Katolsk talsmand går i vrede

Den katolske ærkebiskop i Belgien har splittet kirken med sine udtalelser om, at pædofile præster ikke skal for en domstol

Den katolske ærkebiskop André-Joseph Léonard har splittet kirken i Belgien efter udtalelser om sager i forbindelse med misbrug af børn.
Den katolske ærkebiskop André-Joseph Léonard har splittet kirken i Belgien efter udtalelser om sager i forbindelse med misbrug af børn. Foto: AFP PHOTO NICOLAS MAETERLINCK.

En række stærkt kontroversielle udtalelser fra den katolske ærkebiskop i Belgien har de seneste dage rystet landet, som i forvejen lider under afsløringerne af katolske præsters massive misbrug af børn.

Splittelsen i kirkens egne rækker viste sig for alvor i tirsdags, da talsmanden for ærkebiskop André-Joseph Léonard efter kun tre måneder valgte at forlade sin stilling.

Ifølge den tidligere talsmand Jürgen Mettepenningen opfører ærkebiskoppen sig som "en bilist, som kører i den forkerte side af motorvejen og samtidig tror, at alle andre bilister tager fejl", sagde han ifølge det franske nyhedsbureau AFP på et pressemøde forleden.

Tumulten omkring ærkebiskop André-Joseph Léonard brød ud i sidste måned, da han i en ny bog skrev om aids, at "denne epidemi er en slags iboende retfærdighed". Kommentaren fik en organisation for homoseksuelles rettigheder til at lægge sag an mod ærkebiskoppen, mens ledere af det fremtrædende Louvains Katolske Universitet kræver biskoppens afgang fra posten som kansler efter at have "bragt skam over universitetet".

Kritikken lukkede dog ikke munden på den katolske leder, som i sidste uge skabte ny tumult med en udtalelse på tv om, at pensionerede præster mistænkt for pædofili skal spares for retsforfølgelse:

"Hvis de ikke længere har ansvar, er jeg ikke sikker på, at udøvelsen af en slags hævn, som ikke vil have nogen konkret virkning, er meneskelig."

Kommentaren kommer, kun to måneder efter, at en kommission har afsløret næsten 500 sager om overgreb begået af belgiske præster siden 1950'erne, hvoraf 13 ofre har begået selvmord. Ærkebiskoppen trak siden sin udtalelse tilbage.

Herhjemme afviste den katolske biskop i første omgang at anmelde anklager om overgreb begået af præster til myndighederne. Siden overgav kirken 33 henvendelser om overgreb til politiet, som dog opgav alle sager, blandt andet på grund af forældelse.

johansen@k.dk