Kirke arrangerer fællesdåb og står for festen

Den 15. november holder Godthaabskirken arrangementet ”Dåbsfest”. Her kan seks børn blive døbt i kirken, og hver familie kan invitere 12 gæster til en efterfølgende fest i kirkens lokaler med mad og underholdning

”I kirken vil vi gerne signalere, at vi er en familie, som overskrider den biologiske families rammer ved at holde dåben med hinanden,” siger provst Kirsten Jørgensen.
”I kirken vil vi gerne signalere, at vi er en familie, som overskrider den biologiske families rammer ved at holde dåben med hinanden,” siger provst Kirsten Jørgensen. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN.

Den gode vilje bliver ikke altid ført ud i livet, når det kommer til dåb, mener provst Kirsten Jørgensen fra Godthaabs Sogn i København.

”Efter fødslen skal man lære at være en familie med et lille barn. Måske er der mange udfordringer og nye opgaver for familien, og så kan dåb være noget, man ikke lige får gjort,” siger hun.

Derfor holder Godthaabskirken den 15. november arrangementet ”Dåbsfest”. Her kan seks børn blive døbt i kirken, og hver familie kan invitere 12 gæster til en efterfølgende fest i kirkens lokaler med mad og underholdning.

”I kirken vil vi gerne signalere, at vi er en familie, som overskrider den biologiske families rammer ved at holde dåben med hinanden,” siger Kirsten Jørgensen.

Hun fortæller, at hun har ladet sig inspirere af tyske kolleger, hvor fællesdåb ifølge hende er udbredt.

”Den tyske kirke har lavet sociologiske undersøgelser og undret sig over, hvorfor enlige forældre i mindre grad lod deres børn døbe, end når der var to forældre. De enlige forældre i undersøgelsen angiver, at det er svært at stå alene i kirken og være det, de kalder 'en rigtig familie',” siger hun som et argument for, at sognets dåbsfest kan være et tilbud til familier med en forælder.

Der er sat 18.000 kroner af til projektet. Dåbsfesten er primært for sognets beboere, men andre må gerne kontakte kirken for at høre, om der er pladser tilbage.

”Vi synes, vi med arrangementet er inde i et teologisk kernepunkt: kirkeligt fællesskab. Den vigtigste handling foregår omkring døbefonten og foregår på samme måde som ved alle andre dåb. Det menneskelige og kristne fællesskab følges ad, når vi gerne vil markere dåb, konfirmation, bryllup og begravelse ved at være sammen. Deleøkonomi er desuden oppe i tiden, og vi bygger videre på tanken om at dele ting med hinanden,” siger Kirsten Jørgensen, som understreger, at kirken kun henvender sig aktivt til forældre, som allerede er folkekirkemedlemmer.

Også Landsforeningen af Menighedsråd har fokus på dåb. I det seneste halve år har man arbejdet for at samle og sprede dåbsinitiativer, fortæller sognepræst Per Damgaard Pedersen, der er medlem af foreningens bestyrelse og engageret i projektet.

”Der er enormt mange initiativer henvendt til børn og børnefamilier, men kun få initiativer, der har at gøre med at døbe det ikke-døbte barn. Hvis arbejdet er rettet mod familier, der ikke har døbt deres barn, er det ofte opsøgende arbejde med information om dåb,” siger han.