Julekuglen er også et paradisæble

Broadmoor, hvor psykisk syge kriminelle sidder i forvaring. -- Arkivfoto.

”Det er ikke så tit, man ser engle. Julen er blevet mere renset for det religiøse, og englen er et klart kristent symbol,” siger Majbritt Breinholt Christensen om skiltet ved indgangen til julemarkedet på Gammeltorv i København. – Foto: Søren Staal.

relevante temaer

Det er ikke mange julekrybber og engle, man ser som julepynt i butikkerne her i julemåneden. Den kristne julepynt er væk, og nisserne har overtaget. Eller hvordan hænger det sammen? Kristeligt Dagblad er taget på julevandring på Strøget i København sammen med præst Majbritt Breinholt Christensen

Vi begynder i den ene ende af Strøget, ved Rådhuspladsen, og bevæger os ned til den anden ende, til Kongens Nytorv. Det første, blikket falder på, er de klassiske granranker med et stort, oplyst, rødt hjerte og to lysende stjerner, der hænger over os hele vejen ned langs den travle gade, hvor danskerne slider dankortet tyndt i disse dage.

LÆS OGSÅ: På jagt efter Jesus i julepynten

Hjertet er et symbol på fællesskab og kærlighed. Men vi præster kan jo godt lide at tolke symboler som noget religiøst. Så hvis vi virkelig anstrenger os, kan hjertet også være et tegn på Guds kærlighed, siger Majbritt Breinholt Christensen, der er præst i Benløse Kirke.

Stjernen ser vi i flere butiksvinduer. Og selvom vi ikke altid forbinder dem med noget religiøst, når vi for eksempel køber det helt moderigtige tørklæde med stjerner på eller pryder ørerne med et par stjerneøreringe, så er de, i julemåneden, et klart religiøst symbol. Og dog:

Stjernen er et religiøst hovedsymbol. Stjernen står over stalden i Bethlehem og symboliserer, at Gud er kommet til verden, siger Majbritt Breinholt Christensen og tilføjer:

Det er ikke kun noget religiøst, men noget almentmenneskeligt. Vikingerne brugte stjernerne til at navigere efter, og det gør man stadig. Men man kan godt sige, at stjernen symboliserer Gud, og som troende menneske navigerer man derfor efter stjernen.

Vi når ned til Gammeltorv, og her ser vi to store engle, der danner en del af indgangen til et julemarked, hvor vi blandt boder med pelstøj og blandet slik i selvlysende farver også ser julekrybber og endnu flere stjerner:

Det er ikke så tit, man ser engle. Julen er blevet mere renset for det religiøse. Englen er et klart kristent symbol og fortæller historien om, hvordan englene viste sig på marken julenat og fortalte hyrderne, at frelseren var født, fortæller præsten.

Vi bevæger os videre i regnen væk fra julemarkedet og bemærker, at det ellers er meget spartansk med julepynten. Det vrimler ikke med julekrybber og engle i butikkerne. Men det er nu helt i orden, mener præsten. Det er ifølge hende som sådan ikke butikkernes og kommunens opgave at fortælle om religionen, men kirkernes. Omvendt skal vi også turde stå ved, hvem vi er, og ikke tænke så meget over, om vi støder nogen. Derfor skal der være plads til den slags på et julemarked og i butiksvinduerne, mener præsten.

Meget af julepynten har et mere naturligt nostalgisk præg som det rensdyrgevir, vi ser i et vindue, eller mos-kuglerne i et andet. Ifølge præsten hænger det sammen med, at danskerne har renset julen for det religiøse:

Ikke alle traditioner behøver at være religiøse, og det skal kirken forstå. Kirken må også tilpasse sig danskerne. Vi kan jo ikke fejre jul på et museum. Det er jo fantastisk, at vi har fejret jul i så mange år og stadig fejrer jul. Og så må vi bare forstå, at det hele ikke behøver at have et religiøst indhold. De bedste traditioner er dem, vi ikke kan forklare, som hvorfor vi danser rundt om juletræet. Det kan vi ikke forklare, men vi elsker det.

Vi får kun øje på enkelte julemænd og nisser. Til gengæld er der mange julekæder i vinduerne, og i stormagasinet Illum hænger der fire etager elektrisk julelys fra gulv til loft:

En præst, der virkelig vil vride noget religiøst ud af julepynten, vil sige, at julelysene symboliserer, at Jesus kom til verden, siger hun og griner, mens hun fortsætter med at fortælle om, hvordan julekuglerne på et juletræ i Illum egentlig symboliserer paradisæblet:

Så dem kan man også få noget religiøst ud af. Nogle gange skal man bare kalde en cigar for en cigar.

Illums julepynt består også af stjerner i alle regnbuens farver, som hænger ned fra loftet. Sammen med lysene i baggrunden er den kristne symbolik ikke til at tage fejl af, mener præsten. Hun synes, at det er ærgerligt, at der i julen ikke er lidt mere tid til eftertanken.

Hvis familien fylder meget i julen, skal man måske give sig tid til at tænke over, om den skal fylde mere i de andre dage også.

Inden vi rammer vores mål, Kongens Nytorv, runder vi lige tøjbutikken H&M, hvor der i indgangen står et hvidt, nøgent træ med syv julekugler på.

Det er sjovt. Det er ikke engang et grantræ. Det minder mig om diskussionen i USA, hvor man flere steder ikke må kalde juletræet for et Christmas tree. Nu hedder det et holiday tree. Det er langt ude. Det holder jo ikke op med at være et æble, bare fordi vi kalder æblet for en gulerod, siger præsten, der smutter ned i metroen og tilbage til præstegården.

Journalisten bevæger sig også tilbage til sit arbejde. Selvom Strøget er renset for tydelige religiøse symboler ud over julemarkedets engle og julekrybber, har præsten nu alligevel givet de forskellige slags julepynt en ny betydning. En julekugle er jo ikke bare en julekugle.

Laura Schnabel

Blev i 2007 cand.comm. i journalistik og har en bachelor i Kultur og Identitet fra Roskilde Universitet. Født i 1978. Har siden 2007 været ansat på Kristeligt Dagblad. Først som journalist på Kirke og Trosredaktionen og nu på Indlandsredaktionen som sundhedsjournalist.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

KRIGEN 1914-1918

kr. 249,00 Køb

Pinell Go, Hvid - DAB/DAB+ og FM-radio

kr. 1.799,00 Køb

Efterår på Sicilien

kr. 9.598,00 Køb

Den tyske hemmelighed - dokumentarfilm

kr. 179,00 Køb

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

Pavarotti deluxe boks

kr. 699,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.