Polerede gravsten side om side omkranset af små hække og stier i rette vinkler.
Sådan ser de fleste af landets kirkegårde ud, men det afspejler ikke samtiden eller de mennesker, der ligger begravet på gravstederne, mener to landskabsarkitekter, som i et landskabskunstnerisk projekt har givet deres bud på fremtidens kirkegård.
Bogen hedder 39 utypiske gravhaver og er skrevet af Lise Thorsen, der til daglig er rådgivende arkitekt for by- og landskabstegnestuen GBL, og landskabsarkitekt og lektor ved Københavns Universitet Bettina Lamm. De foreslår blandt andet at hænge en tørresnor op på gravstedet med den afdødes tøj til minde for den efterladte eller placere sofaer eller stole, som opfordrer de besøgende til samtale. Bogen, som snart udkommer, har modtaget støtte fra blandt andet Kirkeministeriet og Nationalbankens Jubilæumsfond.
LÆS OGSÅ: Dansk begravelseskultur står foran store forandringer
Hvad er hensigten med bogen?
Bogen er en hæder til kirkegården. Vi undersøger, hvordan gravsteder kan blive mere samfundsnære og inter-essante for de levende. Kirkegården har ikke ændret sig siden 1920erne, og mange har taget afstand fra den og overlader pasningen af gravstederne til andre. Bogen er et bud på, hvordan kirkegården igen kan blive en aktiv del af vores hverdag.
Hvorfor er det så vigtigt, at kirkegården afspejler samtiden?
For at skabe relevans. Kirkegården skal ikke være totalt moderne, men vi skal i højere grad kunne identificere os med stedet. Stadig flere fravælger at blive begravet på gravstederne og vælger i stedet en plads på de ukendtes gravsted eller helt borte fra kirkegården og får smidt deres aske i havet eller i skoven. Vi ønsker at gentænke kirkegården, så den igen bliver noget, man vælger til. Men den skal huse de døde og ikke være en have fyldt med tivolisering den skal bevares som et refleksionsrum, men med en anden meningsrelevans, end der er i dag.
Nu nævner I selv ordet tivolisering. Er det ikke netop risikoen ved den måde, I ser på kirkegården på?
Det er vanskeligt at svare på. Tendensen i dag, hvor der bliver sat små halmbamser og lys på gravstederne, vidner om et behov for at udtrykke sig individuelt. Så der er allerede begyndt at blive sprængt rammer på kirkegården, og det har vi så taget op. Vi er blevet meget mere individuelle i dag end for 50 år siden, og det må gerne afspejle sig på kirkegården. Hvordan kan man bedst muligt afspejle det menneske, der ligger i graven? Det, vi laver, er jo kun billedcollager af, hvordan det kan se ud, så vi kan få åbnet en diskussion. Når det kommer til den konkrete udførelse, vil det selvfølgelig få en helt anden form.
Men måske familien Jensen ikke ønsker, der skal stå en lænestol eller hænge en tørresnor med tøj lige ved siden af deres gravsted? Hvordan imødekommer man alles behov?
Man skal ikke forstå vores forslag i konkret betydning, og der skal selvfølgelig være nogle regler. Det handler om, hvordan man kan indrette kirkegården, så den kan rumme flere private udtryk.
I siger, at jeres forslag ikke skal forstås konkret hvordan skal de så forstås?
Måske man ikke skal placere en sofa på kirkegården, men man kunne give plads til et sted at sidde for de pårørende. I gamle dage gjorde man noget ud af gravstedet, og man gav det et udtryk, og det er det, vi også søger bare i en anden variant.
Hvor går grænsen for, hvordan gravhaverne kan se ud?
Den går ved værdighed.
Hvad vil det sige alle har vel ikke det samme begreb om værdighed?
Det må være op til kirkegårdsbestyrelserne og menighedsrådene at afgøre. Vores bog er en inspiration til at tænke i nye baner. Måske man netop skal forny kirkegården for at bevare den.
Hvor stort er behovet for en mere nutidig og anderledes kirkegård?
Det er der ingen, der ved. Det her er et pionerprojekt, men vi har set en bevægelse i tiden, som vi har ønsket at omfavne. Vi ønsker at bevare kirkegården som det sted, man ønsker at blive begravet. Der skal bare være plads til et mere righoldigt sprog.
