De danske kirkebygninger ligner de hellige køer i Indien på flere måder: Selvom der i begge tilfælde er en slags ejer, som har brugsretten, kan ejeren ikke disponere over køerne eller kirkerne, som man normalt gør det over sin ejendom. Man kan ikke blot skaffe køerne eller kirkerne af vejen. I den forstand er de hellige eller urørlige, fordi det vil være helligbrøde og ofte også direkte ulovligt at gøre kort proces, som vi i Vesten ellers gør det med dyr eller bygninger, som det ikke længere er rentabelt eller på anden måde attraktivt at holde liv i. Hellige køer og kirkebygninger kan ikke handles eller genbruges efter forgodtbefindende.
Når det kommer til stykket, er det dog uklart, både i hinduistisk tradition og i det sekulære Danmark, hvad det vil sige at være hellig. Køer i Indien og kirkebygninger i Danmark har en nærmest overjordisk status, der hæver dem over for eksempel den ellers allestedsnær-værende konkurrencekapitalisme. Begge er i særklasse i forhold til de hensyn, som samfundet normalt prioriterer efter. Finder ejeren, at det nu er på tide at få skaffet nogle køer i Indien eller kirker i Danmark af vejen, må det ske ad omveje, typisk gennem mellemhandlere. Indiske køer kan sendes til landsbyen, hvor de ofte hurtigt bliver slagtet, selvom udtrykket antyder, at de skal leve videre på de evige græsmarker. Danske kirker skal igennem lange og besværlige procedurer, før de måske kan overgå til en anden for dem værdig brug.
LÆS OGSÅ: Lukkede kirker fortsætter kirkelige aktiviteter
Hertil kommer endelig, at såvel de indiske køer som de danske kirkebygninger indgår i den nationale religionskamp, som især højrefløjskræfter i såvel Indien som Danmark fører mod de indvandrede muslimer. Nationalistiske hinduer mener, at muslimerne begår helligbrøde, når de spiser oksekød, og nationalistiske danskere kæmper for, at kirkebygningerne skal bevares og fortsat have monopol på at stå med deres høje tårne i det danske landskab.
Danmark har fået en ny social- og integrationsminister, som altid optræder med stor indsigt og seriøsitet. Manu Sareen (R) er for så vidt kommet på sin rette hylde. Selvom han ikke altid ramte den traditionelle tone i spillet omkring folkekirken, stod han også for en helhjertet indsats som kirkeminister. Det er ikke fair, hvis han blot skal huskes som ham, der fik indført kirkelige vielser af homoseksuelle. Det havde vi fået også uden Manu Sareen, som snarere bør huskes som den minister, der turde tænke nyt om flere urørlige områder i folkekirken.
Knapt var der sidste år indført en ændring i lov om kirkers brug, så det nu officielt er tilladt for menighedsrådene at låne eller leje kirkebygningen ud til andre kirkesamfund, for eksempel migrantkirker, før Manu Sareen var klar med nok en fornyelse: Den er nu ved-taget, så der nu også er adgang til, at kirkerne kan bruges til ikke-kirkelige formål.
LÆS OGSÅ: Lukkede kirker sættes til salg på det frie marked
Kristeligt Dagblads undersøgelse den 8. april viser, at 31 procent af befolkningen synes, at der bør kunne holdes rockkoncerter i kirkerne. Ritzaus Bureau har tilsvarende spurgt, hvad danskerne mener, at kirkebygninger, der er taget ud af kirkelig brug, kan bruges til. Her er der flertal for det meste, dog ikke supermarkeder. Der er tydeligvis tale om et område, hvor der er opbrud i befolkningens holdninger. Blandt andre Manu Sareen har hjulpet til med at få et område, der har været lagt død, åbnet for debat, så der kommer gang i udviklingen.
Ægteskabsloven tilhører ikke folkekirken. Da folkeflertallet og derfor også folketinget ville have den lavet om, havde det mindre betydning, hvad kirkefolk mente om den sag. Kirkebygningerne tilhører heller ikke folkekirken, selvom det er menighedsrådene, der administrerer dem med biskoppen som tilsynsmyndighed. Hvis kirken har mod og vilje til det, kan den nå at sætte en ny kurs omkring kirkernes fremtidige brug. Har den ikke det, må man regne med, at den udvikling, der er i gang, kommer til at bestemme kursen.
Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet.