Katolske præster lever med frygten

I forbindelse med DR's dokumentar "Præster under anklage", som blev vist i går, kom det frem, at katolske præster er bange for at blive anklaget for pædofili. Kristeligt Dagblad har talt med den katolske børne- og ungdomspræst Daniel Nørgaard, som kalder frygten nødvendig

Daniel Nørgaard er ansat som børne- og ungdomspræst og er med i foreningen Danmarks Unge Katolikker. Han kender ligesom mange andre katolske præster til frygten for at blive anklaget for pædofili. --
Daniel Nørgaard er ansat som børne- og ungdomspræst og er med i foreningen Danmarks Unge Katolikker. Han kender ligesom mange andre katolske præster til frygten for at blive anklaget for pædofili. --. Foto: Erik Refner.

Oplever du, at katolske præster er bange for at blive anklaget for overgreb mod børn?

"Det er noget, vi taler om præsterne imellem, for det at blive suspenderet på grund af en mistanke om pædofili eller overgreb er den værste anklage at have hængende over hovedet. Derfor er vi opmærksomme på vores opførsel, for at den på ingen måde skal kunne misforstås."

Hvad er det for en frygt, præsterne går med?

"På det plan, det er på nu, er det en nødvendig bekymring, præsterne går med, fordi det er nødvendigt at være opmærksom på ens adfærd over for børn. Men samtidig kan det blive en ubehagelig frygt for, om en velment handling som et kram eller et klap på hovedet vil blive misforstået, så man fremstår som pædofil. Det er jo det samme, der er sket for mandlige pædagoger. De, der arbejder med børn, ved jo, at de er meget spontane og ikke holder sig tilbage fra at komme hen og give et kram, men det er de færreste af os, der har mod til selv at give børnene et kram eller lade dem sidde på ens skød. Hvis et barn kommer hen og giver en præst et kram, så må han hurtigt give slip, så der ikke er noget, der kan tolkes som overgreb. Sådan har jeg selv haft det, lige siden jeg blev præst, og når jeg går på gaden iført præsteslip, kan jeg godt blive bange for blot at kigge på et barn, for hvad nu hvis forældrene tænker noget."

Hvad kan det på sigt få af konsekvenser, hvis præsterne bliver ved med at gå med den frygt?

"I værste fald vil nogle børn måske opleve at føle sig afvist, hvis for eksempel præsten ikke besvarer barnets kram. Men præster kan også lære at tackle sådanne situationer på en god måde, så de ikke kommer ud i noget, der kan misforstås. Samtidig må vi som præster vænne os til at leve med frygten for anklager og mistænkeliggørelse, for det er resultatet af de overgrebssager, der kom frem i foråret, og jeg kan sagtens forstå, hvis forældre i dag er mistænksomme."

Hvad vil I gøre for at hjælpe præsterne?

"Det bedste er at tale om frygten indbyrdes, og så hjælper det, at der heldigvis er rigtig mange forældre, der viser os tillid. Samtidig er bispedømmet ved at udarbejde retningslinjer for, hvordan præster skal omgås og behandle mindreårige. I forvejen har vi nogle særlige retningslinjer målrettet præster, som blev udarbejdet i kølvandet på sagerne i foråret. Det er lignende retningslinjer, man nu er ved at opstille i en overordnet plan, og håbet er, at det kan hjælpe præsterne til ikke at være bange for at blive anklaget."

Kritikere vil måske mene, at præsterne nu vil ud og spille martyrer for at komme den tidligere kritik til livs. Har de ret i det?

"Jeg vil ikke have, at vi præster bliver martyrer, men modsat har den mediedækning, der har været i forbindelse med anklagerne i foråret, skåret alle katolske præster over en kam og gjort os til monstre. Der har været en heftig debat om ofrene for overgreb, og det er ikke vores plan, at vi nu vil vende fokus og gøre præsterne til ofrene. Jeg vil gerne understrege, at det, vi præster går igennem, er ingenting sammenlignet med det, ofrene for de katolske præsters overgreb har været igennem."

Hvad mener du om hele den opmærksomhed, der har været omkring den katolske kirke?

"De fleste sager er blevet afvist med den begrundelse, at de er forældede. Men det stiller hverken præsterne som frikendte eller skyldige, og det er utilfredsstillende, at sagerne ikke kommer videre med den begrundelse, at de er forældede. Det er ærgerligt for os selv i den katolske kirke, for de, der burde blive renset, er ikke blevet det, og de, der muligvis er skyldige, bliver ikke fundet skyldige. Kirken er selv i gang med at undersøge sagerne til bunds, men det bedste ville være, at det var en anden instans end kirken, der gjorde det."