. Teksten viser os, at kristendom handler om relationer og om forholdet mellem det enkelte knuste menneske og en tilgivende Gud, og det er der noget fortrøstningsfuldt i for mig,” siger Tine Reeh.