Katolsk biskop: Det er altid svært at gøre alle tilfredse

Biskop i den katolske kirke Czeslaw Kozon beklager, at et menighedsråd er gået af i protest mod hans håndtering af en sag om en mistænkt præst. Men han agter ikke at ændre beslutning

Jeg vil først og fremmest holde fast ved min beslutning, som er nødvendig for at skabe ro i bispedømmet. Men jeg beklager selvfølgelig dybt, at menighedsrådet har nedlagt sit mandat. Mit håb er selvfølgelig, at vi gennem samtale kan komme videre, udtaler biskop Czeslaw Kozon om sagen om den katolske præst i Kalundborg, der er mistænkt for sexmisbrug.
Jeg vil først og fremmest holde fast ved min beslutning, som er nødvendig for at skabe ro i bispedømmet. Men jeg beklager selvfølgelig dybt, at menighedsrådet har nedlagt sit mandat. Mit håb er selvfølgelig, at vi gennem samtale kan komme videre, udtaler biskop Czeslaw Kozon om sagen om den katolske præst i Kalundborg, der er mistænkt for sexmisbrug. Foto: .

Biskop Kozon, et katolsk menighedsråd har nedlagt sit mandat i protest mod dig. Menighedsrådet og andre katolikker mener, at du som biskop ikke har sørget ordentligt for, at sagen om den præst, der sidste år gik på pension efter anklager om overgreb, er blevet lukket. Menighedsrådet mener, at du lader dig diktere af pressen og af nogle få vrede katolikker, der ikke bryder sig om præsten. Hvad siger du til den kritik?

LÆS OGSÅ:
Katolikker opløser menighedsråd i protest mod biskop

"I en personsag vil der ofte være forskellige synspunkter. Det er kedeligt, at et menighedsråd nedlægger sit mandat på grund af en personstrid. Jeg har ikke ladet mig diktere af pressen eller andre, men lyttet til henvendelser fra en række katolikker, der har følt sig ilde berørt ved den pågældende præsts optræden, hvilket har skabt en del uro."

De vrede katolikker har sendt dig et protestbrev med 70 underskrifter, som ifølge dem er havnet i papirkurven. Er det rigtigt?

"Jeg er bekendt med og i besiddelse af protestskrivelsen med de 70 underskrifter, og hverken den eller andre henvendelser lander i papirkurven; men hvis jeg ikke er enig i anliggendet, kan jeg jo heller ikke følge anmodningen. I denne sag er dispositionen truffet af tungtvejende pastorale grunde for at skabe ro i bispedømmet."

Hvad vil du gøre ved denne utilfredshed?

"Jeg vil først og fremmest holde fast ved min beslutning, som er nødvendig for at skabe ro i bispedømmet. Men jeg beklager selvfølgelig dybt, at menighedsrådet har nedlagt sit mandat. Mit håb er selvfølgelig, at vi gennem samtale kan komme videre."

Katolikker har her i avisen udtrykt glæde over at komme af med den præst. Nu viser det sig, at mange er vrede over din beslutning. Hvad gør man som biskop, når ens kirke er delt midt over i synet på biskoppens håndtering?

"Jeg kan ikke genkende, at kirken skulle være delt over på midten. Når det drejer sig om personer, er det altid svært at gøre alle tilfredse."

Den omdiskuterede præst kan ikke længere vikariere, men han kan fortsat holde messe i sit eget kapel i Sorø. Hvorfor forbud mod det ene og ikke det andet?

"En præst har lov til at være præst resten af sit liv, og den mulighed har den pågældende præst fået. Det er ikke en offentlig optræden, og han kan ikke foretage sig hvad som helst. Han kan ikke holde bryllupper og dåb og den slags. Det drejer sig kun om at læse messe. Jeg ved ikke, hvem der kommer i huset. Men folk har lov til at komme der, selvom det er et privat kapel."

Hvad er så forskellen på at vikariere i menigheder og at holde messe i det kapel?

"En menighed skal være hjemsted for alle, og på den måde har menigheden krav på en præst, hvor visse ting er opfyldt. Når vedkommende holder messe i et kapel, er der ingen, der bliver tvunget til noget. Folk behøver jo ikke komme der, hvis de ikke vil."

I den advokatundersøgelse, som blev offentliggjort for nylig, bliver du kritiseret for ikke at have undersøgt en sag fra 2000 nærmere. Ifølge undersøgelsen orienterede en præst dig om, at han var blevet sigtet for blufærdighedskrænkelser over for en 13-årig dreng og i den forbindelse havde været anholdt og bragt til politistationen til afhøring. Præsten understregede sin uskyld, men orienterede dig om, at sagen kunne sluttes ved betaling af et beløb. Du foretog dig ikke noget i anledning af denne henvendelse. Hvorfor undersøgte du ikke sagen nærmere?

"Jeg vil ikke kommentere enkeltsager, og jeg har ikke andre kommentarer end dem, der fremgår af undersøgelsen."

Men jeg savner svar på, hvorfor du ikke undersøgte sagen nøjere. Kan du forstå, at advokatundersøgelsen slår ned på dette?

"Jeg beklager selvfølgelig min fremgangsmåde dengang og tager den kritik til mig, som er kommet frem i undersøgelsen. Jeg er overbevist om, at vi med retningslinjerne i den (katolske kirkes, red.) nye beredskabsplan er godt rustet til at undgå noget lignende i fremtiden. Men jeg vil ikke kommentere enkeltsager."