Jo ældre man bliver, jo bedre bliver man til at elske ondskaben væk

Man skal også elske barnet, når det skriger i Irma klokken 17.30, mener instruktør Hella Joof, der reflekterer over søndagens prædiketekst

Skuespiller og instruktør Hella Joof indskrev sig på teologi-studiet i 2009, men fandt ikke tiden til at fuldføre det. -
Skuespiller og instruktør Hella Joof indskrev sig på teologi-studiet i 2009, men fandt ikke tiden til at fuldføre det. - .

”Dybest set handler det jo om, at man ikke kan fordrive ondt med ondt,” konkluderer Hella Joof, efter at hun har læst søndagens prædiketekst om Jesus, der fordriver en dæmon fra en stum mand. Egentlig synes Hella Joof, at teksten er ”en af de svære”, og at den bruger mange ord på at forklare noget relativt enkelt, men at budskabet er universelt.

”Alt det med, at de i teksten siger til Jesus, at han uddriver djævle, skal ses i den kontekst, at teksten er skrevet for mange år siden. Jeg tror ikke, man skal tage det helt bogstaveligt. Men det vigtige er, at man kun kan fjerne ondt med kærlighed. For hvis man fordriver ondt med ondt, er det onde stadig til stede. Fjerner man derimod det onde med kærlighed, eroderer det onde, så har det ikke noget sted at gå hen,” siger hun og tilføjer:

”Det tror jeg faktisk også på!”.

Hella Joof er ikke opvokset med kristendommen. Hendes mor, som hun voksede op hos, var ateist, men faderen var troende muslim, og måske er det fra ham, at troen på en større kraft kommer. Hun går ikke i kirke hver søndag, selvom hun holder meget af at komme i kirkerummet og elsker at synge salmer. Men hun kan så hurtigt blive træt af præster, der udlægger bibeltekster forkert og, som hun siger, ”tit siger en masse vrøvl”, så hun holder sig til sine egne udlægninger. For hende er troen privat, noget hun altid har haft med sig.

”Min bedste ven er indædt ateist. Vi har altid store diskussioner, og han er mere forkyndende end mange religiøse mennesker. Jeg kan ikke leve uden en større kraft, jeg kan forbinde mig med i de svære øjeblikke. Det er nødvendigt for min livsglæde. Jeg tror, jeg ville føle mig hjemløs, hvis jeg var ateist. Ligesom fryse lidt ude i kulden uden overtøj,” siger hun og fortæller, hvordan hun hver aften, inden hun falder i søvn, tænker på de gode ting, der er sket i løbet af dagen, folder hænderne og siger tak til Gud.

Det er noget, hun altid har gjort.

”Jeg praktiserer taknemmelighed som meditation. Jeg har erfaring med, at jeg glemmer det gode, hvis jeg ikke får det sagt højt og repeteret. Det er jo ikke svært at huske det onde. Det sidder i kødet. Men hvis man repeterer det gode, der er sket i løbet af dagen, får man en ekstra glæde og husker det også. Det er en slags måde at overleve på. Jeg forkynder ikke min idé om tro over for andre mennesker og siger, at de skal det og det. Men det fungerer for mig,” siger Helle Joof.

I 2009 indskrev hun sig på teologistudiet på Københavns Universitet, men måtte springe fra, da studiet tog for meget tid fra hendes arbejde med film. Men hun håber at kunne vende tilbage til studiet, da teologi er noget, hun altid har været optaget af.

For hende er søndagens tekst om Jesus, der taler om at fordrive dæmoner, almengyldig. For alle kan relatere til mødet med det onde eller det svære i deres liv. Men den sande prøvelse er at komme det til livs, at fordrive dæmonen.

”Man kan godt komme langt med at give tilbage med noget ondt, med en negativ kraft. Den kan være et quick-fix, men den er ikke langtidsholdbar. Det eneste, der hjælper - også når barnet skriger i Irma kl. 17.30 - er at elske. Også når man bliver forladt og såret. Det er ikke altid, man har den kærlighed. Når der sker forbrydelser, kan man have behov for at hævne. Men dybest set skubber man bare det onde foran sig, så det til sidst bliver til en snebold, der bliver ved med at rulle,” siger hun.

”Hver gang jeg oplever noget, jeg bliver vred eller såret over, har jeg det ligesom de spørgere, der tit ringer til os i programmet 'Mads og Monopolet' (radioprogram på P3, red.): 'Kan jeg tillade mig at blive sur?'. Det er, som om vi har et regnskab inden i os. Når en uret begås mod os, tilmåler vi os selv en mængde vrede eller aggression, som vi kan tyre tilbage i hovedet på dem, der har gjort os uret,” siger hun.

”Jo ældre man bliver, jo mere ved man, at det er den eneste vej, der ikke dur. Men det er altså, som om der er de her to kræfter inde i én, der kæmper.”

Det er her, religionen har sin berettigelse, synes hun.

”Det er dejligt, når man er religiøs, at man kan bede Gud om at komme ind i situationen og hjælpe. Gud siger uden tvivl altid 'helt sikkert, jeg er glad for, at du spurgte'. Nogle gange kan man selvfølgelig være så forpint, at man slet ikke kan bede. Det er vist det, man kalder at være i helvede, tror jeg,” siger hun.

Ifølge hende er evnen til at tilgive og til ikke at forfalde til hævnens fristelse noget, der kommer nemmere til en, jo ældre man bliver.

”Det gode ved at blive gammel er, at man får en masse erfaring. Hvis jeg kigger tilbage på de gange, jeg har taget kampen op mod uretfærdigheden og forsøgt at hævne mig, er det altid endt i hat og briller,” siger hun.

”Når jeg derimod har været så voksen, at jeg har kunnet befri mig for hævnen, uanset hvem der havde ret, eller hvem der skulle have de penge, så er jeg kommet af med smerten, så forsvinder behovet for at hævne. Og det er en religiøs ting, eller i hvert fald en spirituel ting, at kunne det, selvom folk tit bliver trætte af at høre om den slags.”

”Det er ikke, fordi jeg ikke synes, det er strengt, men når modparten i en konflikt går og fløjter ude i solen, og du selv sidder indenfor og er forpint, er det nok der, man skal give slip på vreden. Grundlæggende er det, at det eneste, der hjælper mod alt det onde, er at erstatte det med kærlighed. Det lyder nemt, men det er det ikke, og så må vi låne,” siger hun.

Selvom søndagens tekst er noget universelt, er kampen mod det onde ikke noget, der som regel figurerer i Hella Joofs arbejde med film og tv.

”Det har ikke rigtig noget med mit arbejde at gøre. Jeg forkynder ikke. Jeg har nok altid et lys og noget håb i det, jeg fortæller. Jeg har svært ved at fortælle historier uden håb, med sort udgang. De historier er der andre, der er bedre til,” forklarer hun.