Katolikker slipper for straffesager

Den katolske kirke i Danmark slipper for sigtelser i forbindelse med misbrugssager, efter at Lolland-Falster og Sydsjællands Politi i går afsluttede efterforskningen af de sidste seks af i alt 31 anmeldelser om overgreb. Kirken undersøger selv forældede sager

Den katolske kirke i Danmark afholder mandag d.31.maj 2010 en pressekonference i forbindelse med offentliggørelsen af kommissoriet for den uvildige advokatundersøgelse, der skal behandle sagerne om seksuelle overgreb i den katolske kirke. Fra venstre ses Niels Engelbrecht, sognepræst ved Skt. Ansgar Menighed og talsmand for de katolske præster, biskop Czeslaw Kozon og advokat Lars Kjeldsen. Nu ser det ud til at de katolske præster slipper for straffesager.
Den katolske kirke i Danmark afholder mandag d.31.maj 2010 en pressekonference i forbindelse med offentliggørelsen af kommissoriet for den uvildige advokatundersøgelse, der skal behandle sagerne om seksuelle overgreb i den katolske kirke. Fra venstre ses Niels Engelbrecht, sognepræst ved Skt. Ansgar Menighed og talsmand for de katolske præster, biskop Czeslaw Kozon og advokat Lars Kjeldsen. Nu ser det ud til at de katolske præster slipper for straffesager. Foto: Keld Navntoft.

Ingen af de i alt 31 anmeldelser om seksuelle overgreb i den katolske kirke vil føre til sigtelser eller straffesager.

Det står nu klart, efter at politiet på Lolland-Falster og Sydsjælland, som i går afsluttede efterforskningen af de sidste seks anmeldelser om overgreb, har valgt at lukke sagerne. Dermed er samtlige 31 sager efterforsket. Og på grund af forældelse, manglende bevisførelse eller manglende strafferetligt indhold fører sagerne ikke til sigtelser.

Ifølge vicepolitiinspektør hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Søren Ravn-Nielsen er tre af de seks sidste anmeldelser forældede, mens der i de tre andre tilfælde ikke er begået noget strafbart. Der er tale om anmeldelser af flere personer og ikke af en person, som flere medier ellers skrev i går.

"I de tre forældede sager har vi ikke taget stilling til, om noget kunne være endt med en sigtelse. De resterende tre, som ikke er forældede, vedrører blufærdighedskrænkelse, men ikke i straffelovens forstand, og der er altså ikke sket noget strafbart," siger Søren Ravn-Nielsen og tilføjer:

"For vores vedkommende er sagerne lukkede."

De seks nu droppede sager er en del af de i alt 31 anmeldelser, som forskellige politikredse har undersøgt siden foråret og sommeren 2010. Sagerne kom frem, efter at den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, i et interview i Kristeligt Dagblad sagde, at han kendte til fire-fem sager om overgreb, som aldrig var blevet efterforsket. Det førte til en storm af kritik af den katolske kirkes ledelse, som siden opfordrede ofre for overgreb til at henvende sig til kirken.

Herefter beskrev flere medier, herunder Berlingske Tidende, i en række historier, hvordan katolske præster havde haft forhold til især unge mænd.

Langt de fleste af de 31 anmeldelser, politiet modtog og nu er færdige med at efterforske, er blevet frafaldet på grund af forældelse. Københavns Politi har således tidligere sagt, at man ville have efterforsket nogle sager, hvis anmeldelserne var indgivet i tide. Det fik et politisk flertal her i avisen til at kræve forældelsefristen ændret eller helt afskaffet. Straffelovrådet under Justitsministeriet er nu i færd med at undersøge, om forældelsesfristen skal ændres.

Selvom politiet har lukket samtlige 31 sager, har den katolske kirke selv i et par tilfælde fulgt op med egne tjenstlige undersøgelser. Det gælder for eksempel i tilfældet med en katolsk præst i Sønderjylland, der blev renset af politiet først i september. Den katolske kirke har sagt, at årsagen til undersøgelsen skyldes fundet af "materiale" på præstens computer.

Kirken vil desuden undersøge tre af de seks sager, som politiet på Lolland-Falster og Sydsjælland i går afsluttede.

"Vi vil søge aktindsigt hos politiet og navnlig interessere os for de tre sager, hvor der er tale om forældelse. Vi ved jo ikke, om politiet ville have efterforsket sagerne, og som ansvarlig arbejdsgiver er vi nødt til at vide, hvad sagerne drejer sig om for at se, om vi skal indlede en tjenstlig undersøgelse," siger talsmand for den katolske kirke, præst Niels Engelbrecht.

På nuværende tidspunkt er den katolske kirke allerede i gang med tjenstlige undersøgelser af tre præster. Desuden er der blevet iværksat en større advokatundersøgelse af anklagerne om overgreb i den katolske kirke. Advokatundersøgelsen ventes færdig inden udgangen af 2011.

johansen@k.dk

Læs om misbrug i den katolske kirke på

k.dk/katolsk-krise