Henfarne slægter - forglem dem ej!
Digteren Johannes V. Jensens formaning i sangen "Hvor smiler fager den danske kyst" taler om gravhøje, der kroner det danske land og om grønsværtækkede graves alvorlige tale ved alfarvej.
Et par menneskealdre senere fulgte kirkeminister Mette Madsen den poetiske henstilling op med en usædvanlig lov i 1986, mens Poul Schlüter var statsminister. Der er imidlertid et meget stort spring fra Johs. V. Jensens tanker til Mette Madsens ideer. Gravhøjene rummer bronzealdersamfundets overklasse, men for Mette Madsen gjaldt det om at beskytte gravminder, både over høj og lav, når et gravsteds udløbstid truede med glemsel.
I sin vejledning til loven konstaterede Kirkeministeriet "en stigende interesse for de bevaringsværdier, som vore kirkegårde rummer". Udvælgelseskriterierne, som blev lagt til grund for en registrering (og dermed fredning), var også af kulturhistorisk art. Kirkeministeriet og Statens Museumsnævn udarbejdede i fællesskab kriterierne, og det blev besluttet, at de lokale kulturhistoriske museer landet over havde ansvaret for arbejdets udførelse.
Under folketingsforhandlingerne om loven i foråret 1986 brugte Mette Madsen den vending, at hun forestillede sig kirkegårdenes gravminder som "opslåede bøger".
Den tanke får tilslutning hos historikeren, cand.mag. Kirsten Baunegaard, som af det lokalhistoriske museum i Hillerød blev betroet registreringsopgaven på kirkegårdene i Hillerød Provsti. Som regel sammen med de lokale kirkeværger, der vil være bedst stedkendt på kirkegårdene - undertiden sammen med sognepræsterne. Kirsten Baunegaard havde den særlige kvalifikation, at hun i 1995 gennemgik Bornholms 23 kirkegårde - og kirkegården på Christiansø - med henblik på registrering og fredning. I øvrigt blev hendes navn særlig kendt, da hun redigerede den store Hillerød-bog, som udkom i 2006.
Kristeligt Dagblad bad Kirsten Baunegaard om en rundvisning på en af provstiets kirkegårde. Hun valgte Nørre Herlev - endnu et typisk landsogn, rimelig tæt på Hillerød by - hvis "opslåede bøger" blev gennemgået sammen med sognepræsten Charlotte Chammon.
"Det længste perspektiv på danske gravskikke har vi fra arkæologiske fund," siger Kirsten Baunegaard. "De fortæller os, at fra tidlig kristen tid blev kvinder og børn begravet på kirkens nordside og mændene på sydsiden. Det stemmer med, at vi i mange kirker finder en (nu blændet) 'kvindedør' i kirkens nordside, mens indgangen til kirken via våbenhuset mod syd især anvendtes af mændene."
Mest ejendommelig, set med nutidsøjne, var den skik, at fornemme personer kunne begraves i kirkegulvet. Måske er det begyndt med, at sognets præst blev stedt til hvile under gulvet, allerede mens kirken var under opførelse. Rige og betydningsfulde personer i sognet er fulgt efter, hvilket stadig fremgår af ligsten i kirkens gulv.
I 1805 blev det forbudt at foretage begravelser inde i kirken. Allerede i oplysningstiden før Den Franske Revolution vandt det natursyn frem, at begravelser skulle ske under åben himmel. Også og ikke mindst, fordi liglugten i kirken blev stadig mere påtrængende.
"Men vedblivende var der dog forskel på rig og fattig," fortsætter Kirsten Baunegaard. "Velhavende og højtstående folk i sognet, herunder præsterne og deres familier, blev begravet meget tæt på kirkevæggen - helst i 'tagdryppet' - og så vidt muligt ud for alteret. Med loven af 1805 ændrede kirkegårdene stil og fik grusbelagte stier, så de efterladte kunne spadsere rundt uden at træde ind på andres gravsteder."
Med ærbødigheden for gravminder har det i ældre tid været så som så. Der findes eksempler på, at pårørende ved gravstedets udløbstid har taget ligstenen hjem og brugt den som brønddæksel! I andre tilfælde er den gjort til trappe- eller trædesten. I de fleste tilfælde har efterfølgende generationer dog vist det sømmelighedshensyn at returnere gravstenen til kirkegården.
I Hillerød Provsti er registreret og dermed fredet i alt 242 gravminder. Heraf i Nørre Herlev Sogn 21.
Efter en årrække med anonyme gravsten, "Far", "Mor", "Tak", der kun kan sige de nærmeste noget, er udviklingen vendt, så de afdødes identitet igen er blevet mere synlig, fortæller Kirsten Baunegaard.
En anden tendens har været ønsket om ikke at "ligge nogen til byrde" - navnlig efter døden. Pligten til at passe forældres og bedsteforældres gravsted blev af tidligere generationer regnet for en selvfølge.
Sognepræst Charlotte Chammon tilføjer, at danskerne synes at indrette sig med døden, som de gjorde med livet. Vi kan lide at have vort eget hus med en lille hæk omkring.
Kirsten Baunegaard slutter med en opfordring:
"Gå en tur på kirkegården og opdag, hvor mange gode og interessante historier gravminderne rummer. Kig på gravstenenes facon og deres udsmykninger. Læs inskriptionerne og få indblik i tidligere tiders liv, stillingsbetegnelser, der ikke længere eksisterer. Kønsroller lever deres eget liv i gravskrifter som oberstinde og kammerherreinde. Læs gravstenenes gamle stednavne, der måske vækker glemte barndomsminder. Eller forstå kringlede familiære forhold ud fra årstal og efternavne.