Kirkebyggeri rejser debat om folkekirkens penge

Det omstridte kirkebyggeri i Trekroner ved Roskilde kan blive en god anledning til at få skabt klarhed om, hvordan folkekirkens økonomi er skruet sammen, og hvad der er kirkens eget grundlag og mål

Kirkebyggeriet i Trekroner skaber debat om folkekirkens økonomi.
Kirkebyggeriet i Trekroner skaber debat om folkekirkens økonomi. Foto: Mogens Engelund/Wikimedia Commons

Opførelsen af en kirke i det fremvoksende Trekroner-kvarter ved Roskilde har skabt lokal debat. Kritikere finder det ude af trit med den moderne virkelighed at placere en kirke centralt i byen. Snarere end at overføre en gammel landsbytankegang til Trekroner, skulle der opføres et multireligiøst kulturhus. Kirkebyggeriet kritiseres også for at ligge ved siden af skolen, og Enhedslisten ville hellere have haft et rekreativt område!

Det er ikke første gang, at et kirkebyggeri er løbet ind i lokale protester. Man kan tale om tre store kirkebyggeperioder i Danmark. Den første periode var i tidlig middelalder, hvoraf vi endnu har cirka 1750 kirker bevaret, men ingen kilder er bevaret til at fortælle om eventuel lokal utilfredshed med dette mægtige byggeprojekt. Den næste store byggeperiode var omkring 1900 – alene i årtiet 1900-1910 opførtes 103 kirkebygninger. Staten gav store tilskud til dette byggeri, der blandt andet fyldte Midtjylland med kirkebygninger, efterhånden som heden opdyrkedes, og folketallet steg.

Hovedstaden voksede også, og her stødte ønsket om kirkebyggeri sammen med kirkekritiske kredse, der af forskellige grunde var imod, at stat og kommune skulle bruge penge på flere kirker. Det nødvendige antal kirker blev dog opført alligevel, nu blot opført for frivilligt indsamlede midler til Kirkefondet. 1960-1980 var der endnu en storhedstid for kirkebyggeri. Da opførtes der 116 nye kirker, i få tilfælde også under lokal modstand.

Ny lovgivning havde i mellemtiden gjort menighedsrådene til bygherrer. Kirker blev nu bygget via kirkeskatten, således at det kun var medlemmer, der betalte. Modstandere af kirkebyggeri havde således mistet deres politiske argumenter, men måtte så, som for eksempel i Struer-sagen i 1980'erne, søge magt i menighedsrådet for at stoppe planlagt kirkebyggeri.

Det forplumrer endnu debatten, at ikke alle ved, at folkekirken på lokalt plan er økonomisk selvkørende. Det er jo ikke Roskilde Kommune, der vil bygge kirke. Det er heller ikke enhver borger i Trekroner-området, der skal punge ud til kirkebyggeriet, men kun de 75 procent, der har valgt at være medlemmer af folkekirken. De, der ønsker et tværreligiøst medborgerhus, må danne en forening og arbejde for det, ligesom den store "forening", kaldet folkekirken, gennem sine demokratisk valgte organer har besluttet at opføre en kirke.

Der er også modstand mod kirkebyggeriet af principielle religionspolitiske grunde. Ateismen er jo blevet mere militant. Den kamp hører dog til på et helt andet plan end i Roskildes udkant, for Grundloven giver endnu den evangelisk-lutherske kirke en særstatus. Selvom dette engang skulle blive ændret til religionslighed, ville en evangelisk-luthersk menighed forhåbentlig stadig kunne købe en byggegrund ved en ny landsbys gadekær. På markedets vilkår, side om side med andre trossamfund og ateistiske foreninger.

På længere sigt er det nok kirken, der har mest gavn af den aktuelle debat om et byggeri, fordi det er med til at præcisere kirkens eget væsen.

Ud fra en sand forståelse af kirkens væsen har menighedsrådet i Himmelev villet bygge en ny kirke for at få bedre plads til børnefamilier og for at være nærværende i lokalområdet. Kirken bør principielt være til stede i ethvert lokalområde, om så kun nogle få af beboerne ønsker det. En kirke er altid til for folkets skyld, også når folkets flertal i en periode vil noget andet end kirken. Debatten kan således være med til at holde folkekirken fast på sit grundlag. Vigtigere end flygtige folkestemninger er menighedsrådsløftet, præsteløftet - dybest set evangeliet.

En kirke, der er blevet til i modvind, har slet ikke noget dårligt et udgangspunkt. Kirken i Trekroner er kommet godt fra start og vil så få den spændende udfordring at gøre sig kendt lokalt som et "rekreativt område" på sin egen facon.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kurt E. Larsen, ph.d., er lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus.